Koncerter

Squid, 14.10.21, Loppen, København

Squids @ Loppen - oktober 2021
Skrevet af Jens Trapp

Engelske Squid leverede et stærkt show, der var meget tro mod de indspillede sange. Dét i en sådan grad, at de mellemspil der fungerer så godt på plade, på en sær måde hindrede den totaloplevelse vi kunne have fået fra et af de mest spændende og originale navne på musikscenen netop nu.

Femmandsbandet Squid, dannet i Brighton i 2017, nu med base i London, er flere gange blevet forsøgt indfanget i diverse genrer, fordi vi nu engang trives godt med at sætte etiketter på musikken for på den måde måske at have en slags nøgle til forståelsen af den. De er blevet kaldt alt fra visionært fusionsfunk og punkfunk, til en del af en Post-Brexit New Wave-bevægelse og den meget brede – og dermed også udvandede – betegnelse post-punk, men er i virkeligheden umulige at indfange i én enkelt genre. Post-punk-funk-rock-kraut-jazz læste jeg et sted, og det er måske den mest dækkende betegnelse, hvis det endelig skal være. I hvert fald er de elementer til stede i musikken.

Men hvorfor egentlig putte det i en kasse? Selv arbejder Squid uden grænser. Som én samlet organisme har de sagt. De skriver hver især dele af musikken og sætter den i fællesskab sammen. Betegnelsen forsanger bryder de sig heller ikke om, selvom trommeslager Ollie Judge synger på langt de fleste af numrene. Hans karakteristiske råbesang bragte flere gange under deres første koncert på dansk jord mindelser om et band som Modest Mouse, selvom også både Talking Heads, This Heat og Black Midi kommer farende ud af røgen fra scenen som medsammensvorne i en verden af lige netop den her slags musik.

På dette års debutalbum, Bright Green Fieldog EP’en Town Centre fra 2019 fungerer dynamikken, grænseløsheden og genreforvirringen sindssygt godt. Det stritter i alle mulige retninger med et sammenspil og en dynamik, der sidder lige i skabet. Især det dynamiske aspekt er enestående. Bandet mestrer overgangene mellem det hektisk støjende til det underspillet smukke på en sjældent stærk måde. Live fungerede det lige knap så godt.

Eller; det fungerede sådan set godt nok og var da også meget tro mod indspilningerne, men de lange passager af næsten æterisk stilstand, lydlandskab og ingenting, som netop er en styrke på pladerne, blev sært anstrengende, når de fandt sted mellem næsten hvert eneste nummer under den timelange koncert. Selve numrene besad en punkfunket, fed vibe, og publikum var med efter de første par numre, hvor det hele lige skulle falde på plads. Men så kom der (endnu) et langt mellemspil og stoppede den fremdrift, der var under opbygning.

Loppen var tætpakket og udsolgt, nøjagtig som i de glade præ-coronatider. Forventningens buzz stejlede i blodet som en skrydende vildhund. Publikum var lige så genreudefinerbar som musikken, hvad angår alder og køn, og bandet trak tiden ud, mens de to DJ’s serverede lækkerbidder fra Londons eksplosive undergrund.

Endelig gik Squid på og lagde ud med en lang intro og nummeret “Sludge”; deres faste åbningsnummer på en turné, der har bragt dem rundt på de britiske øer og det nordvestlige Europa. “G.S.K.” fulgte, en sang inspireret af lægemiddelvirksomheden GlaxoSmithKlines enorme betonbygning, som Judge passerede på en tur fra Brighton til London, mens han læste J.G. Ballards “Concrete Island”. Nummeret besidder en karakteristisk simpel og ualmindeligt lækker guitarfigur, foruden komplekse rytmefigurer med ekstra percussion, og Squid var så småt ved at finde hinanden og en form, hvor sammenhængskraften kunne forplante sig til publikum.

Først på det tredje nummer kom vi imidlertid op et sted, hvor hypen om bandet begyndte at give mening. Nummeret “Fugue”, som endnu ikke findes i en indspilning (andet end på YouTube), men som har været på repertoiret længe, var et stærkt og meget nærværende nummer. “Global Groove” fulgte og var en foreløbig kulmination med sin klangbund af uhygge. »I’m so sick and tired of dancing,« råbte Judge bag trommerne midt i en tekst om fremmedgørelse og angst. Sindssygt stærkt nummer og fremførelse. Efter den kom der overraskende nok et gammelt nummer, som normalt ikke er på sætlisten, nemlig den punkede “Houseplants” fra 2019 i en forrygende version: »Kids are getting smarter but the rent ain’t getting cheaper/ Zeitgeist operation and the skin is getting pinker/ Houseplants in my future, houseplants to disguise/ There’s a rotten cesspit, fear in your eyes«

Herfra gik det slag i slag med “Peel St”, Boy Races”, “Paddling”, “Narrator” og bandet lukkede og slukkede med endnu et klimaks i form af den lange “Pamphlets”, hvor guitarerne var spillet varme og leverede kraftpræstationer. Undervejs i koncerten blev der skiftet lidt rundt mellem instrumenterne, bassen gik på omgang, og der var cello, horn og indtil flere percussion-indslag. Og så altså også de her lange besværlige mellemspil, som på den ene side viste og beviste at Squid sagtens kunne spille de passager live og mestrede overgangene til fulde. Der er altså ikke bare tale om pladeindspilninger, som ikke kan lade sig gøre på en scene. På den anden side kom de også til at fungere som showstoppere, der gjorde koncerten til ét langt bølgende ridt på højderygge af vellyst og dale af stilstand. Højderyggene var dog stærke og jo i virkeligheden også mellemstykkerne, selvom de bremsede fremdriften, og koncerten udløser 4 1/2 U’er. 6 U’er ville være for konstant gåsehud og selv om det var svedigt og funky og ekvilibristisk, så var der kun tendenser til det gåsehudsfremkaldende, som så kort efter blev slået ned igen af… jaja, jeg har sagt det før, af de lange mellemspil.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen.

Leave a Reply