Plader

Senso: The Void in Us

Jens Konrad Barrett har samlet cremen af dansk undergrund, og sammen har de skabt bandet Sensos debutalbum The Void in Us – en gennemført plade, der til trods for sin 80’er-nostalgiske følelse aldrig ender med at blive uvedkommende eller umoderne.

Senso er i sin nuværende form et forholdsvist nyt ensemble. Idémand og primus motor Jens Konrad Barrett, der blandt andet kendes som den ene halvdel af den elektroniske duo Lyra Valenza, udgav i 2021 EP’en Drifter94 under navnet Senso, og navnet er måske det eneste, der er musikalsk tilfælles mellem Senso anno 2021 og det Senso, der nu har barslet med debutalbummet The Void in Us.

Hvor EP’en havde en umiskendelig moderne lyd, står debutpladen med sine storladne synthflader og hjemsøgende guitarmelodier snarere på skuldrene af den romantiske, poppede side af new wave – jeg hører både Pet Shop Boys, Spandau Ballet og tidlig The Cure. Men trods sine nostalgiske klæder lyder pladen ikke forældet. Tværtimod synes det benspænd at have en genre, man tager sit udspring i, at samle Sensos udtryk i en musikalsk ensretning, som så til gengæld giver plads til f.eks. at skrue op for guitarforstærkeren på enkelte numre, uden at det lyder malplaceret. Egentlig skulle man tro, at det havde været sværere at blive enige om et fælles udtryk, når Senso her på debutpladen udover Barrett består af Albert Aagaard Hertz (Josiah Konder, Mussi), Mads Uldum (Lød), Sofie Westh (Deadpan) og Oliver Møller Nehammer (Personal Assistant, Pleaser), men det har heldigvis haft den modsatte effekt.

The Void in Us hænger fint sammen fra start til slut, men der er dog alligevel to tydelige halvdele, bundet sammen af klaverballaden ”1000 Meters” midt på, som opdeler pladen i hvad man kan kalde en nostalgisk del og en mere moderne del. På den nostalgiske, første halvdel finder vi alle de eksplicitte 80’er-armbevægelser – en drømmende, lettere lamenterende guitarmelodi parret med poppede synthesizer-finurligheder på åbneren ”Angel View”, lækker new wave sing-a-long på singlen ”Is It True” og fræk up tempo-pop flot komplimenteret af et strygerensemble og alvorsfuldt stemmeekko på ”Arrows”.

Både ”Better” og ”Everywhere I Go” giver voldsomt lyst til at danse; førstnævnte ved hjælp af et vellykket omkvæd, hvor en rocket guitar lægger en seriøs bund, før den falder til side til fordel for en atmosfærisk synthmelodi, der åbner himlen og lader den poppede melankoli falde som støvregn over dit dansende tungsind; sidstnævnte med sine fede klaverakkorder, godt med kor og selvfølgelig synthesizers, der binder det hele sammen. Det er gennemført og velproduceret, og Barretts dejlige stemme glider rent igennem som en fin, rød tråd.

På den anden side af føromtalte albumdeler ”1000 Meters”, som jeg umiddelbart ville kategorisere som en klaverballade, der ville være Toto værdig (dog uden det jazzede element), ligger så numrene ”Touch Extreme” og ”Haven’t Got a Clue”. Her får det eksplicitte 80’er-udtryk en plads på bagsædet, og ved rattet sidder nu en tungere, mere guitarorienteret og mere moderne pop-rocket lyd. Melankolien består, men især omkvædene har fået et nøk i en mere aggressiv retning. Det står i kontrast, men ikke i skarp kontrast til pladens første halvdel, og derfor fungerer det. Havde man valgt at involvere for eksempel en tung bas eller en blæret trommesolo, var man blevet genreforvirret. I stedet føles det som en naturlig udvikling, der godt fungerer sammen med de mere new wave-inspirerede sange.

Pladen sluttes fint med ”Another Place”, der breder sine musikalske arme ud med akustisk guitar for så at omfavne dig med et atmosfærisk omkvæd, der afsluttes med smukke violiner (og jeg synes også at ane en cello), der stille glider over i pladens faktiske, sidste nummer, den instrumentale ”The Void in Us”, der smukt får pulsen ned og lukker ballet.

The Void in Us er et stærkt debutalbum. Nogen vil muligvis mene, at man lægger sig for meget op ad de ”tried and tested”-metoder, som 80’ernes new romantic-lyd lagde for dagen. Men på den anden side er det jo ikke en forbrydelse at forelske sig i og kaste sig i armene på nostalgi, så længe resultatet har tilpas med følelse og overbevisende nerve. Og det er tilfældet her.

★★★★☆☆

Skriv et svar