Jeg havde en underlig oplevelse, da Crack Cloud indtog Voxhall i Aarhus 9. april. Dog hang det måske mere sammen med mine egne forventninger til koncerten, end med Crack Clouds optræden. Den var nemlig fyldt med glæde, fede soloer og et band, der uden tvivl havde det vildt sjovt på scenen sammen: som udgangspunkt en virkelig god ting. Netop glæden og ”ej, hvor har vi det sjovt”-fornemmelsen, bidrog dog til førstnævnte fornemmelse.
Det skyldes primært to ting. Hjemme i højttalerne høres bandets nye plade, Peace and Purpose, helt anderledes, end den gjorde på Voxhall, og energien på scenen var derfor overraskende. Hvori forskellene præcist ligger, vender vi tilbage til.
Fra det grimme til det lækre
Crack Cloud åbnede koncerten med de to åbningsnumre fra 2026-pladen. I den lille halve time, der gik fra opvarmningsbandet var gået af og Crack Cloud gik på, kørte to ord på repeat i højttalerne på Voxhall – ’Peace’ og ’Purpose’ genlød igen og igen i 30 minutter. Da bandet havde fundet sig tilrette på scenen, stemte de direkte ind i nummeret – en fed måde at åbne på. Mine antenner var i hvert fald ude i alle 30-ish minutter af denne intermezzo.
Allerede på opfølgeren ”Safe Room” blev jeg dog opmærksom på, at dette nok ikke ville blive som forventet. På pladen er nummeret næsten ubehagelig lytning – særligt første gang. Lyden er grynet og tung, og de grimme temaerne i sangen fremhæves. Du kan mærke angsten og bekymringerne, der ligger bag lyrikken. Når Zach Choy og koret synger »Did you really think it would go away with the closing of a door«, står sangteksten enormt tydeligt frem på pladen, og jeg fik ondt i maven, da jeg hørte det første gang. Lyden på scenen var derimod for sprød hertil, og instrumenterne indtog en helt anden fremtrædende rolle, hvilket skubbede følelserne i Zach Choys vokal i baggrunden. Det var ikke råt og grimt længere. Instrumenterne kom i fokus, og lyden var ren og lækker.
Liveversionen af “Pick Apart” fremstod, i et tilsvarende humørskifte, pludselig funky, og publikum (de få der var) fik tilsyneladende lyst til at rokke fra side til side. Det var ikke en sal fyldt med unge mennesker, der råbte ”Fuck systemet”. Hvor nummeret på pladen har vokalen helt i forgrunden, bærende nummeret fremad, var det på Voxhall særligt Choys trommer og den lyse guitar, som var fremtrædende. Det blev pludselig tydeligt, at nummeret bærer på et hurtigt og let trommebeat, spillet med en legende overlegenhed denne aften.
Men hvorfor var lydoplevelsen så anderledes på scenen? Det skyldes nok den måde, Zach Choy har optaget pladen på: ikke i et studie, men en kælder med den mest simple opsætning overhovedet. Alt er optaget på én Shure SM57 mikrofon, hvilket er årsagen til den grynede lyd. Dén lyd kan ikke genskabes på scenen. Her bragede alle instrumenterne tydeligt ud, og det var fedt. Men var dem på scenen virkelig Crack Cloud, var det den plade, jeg havde lært så godt at kende de seneste uger? Dét bringer mig frem til årsag nummer to bag den ”underlige” koncertoplevelse: energien på scenen.
En ny slags ærlighed
Første gang jeg oplevede Crack Cloud live var på Roskilde Festival for snart syv år siden. Her spillede bandet på festivalens mindste scene, Gloria. Mange detaljer fra koncerten husker jeg ikke, men følelsen jo: den gamle kostald var fyldt med vrede, frustration og desperation, og det stammede alt sammen fra den slanke, skaldede trommeslager, der sad bag sit trommesæt helt ude på scenekanten. Han skreg teksterne ud i salen og straffede trommerne, mens sveden piblede ud af ham. Og jeg havde forventet lidt af den samme energi i 2026 på Voxhall.
Bevares, Peace and Purpose er en mere rolig plade end de tidligere, men der er stadigvæk fremtrædende guitar- og trommesoloer og steder, hvor vokalen bliver skreget mere end den bliver sunget (vel at mærke på den fede måde).
På samme måde beskæftiger Peace and Purpose sig endnu engang med bandmedlemmernes historik med stoffer og misbrug. Choy bruger lyrikken til at synge om sine dæmoner, og det bliver ikke pakket ind. Den grynede lyd og lyrikken på indspilningerne har længe været kanal for bandets dæmoner og indre kampe. Som når en voice-over afslutter “Phantom Limb” med at snakke om overgangen fra at sniffe stoffer til at bruge nålen. Det er den ærlighed, som gør pladen hård at lytte til. Med andre ord havde bandet stadigvæk rig mulighed for at lave en hidsig og attitudefyldt punkkoncert.
Men det var ikke den type ærlighed, der var til stede på scenen i Aarhus torsdag aften.
For selvom medlemmerne af Crack Cloud ikke interagerede med publikum under hele koncerten – de spillede ”bare” deres setliste – så bragede det ud over scenekanten, at de hyggede sig og elskede at spille sammen den aften. Koncerten var et outlet for nydelse, og det kom til udtryk i flere numre. “Reunion” spillede de cirka midt i deres setliste, og det var en fed oplevelse, hvor særligt guitaren stadigvæk står frisk i min erindring. Den var hvinende, funky og taktfast gennem hele nummeret. Måden den spillede op mod det simple, hurtige trommebeat, mindede mig om en blanding af Bon Iver og The Walkmen. Der var en tiltrækkende flowerpower-energi over det.
På dette tidspunkt havde jeg affundet mig med, at koncerten ikke ville blive anarkiets højborg, og det var også okay. Jeg kunne hengive mig til koncerten for det, den var – en velspillet koncert leveret af et band, som elskede at spille deres musik. Og er dét grundlaget for en koncert, så er det sjældent en dårlig oplevelse.
Forventningernes pres
Når det så er sagt, så var det ikke en perfekt koncert. Det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste i salen, som lige skulle affinde mig med, hvad det var for en koncert, som vi var til. Det tog den første halvdel af koncerten, før publikum var med – sådan virkede det i hvert fald på mig. Bandets nye plade er stadigvæk så ny, at mange numre måtte være ukendte for majoriteten.
Det havde klædt koncerten, hvis de havde krydret set-listen med yderligere et par af deres ældre numre. Under det meste af koncerten virkede publikum en smule fremmedgjort fra bandet, og det var først, da de afslutningsvis spillede “Drab Measure”, at det virkede som om, Crack Cloud fangede alle gæsterne i det halvfyldte lokale. Nu var vi (jeg) endelig varme, og så sluttede koncerten efter 50 minutter – ikke uhørt kort for den type koncerter. Jeg kunne bare godt have hørt noget mere.
Alt i alt virker det til, at Crack Cloud er musikalsk i gang med en udvikling. Selvom de har meget på hjerte, og særligt lyrikken hænger fast i de samme temaer, som i deres vrede ungdom, så strækker musikken sig i flere retninger i dag. “Truth in Trauma”, afslutningsnummeret på den nye plade, har elementer af elektronisk house, og kunne godt blive spillet på klubben. Deres musik er samtidig blevet mere moden uden at være poleret eller upersonlig. Det nye klæder Crack Cloud.
Alle fotos: Johnny Fravn / @fravn_photography
