Efter Clinics intet mindre end suveræne debutalbum, Internal Wrangler, var forventningerne naturligvis høje til deres andet album, men Walking With Thee er på ingen måde af samme høje klasse som forgængeren, der kastede mange anmelderroser af sig og et job som opvarmningsband på dele af Radioheads Europa-turné i 2000.
Det største problem med Walking With Thee er, at den slet ikke er lige så original som Internal Wrangler, der virkelig var lidt af en åbenbaring, der vitterligt lød som ingen andre. Her blandede Clinic elementer fra rock, punk, hip-hop og electronica til en mærkelig samling sange, der på en halv time overbeviste lytteren om, at der var store ting i vente.
Et år senere er Clinic-lyden ikke helt så original, fordi den ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Nu har vi allerede hørt, hvordan de lyder, og derfor skal der nye ting på bordet for at kunne skabe den samme oplevelse, som man fik med forgængeren, og det sker desværre ikke. Mange af sangene lyder decideret som kopier af Internal Wrangler-sangene, og selv om disse sange egentlig lyder glimrende, kan de ikke undgå at skuffe, da Clinic hele tiden har stået som et band, der satte originaliteten højest.
Der er dog også gode momenter på Walking With Thee, men de er få og spredte – som åbningssangen “Harmony”, hvor Ade Blackburn byder pænt velkommen og opfordrer lytteren til: »Fill yourself with dreams,« og under hans stemme ligger der noget, der kan minde om de effekter, Radiohead brugte på “Kinetic”, tilsat et dryppende piano, et elektronisk beat og en klagende mundharmonika.
Denne lovende indledning følges desværre ikke op, og det er først på den anden side af midten, at kvaliteten når et passende niveau igen. Her støder man på den glimrende “Come Into Our Room”, den klarinet-tilsatte “The Vulture”, den foruroligende “Sunlight Bathes Our Home” (igen tilsat klarinet) og den smukke og tilsyneladende harmløse “For the Wars”, der dog pludselig får en helt anden mening, når Ade Blackburn synger: »You’re all made up for the wars,« og det åbenbarer en forskel i Clinics lyd: Det er faktisk muligt, at forstå det meste af, hvad Ade Blackburn synger, hvilket bestemt ikke var tilfældet på Internal Wrangler.
Dette er ikke nødvendigvis dårligt, da det giver mulighed for at få bare en smule indsigt i, hvad Clinics sange rent faktisk handler om, men det fjerner også det lag af mystik, der lå over debutalbummet.
Det skal ikke betyde, at “change is bad”. Problemet er nærmere, at hvis Clinic er ude på at eksperimentere, burde de have fjernet sig længere fra deres gamle lyd og ikke have stillet sig tilfredse med at lave et album, hvor nogle sange lyder nye og friske, mens andre lyder fuldstændig som noget, de allerede har indspillet i bedre versioner før.
Walking With Thee er bestemt ikke dårligt, men blegner dog i sammenligning med Internal Wrangler, og derfor kan det ikke undgå at skuffe. Og som lytter er der ikke andet at gøre end at håbe på, at Clinic tager sig sammen og virkelig forsøger at skabe noget, der både er nyskabende og interessant på deres næste album.
