Plader

Healer: Things You See

Århusianske Healer forener det sure med det søde, det hårde med bløde, på deres debut-EP. Den smagfulde indierock er kun ét hemmeligt krydderi fra at være helt oppe at ringe.

Healer er et projekt, der i min erindring har rumsteret rundt i den århusianske undergrund i et par år, og kigger man medlemslisten igennem, ved man næsten allerede, at man kan forvente et skud destilleret Århus-rock. Supergruppen tæller på denne debut-EP, Things You See, musikere fra TAPE-bands som Tears og Fright Eye. I bandets nuværende konstellation er tilmed et medlem fra Loose Ends og et fra hedengangne Love Talk. Det er folk fra generationen, der satte Pavement på pladespilleren og brugte de sidste lommepenge på et genoptryk af Loveless, hvilket tydeligvis også har smittet af på deres debut-EP.

EP’ens første skæring “Let it Slide” lægger ud med et janglet guitarriff, der leder tankerne hen på start-90’er The Feelies-agtig indie-rock af fornemmeste skuffe. Lydbilledet får dog hurtigt et mere støjet og garaget præg, efterhånden som flere og flere af lag af guitar smelter sammen i en svævende, udvasket lyd, der formår at svøbe beskidt rockmusik i et tæppe af nænsomhed og inderlighed.

Selve instrumentationen er gennemgående svær at skelne i den meget DIY’ede produktion, men dette er både en styrke og en svaghed: Selve udtrykket er appellerende, dejlig mudret og lyder som en liveoptagelse på et kassettebånd, hvilket er yderst charmerende. Desværre leder valget af DIY-lyd lidt til, at nogle af de gode melodier går en smule tabt i støjen. “When You Are Away” og “We’re so Beautiful” starter begge med catchy, smukke guitarriffs, der får en til at sidde på kanten af stolen i spænding over, hvordan numrene kommer til at folde sig ud i melankoli og ekstase lige om lidt – det er bare, som om den der støjende forløsning aldrig rigtig helt når i mål, når hele instrumentationen mødes. Det er absolut ikke noget aggraverende her, men der er bare et eller andet, der skal småjusteres, før Healer får bidt sig helt fast i trommehinden.

Den hæse og lave vokal er til gengæld et af pladens bedste træk. Selve det musikalske er på trods af et beskidt islæt meget blidt og melodisk, og den lidt creepy vokal giver EP’en et tiltrængt farligt element. Der er mørke skyer på horisonten. Det er indierock til en dag, hvor man ved, det kommer til at regne senere. Især på “We’re so Beautiful” får man lidt paranoia af den desperate, hviskende vokal mod de lettere pyssenyssede guitarmelodier.

Hvad der synges om, kan ikke høres klart, men der er ingen tvivl om, at vi bevæger os mellem håb og heartbreak. Man kan næsten se en flok mutte unge mænd tåge rundt med et håndholdt digitalkamera og filme hinanden, de nøgne træer og de ildevarslende skyer – naturligvis med alt for høj eksponering og grynet tekstur. Det er hårde typer med store følelser, der står bag den her melodiske støj. “We’re so Beautiful” skiller sig især ud på følsom-indie-fyr fronten med sin blanding af akustisk guitar og forvrængede guitarer i en farligt fængende kombination med noget ekstremt udmærket tromme- og basarbejde som fundament. Smukt håndværk og lige i nåleøjet for genren.

Jeg sætter også stor pris på, at Healer har valgt at placere et nummer som “Simply Kids” midt på pladen. Her skrues der lidt ned for tempoet og effektpedalerne, men instrumenterne får til gengæld lov til at skinne igennem i versene, hvor vildskaben kun teases gennem udbrud af feedback, indtil sangen folder sig ud i et fyldigt omkvæd. Der leges tillige med lidt velkommen synthesizer på “Doe”, der ellers godt kunne være endt som en middelmådig tresser-inspireret garageskæring.

Healer ved dog godt, at man slutter med det bedste, og det er nok også derfor, de har gemt My Bloody Valentine-kærlighedserklæringen “Leave” til sidst. Med de effekttunge, næsten syrede og ambiente støvsugerguitarer, Lasse Koldings rå Cobain’ske vokal mod en rigtig ørehænger af en rock-akkordprogression samler Healer alt det, der virker for dem i ét nummer. Specielt breaket midt i sangen, hvor der kun svagt kan høres en guitar ude i det fjerne, rammer virkelig shoegaze-plet. Kan vi få lidt mere af det på første fuldlængdeudgivelse, tak.

Sådan en EP tyder lidt på, at Healer endnu er en usleben indie-diamant. Men dog en diamant. For på trods af mine småbeklagelser i starten af denne anmeldelse er Things You See en yderst solid indierockplade, der er millimeter fra at ramme noget, der er helt oppe at ringe. Der mangler bare en lille smule krydderi.

★★★★½☆

Skriv et svar