Plader

Lydmor: Capacity

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Lydmors fjerde album er fragmenteret, og den største bid er et feministisk kampskrift. Det er et album skabt til sin tid, men stikker i for mange retninger.

Man skal ikke have fulgt Lydmor særlig tæt det seneste år for at have opdaget hendes engagement i #metoo. Særligt hendes sammenstød med Ekstra Bladet, Poul Madsen og Thomas Treo gav genlyd i musik- og mediebranchen.

Capacity er en forlængelse af den indsats for kvindesagen. Åbneren, ”Amanda’s Lullaby (Open)” er et kampråb for kvinder: »Every little word you speak could add to the conflict/ Careful with the word you phrase little girl/ You don’t want to seem to eager, you’ll upset the whole world«, starter pladen ud med Lydmors elektroniske stemme som eneste lyd. Hun fortsætter med at ridse #metoo-revolutionens omstændigheder op med et kor af tiltagende flere kvindestemmer, som slutter af med at messe: »The more that we open, the less space they’ll get« og lader åbenheden drive de onde mænd væk.

Lydmor er vred, og det er pladens drivkraft. I åbnerens kølvand følger numre som ”Labyrinth Faced Men”, ”Emma Spins”, og ”Amanda’s Dream”, som alle fortæller om kvinder, der har mareridt om mænd, som slår kvinder ihjel, eller kvinder, som har oplevet noget, der har sat sig dybe spor i dem. På ”Emma Spins” afsløres det aldrig helt, hvad der er sket, men måden, klaveret danner baggrund for historien, giver en forestilling om en kvinde, der er blevet slået i stykker. Selvom det er smukt, fornemmer man, at det er som at danse på knive. Andre numre langer også ud efter den mandsdominerede verden, såsom ”LSD Heart” med den centrale linje: »Boys get away with so much bullshit in art«.

Det feministiske element er ikke fremmed for Lydmor. På forrige plade, I Told You I’d Tell Them Our Story, synger Lydmor: »Behold money, I am woman« på nummeret ”Claudia”. Linjen handler om ikke at lade sig imponere eller hvirvle rundt af en mands selvfede tricks, og er siden vokset til at blive Lydmors motto, og hun har solgt frasen på sit merchandise.

Men hvor det kvindelige væsens overlegenhed var et del-element på I Told You I’d Tell Them Our Story, er kvindekampen det dominerende indhold på Capacity. Næsten for dominerende. Pladens #metoo-budskaber og udgivelsestiming skygger for den store del af pladen, der ikke har med #metoo at gøre. En vis utilfredshed med mænd skinner igennem på et nummer som “Guilty (Kill Me)”, hvor en mand bebrejdes for ikke at give den kvindelige fortæller lov til at tage ansvar for sine fejl.

På “Someone We Used To Love” står fortælleren midt i et brud. Hun føler sig forsmået, der bliver ikke lyttet til hende, og det bliver understreget med den ambiente sætning fra fortællerens ekskæreste midt i nummeret: »Hey… sorry… uh I’ve just been really busy lately«.

Disse to numre føles mere private end de øvrige, men efterlader ikke en klar skelnen mellem, hvornår der er tale om kønskamp og privatliv. Om ikke andet er det let også at læse kønskampen ind i disse numre. De er med til at male billedet af et pro-kvinde album, der aldrig helt forlader sit kønsfokus.

Glimtvis lykkes det Lydmor at forene sin helt store styrke – evnen til at fortælle historier – med kampskriftets mission. Mystiske “Emma Spins” er bedste eksempel på dette. Selvom albummet i højere grad er kendetegnet ved one-liners end popmelodier, har nogle af numrene alligevel helt utroligt fængende melodilinjer. En af de stærkeste melodier er refrænet på ”Diamond Breeze”, der vugger lytteren blødt igennem en selvsansning. Lyrikken er næsten Nephew’sk i sin tilsyneladende usammenhæng mellem linjerne.

Et andet eksempel på en fængende melodilinje er åbningen på pladens andet nummer ”Nevada”, hvor Eivør er med på duet. Det er pladens bedste nummer, hvor alt spiller. Fremragende, mystisk og dragende fortælling om det mærkelige Hotel Leopold i Nevadas ørken. Eivør leverer pladens bedste sangpræstation og komplimenterer Lydmors kantede stemme perfekt. Derudover er det instrumentale univers sat perfekt op. Det er smukt og følt.

Lydmor forsøger stadig at ramme de elektroniske natklubbaskere, hvor et nummer som “Someone We Used To Love” lyder som en mørk natklub, og det andet brag “Go Slow But Go” starter døsigt, men eksploderer i omkvædet. Det er klassiske Lydmor-numre, og hendes meget finurlige væsen kommer fantastisk til udtryk på ”LSD Heart”. Det sker i opbygningen til omkvædet, hvor hun synger om at ringe til sin mor/sine venner/politiet klokken tre om natten for at sige: »Hello«. Har man set Lydmor i et interview, er den situation nem at forestille sig. Derudover viser “Guilty (Kill Me)” et afgørende udviklingspunkt, hvor Lydmors elektroniske univers kommer tæt på at føles tre-dimensionelt og taktilt – noget som har manglet tidligere, hvor hendes numre havde en følelse af to-dimensionalitet.

Inden jeg går videre, må jeg hellere slå fast at jeg mener at Lydmors seneste plade, I Told You I’d Tell Them Our Story (2018) – eller ”Shanghai-pladen”, som den også bare kaldes – er 2010’ernes mest undervurderede danske plade. Det var en pragtpræstation med ét samlet udtryk. En universel følelsesmæssig rutschetur, hvor hvert eneste del kunne mærkes. Brillant sat up musisk og lyrisk.

Desværre er den også alt det, som Capacity ikke er, for udtrykket på Capacity føles ikke samlet. Det har dog heller ikke været meningen, kan man forstå på pressematerialet, hvori Lydmor siger: »Jeg har bevæget mig længere udad mod yderpolerne, frem for hele tiden at søge mod et lydbillede, som er meget samlet. Her har jeg ligesom puttet tingene så langt ud på vægtskålen som muligt – og på den måde forsøge at skabe en form for balance«.

Der er muligvis balance mellem typerne af numre, men der ikke et samlet udtryk, og jeg føler, jeg sidder med en bunke singler fremfor et album. Lydmor er en rastløs kunstner, der laver mange ting – kompositioner til teaterstykker, online lockdown sessioner, et radioprogram på P6 Beat – og det virker ganske enkelt som om, hun har haft for mange jern i ilden i forhold til at sammensætte et helstøbt album.

Det er svært at give pladen en rammende karakter. Kvaliteten af de enkelte numre er på imponerende vis løftet fra sidste plade, samtidig med at de har vokset sig større end helheden.

Capacity viser en kunstner ved en skillevej. Hvor I Told You I’d Tell Them Our Story cementerede Lydmor som en af de bedste og mest originale historiefortællere i dansk musik, er Capacity et kampskrift til sin tid. Men ikke en plade, jeg kommer til at vende tilbage til.

★★★★☆☆

Leave a Reply