Koncerter

Roskilde Festival 2022: Irreversible Entanglements, Gloria

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Med Moor Mother som den frisættende åndemaner og med freejazzen som bagtæppe kunne Irreversible Entanglements levere en hæsblæsende eftermiddagsseance.

Lyset har endnu ikke dæmpet sig i Roskilde Festivals lille svedhytte af en scene, Gloria, da de fem medlemmer af Irreversible Entanglement pludselig bevæger sig ind på scenen. Bandet der blev dannet i 2015 til en protest imod politidrabet på en caribisk immigrant er hver især bevæbnet med forskellige små håndholdte perkussionsinstrumenter, som de slår på eller rasler med. Ikke ét ord bliver ytret, men alligevel står jeg med en følelse af, at nu bliver vi kaldt til samling for at overvære noget særligt.

Et medlem af bandet sætter sig, mens resten står og rumsterer videre med deres små instrumenter. Pludselig brager den samplede lyd af smadrede glasruder ud gennem anlægget – så højt, at det giver et sæt i flere publikummer. Det bringer noget uhygge ind i lydbilledet, som snart også får et beat, da trommeslageren sætter sig til rette og begynder at tromme derudaf med sine bare hænder. Dernæst blæser en hylende trompettone ud fra scenen og tilslutter sig sammen med kontrabassen, som falder i et samspil med trommerne.

Og så – så træder Moor Mother frem og griber mikrofonen for at lade sin nærmest underjordiske røst fylde lokalet med sine vrede og indignationsfyldte ord. Hun nærmest messer sin lyrik og gentager næsten hver eneste strofe så længe, at hver linje fremstår som et mantraagtigt slogan: »So much going on«. »So much pain«. »I feel«. »Do you feel what’s going on?«.

De næste 45-minutter slipper Moor Mother ikke grebet om sin mikrofon og jazzorkestret (bestående af saxofonist Keir Neuringer, trompetist Aquiles Navarro, trommeslager Tcheser Holmes og bassist Luke Stewart) slipper ikke deres tag i publikum. Selvom jeg har lyttet til gruppens 2021-udgivelse Open the Gates, så står det hurtigt klart, at der ikke er tale om fremførelser af sange i en klassisk forstand. I stedet bliver vi udsat for én lang sang, som varer hele koncerten igennem – uden nogle pauser eller nogen dialog mellem publikum og band.

I stedet fremfører Moor Mother sin poesi med en rytme og intensitet, som er umulig ikke at blive draget af. »Look in the mirror / There is another way,« messer hun som en anden åndemaner, der er midt i en seance, hvor hun er ved at frigøre os fra racismens og undertrykkelsens strukturers åg ved hjælp af freejazz og beat poesi. »Our people will always return / We will always return«.

Protestånden, som Irreversible Entanglements er skabt ud fra, er stadig dets fundament. Det her er et band, nej et projekt, som har noget på hjerte. I stedet for blot at fortælle os om minoriteters kamp for frigørelse, så manifesterer de den gennem et klaustrofobisk og desorienterende lydunivers af saxofon, kontrabas, trompet, trommer og samples. Man kan ikke rigtig danse til det – selvom enkelte ihærdigt forsøger – og til tider bliver lydoplevelsen så intens, at man nærmest mister retningssansen.

Nogle få gange drukner selv Moor Mothers vokal i jazzinfernoet, men så dukker vreden op til overfladen igen, som når hun skriger: »Tell the motherfuckers I don’t fear anything! This is what we sound like! We are sounding for peace,« gennem et crescendo af støj og sågar en kontrabas-solo. I de døende minutter af koncerten bliver bandet endelig præsenteret og Moor Mother når endelig til det, der virker som koncertens definerende statement: »I’m having visions of a liberated future«.

Det virker måske banalt, når man nedfælder det på tekst, men fremført live er det en helt anden sag. Her bygger Moor Mother på og på og på – det er som om, at hendes tekst opstår fragmenteret og brudvist, men langsomt vinder fæste og bider sig fast. Hun har tilsyneladende heller ikke medbragt nogle tekster på scenen at læse op af, men virker i stedet til at improvisere sig igennem de 45-minutter på lige fod med resten af bandet.

Da koncerten slutter vinker Moor Mother en enkelt gang til det hujende publikum, inden hun selvsikkert forlader scenen uden at se sig tilbage. Resten af bandet bliver imidlertid hængende et par øjeblikke længere for at lade sig sole i publikums hyldest – velvidende at de netop har leveret en helt unik oplevelse for de par hundrede mennesker, som tog rejsen sammen med dem.

★★★★★½

Skriv et svar