For at citere et vaskeægte one-hit-wonder, så må det jo nødvendigvis gå ned om fredagen. Det er en fin læresætning at hive op ad lommen eller soveposen, når man for cirka sjette gang i træk vågner i en smadret døs, kaster sig mod teltåbningen for luft og må overbevise sig selv: »Skal jeg virkelig det her igen i dag?« Ja, the show must go on. Heldigvis er Meyers igen-igen god for en dyr kop kaf’ og en BMO (i dag er osten pakket ind i plastikemballage, i går var den ikke. Hvorfor? I ens eget lille Roskilde-mikrokosmos kan selv de mindste praktikaliteter få betydning).
Til et anderledes kickstart af koncertdagen kunne man på Gloria få sig en ret skøn totaloplevelse med Big Fan ved roret. Totaloplevelse skal forstås på den måde, at hovedpersonerne og forsangerne, Mija Milovich og Barbro, midtvejs i showet vendte vores opmærksomhed 180 grader ved først at forlade scenen og overlade den til resten af bandet, (der herefter udførte en instrumental version af den små-episke protestsang “Wall of Mine”), og dernæst at dukke op i en lyskegle på Glorias tribune bagerst i rummet. Ret sejt lavet.
Men totaloplevelsen var sådan set også bare et produkt af, at Milovich og Barbro er et fantastisk makkerpar, der spiller deres 90’er-grungede stof nonchalant lækkert med stort overskud. Tilmed synger begge som en drøm, og når deres vokaler duellerer eller indgår unisont i melodien, får man som tilskuer bare lyst til at skråle med, (hvilket de da også opfordrede til under den vokale genoptagelse af “Wall of Mine”). At de formår at sætte et så godt show sammen med fuld plade både musikalsk og performativt (herunder døvetolkning!), er øjensynligt også et resultat af deres tætte venskab; et forhold der, som de nævnte under koncertens indledning, faktisk har lagt navn til bandet. De er fans af hinanden – cute, hallo.
På Avalon klokken 13:00 tog det os lidt længere tid at opdage, at Nala Sinephro og hendes band faktisk også var venner. Der var i hvert fald meget lidt interaktion mellem de fire jazzister, udover Nala der svingede luft-taktstokken med hård, men kærlig hånd. Koncentrationen var stor, og det var også noget af en kraftpræstation, den belgiske, London-baserede, avantgarde jazzkunstner og hendes medfølgende trommeslager, saxofonist og tangentspiller diskede op med over frokost.
Sinephro er blevet internationalt hæderskronet for sit seneste album, Endlessness, der, som titlen antyder, tager lytteren med på en spacy, meditativ rejse i den rytmiske verden. Sammenligningen med Alice Coltrane ligger lige for, da et af Nalas hovedinstrumenter – ligesom hendes legendariske forgænger – er harpen. En sådan tronede da også på scenens midte og varslede fra start om en kommende fortryllelse. Enten var det dog lidt på tidligt på dagen til jazz-svævning til mig, eller også var det – som min fornemmelse siger mig – en koncert, der først kom rigtigt i omdrejninger godt halvvejs inde.
Sinephro lagde for med et solo harpestykke (et af kun to indslag med harpen, desværre), hvorefter bandet tog fra med flere skæringer fra førnævnte album. Hvad, der særligt karakteriserer lyden derfra, er den cirklende, modulære lyd fra en synthesizer, der gentages i loop, mens trommerne ligger herunder som et groovy tæppe. Og så en masse støj, selvfølgelig.
Men det var først, da der blev lagt en kraftigt vibrerende sub-bas på, at jeg rigtigt fik øjnene op fra tørvet under mig. Her fik aktørerne virkelig bundet hele lyden elegant sammen, og deres mestring af volumeknappen, hvad angår intensitet, var kanon. Den fik lige et sidste gok i nødden med udgangsnummeret, hvor bassen nærmest antog en cumbia-agtig rytme og fik fødderne lidt på gled hos de troligt lyttende tilskuere. Altså lige bortset fra de fremmødte japanske Fujii Kaze-fans, der havde taget plads forrest i publikum i deres fan-tees og mest havde travlt med at titte ud bag scenen, hvor Fujii (eller måske bare deres teknikere) trissede rundt til stort oprør blandt fansene. Det var måske ikke den mest tilgængelige koncert at dukke ufrivilligt op til, men de trofaste Fuji-fans var nu meget søde at have med på Nala-vognen modsat – som mine ledsagere fnisende bemærkede til mig – folk til Fontaines D.C. på Primavera Festival, der egentlig bare ventede på Sabrina Carpenter.
Da den altid charmerende Faye Webster senere indtog samme scene, var det en noget mere tilbagelænet koncert, de fremmødte kunne overvære. Der er forhåbentlig ikke nogen, der har noget imod, at jeg tager deres holdning til indtægt og siger, at det var en absolut overskuelig, ja nærmest nem oplevelse at lytte til amerikanerens fine røst i blød, små-slacket indieindpakning – særligt oven på en lang torsdag med simpelthen så meget opdagelsesværdig eksperimenterende og niche-drysset musik og en fredag, der så ud til at tegne sig i samme billede. Undertegnede var i hvert fald ikke mødt op for at blive blæst bag over; snarere for at tage en pause og en øl, simpelthen.
Det blev vi som sagt heller ikke. »Lige mit energiniveau,« bemærkede sidemanden som en generel kommentar til lydbilledet: Et eller andet sted mellem indie og country, komplet med både slideriffs og hård Fender og en undertone af melankoli i fortællinger, der kredser om både eksistensens ligegyldighed og glimt af hverdagens lys. Webster var perfekt castet til en sen eftermiddagskoncert, hvor solen engang imellem kiggede ind, og hvor der var et pænt fremmøde trods en Doechii-koncert, der lurede i horisonten. Men Webster kunne til sammenligning med det store million dollar-show, der skulle finde sted på Orange Scene lige efter, også tilbyde en mere håndholdt koncert med et ingen-dikkedarer-rockband bestående af en flok velspillende fattigrøve fra Atlanta. Disse spillede sig igennem den lille time helt forventet uden større udsving i intensitet på nær lige en dramatisk trommesolo mit i sættet, og det var cirka lige, hvad man kunne trænge til.
Det samme tør ikke siges om cirkus-rockeren Geordie Greep på Gaia, som leverede en hjernebasker af et show. At regnen igen silede gjorde muligvis også tilstrømningen større, men i hvert fald var der så propfyldt med tilskuere, at det var lige før, man kunne have overvejet et sceneskifte til noget større. Det gjorde dog ikke noget, at man stod arm i arm, for med den energiudladning, den engelske sekstet fremturede med, havde man sgu rent ud sagt brug for nogen at støtte sig til.
Den tidligere Black Midi-frontmand, der nu har kastet sig ud i et regulært soloprojekt, er kendt som lidt af en ønskebrønd, hvad angår hans tilsyneladende uendelige fantasi til at lave nørklet, larmende og alligevel glam’et jamrock. Debutudspillet, The New Sound,er således minsandten en helt ny lyd. Både Kiss, Jamiroquai og Jacob Collier ville være glade, selvom “infernalsk” nok er en meget passende, samlet betegnelse, hvis man endelig skulle lægge sig fast på én. Modsat nogle af de andre fremtrædende navne i den nye britiske postrock, så er Greeps take på genren, (igen, hvis man da kan indfange det på den måde), befriende uakademisk. Forstå mig ret: Der er masser af hjernevridende polyrytmiske fraktioner i hans musik, men hans rablende, operette-agtige signatur gør på en eller anden måde lyden komisk jordnær.
Denne aften var ingen undtagelse – altså i forhold til det infernalske. Greep var lidt af en instigator over for sit band, som jo ret beset var et jazzband at dømme efter både instrumentbesætning og taktarter, og han havde flere gange ryggen til publikum for at møde sit uovertrufne orkester som den gode cirkusmester, han er. De spillede fandens godt og havde et helt telt fyldt med håndtegn og underlige, men passende, usynkroniserede dansetrin. Jeg tog mig selv i at grine måbende flere gange af Greeps fuldkommen vanvittige, ubrudte ordstrøm, særligt på den påtaget megalomane førstesingleH “Holy, holy”, hvor den relativt lave mand blandt andet med ubrudt selvtillid proklamerede ud mod os: »I want you to make me look taller«. At dømme efter den fællessang, der også opstod, (»Holy! Holy! Holy!« råbte masserne), var vi ikke kun underholdt, men også absolut prisgivne.
– Alle fotos: Mathias Kristensen
