Plader

Sleep Party People: Heap of Ashes

Skrevet af Emil Ahle Petersen

På Sleep Party Peoples sjette album bevæger projektets mastermind, Brian Batz, sig ud i et radikalt anderledes og mere introspektivt lydunivers. Og selvom der stadig er plads til forbedringer, når det kommer til netop denne musikalske tilgang, så er Heap of Ashes et stærkt eksempel på en super erfaren og kreativ kunstner med mere på hjerte end nogensinde før.

Sleep Party Peoples første album udkom tilbage i 2010. Det selvbetitlede debutalbum præsenterede en neo-psykedelisk tilgang til dream pop, som sidenhed ville vise sig at fungere som en central og gennemgående del af projektets lydbillede. Men hvis man nogensinde har kunnet snakke om en velkendt formular for en Sleep Party People sang, så har Brian Batz i år valgt at lægge den på hylden til fordel for en langt mere eksperimenterende og progressiv udgave af sin egen sangskrivning.

Heap of Ashes er de fleste af projektets konventionelle rytmer, melodier og strukturer barberet væk. Der inkorporeres i stedet flere elementer fra mere obskure subgenrer som dark ambient og death industrial, hvilket medvirker til, at der i langt større grad er fokus på musikkens lydlandskaber. Her arbejder Brian Batz særligt med de soniske muligheder for at afspejle forskellige dualiteter. Det dystre og det skønne såvel som det støjende og det æteriske synes henholdsvis begge at sno sig om hinanden på så naturlig en facon, at det nærmest får albummet til at føles som et udtryk for et ønske om en mere nuanceret forståelse af livet selv.

Den progressive sangskrivning såvel som det gennemførte arbejde med forskellige dualiteter opleves særligt på albummets første single, “Tide”. Den første del af nummeret har en meget skæv og dissonant ambiance over sig, som kun intensiveres, idet at strygerne og trommerne langsomt får lov at udgøre en større del af lydbilledet. Det er lige dele smukt og foruroligende, men linjerne mellem de to optegnes til gengæld grovere i den anden del af sangen. En kort stilhed før stormen går forud for en eksplosion af industriel støj og hjerteskærende skrig ikke ulig nogle af Lingua Ignotas mest hårdtslående passager. Herefter giver nummerets smukke og strygerbårede afslutning plads til, at Brian Batz på kynisk vis kan kommentere på sit netop overståede frustationsudbrud: »My heart explodes, my veins will burst, nothing is real anymore, I know you’ll die alone«.

Den nuancerede udforskning af sameksistensen af det dystre og det skønne – med en overvægt af det dystre – opleves også på albummets anden single, “Spider Cracks”, der kredser omkring den selv samme foruroligende mystik, som titlen til dels kan associeres med. Nummerets dysterhed repræsenteres særligt i form af et mørkt og tungt guitarriff, som indtræder et minuts tid inde i sangen. Herefter præsenteres en engleagtig sammensætning af strygere og vokaler, og på en sammenhængende og veludført facon følges de alle mere eller mindre ad igennem resten af sangen.

Albummets lydunivers forekommer også særligt indholdsrigt i Brian Batz’ omfattende arbejde med lydenes organiske karakter. Efter tre forholdsvis progressive sange indtræder en mere underspillet og ambient del af albummet, og det er også her, at albummets organiske kvaliteter er mest prominente. Selvom der indgår mange elektroniske lyde og produktionsteknikker, så får disse lyde stadig lov til at udfolde sig naturligt, som var det planter, der spirer. Hver lyd har sit helt eget liv, som den får frirummet til at gennemgå, og det er herved, at lyduniverset synes at have sin egen meningsfulde historie at fortælle.

Man kan endda snakke om endnu en dualitet mellem det organiske og det syntetiske. Det er i hvert fald en tanke, der strejfede mig ved albummets sidste nummer, “Needle”, der med sin løse og ambiente struktur samt processerede spoken word passager nærmest lyder som en robot på sit dødsleje. Sangen cementerer på mange måder det arbejde med sameksistensen af det organiske og det elektroniske, der synes at præge store dele af albummet.

“Parched Bodies” er et stærkt brud med den atmosfæriske midterdel af albummet, og sangens orientalske strygerriff er – sammen med den tunge guitar i “Spider Cracks” – et stærkt bud på det bedste melodiske stykke på Heap of Ashes. Den efterfølgende “Pagan Flames” har også nogle flotte strygerpassager, men den mangler desværre det fængende element, som de uortodokse ideer ellers har udgjort i mange af albummets andre sange. Det er også tilfældet i den atmosfæriske “Moldering Fragments”. Gæsteoptrædenen fra k Hover er meget flot, men nummeret når aldrig rigtigt op at ringe.

Heap of Ashes er en oplevelse at lytte til, og det er en meget interessant og anderledes tilføjelse til Sleep Party Peoples katalog. Det er et virkelig godt album, der med sit organiske lyddesign og kreative fusioner af forskellige stilarter ender med at behandle livets nuancerede natur på en super fyldestgørende facon. Dystre såvel som æteriske elementer bevæger sig ind og ud af albummets lydlandskaber, og deres dynamiske sameksistens formår at sætte et interessant spørgsmålstegn ved tanken om det enkeltstående udtryk.

Disse mangeartede udtryk optræder i alle mulige forskellige og interessante former og farver, og det medvirker til, at albummets lydunivers altid byder på nye og betagende ideer at fordybe sig i. Man når at føle mange forskellige følelser på tværs af Heap of Ashes, og selvom det kan være svært at pege på, hvad det præcist er, at man føler på ethvert givet tidspunkt, så er man – selv i albummets mere underspillede og ambiente passager – i hvert fald garanteret at føle noget.

★★★★★☆

Leave a Reply