Åh, hvilket fald fra tinderne – hvis newyorkerpunkerne i Bodega da nogensinde nåede så højt.
Det var i hvert fald næppe bandets eksplicitte målsætning at blive verdensberømte på deres debut, Endless Scroll, der da heller ikke høstede særlig megen omtale herhjemme. Men alligevel bød den på en særlig autenticitet og nerve i Bodegas skildringer af tilværelsen som hårdtarbejdende og -kæmpende kunstnere i slut-10’ernes New York.
Alt dette er øjensynligt forsvundet, i takt med at vi er trådt ind i et nyt årti, hvor Bodega er vendt tilbage fra isolationen med nyt materiale, som aldrig kommer i nærheden af forgængerens kvalitet såvel som føromtalte autenticitet. For sandheden er, at gruppens anden fuldlængdeudgivelse, Broken Equipment, simpelthen bare ikke er en særlig god plade. I sine bedste momenter er den sågar kun akkurat i et leje lige over “gennemsnitlig”, og det skyldes først og fremmest, at det lyriske fundament, som gruppens frontduo Ben Hozie og Nikki Belfiglio, tilsammen har skabt på Endless Scroll og EP’en Shiny New Model, ikke længere synes at være rodfæstet i metropolens asfalt, affald, prætentiøse brewpubs og uendelige taxakøer på Third Avenue.
For hvis man ikke har samme mulighed for at udforske og eksistere i det samfund og den samtid, man så gerne vil portrættere (ofte med nihilistiske, passivt/aggressive undertoner og en vis ironisk distance), hvad er så i grunden ens raison d’être? I stedet lader Broken Equipments lyriske univers denne gang til at være konceptualiseret i soveværelset, mens det tager udgangspunkt i (primært) Hozies forestillinger om det, der kunne have været livet udenfor i den verden, der desværre stort set stod stille i halvandet år.
For det er i hvert fald ikke, fordi fortællingerne om New York har ændret sig; storbyen er stadig et paradis såvel som et helvede – alt efter hvad man søger efter – formet af kapitalismen og indrettet til at please stræberne, som det lyder på henholdsvis “NYC (Disambiguation)” samt førstesinglen, “Doers”. »It’s making me bitter, harder, fatter, stressed out,« lyder det fra Hozie med Daft Punk’sk intonation på sidstnævnte, men det er derudover næsten alt sammen gentagelser trukket af en instrumentation på generelt melodisk frihjul.
Dette skyldes måske/måske ikke tidligere guitarist (og indehaver af newyorkerpunkscenens fedeste navn) Madison Velding-VanDam samt bassist Heather Elles respektive afgange fra bandet. Faktum er uanset hvad, at afløserne i form af den tidligere Super City-frontmand Dan Ryan samt Adam See under alle omstændigheder ikke bidrager med noget synderligt nævneværdigt fordelt over pladens 12 individuelle numre. Derfor lyder Broken Equipment som oftest helt generisk i sine fremførelse med basale tre- eller fireakkordstrukturer – tit suppleret af elementer eller passager, der føles lidt for velkendte; enten fra ligesindede orkestre eller fra bandets eget bagkatalog. Den primære melodi på “Statuette on the Console” læner sig således påfaldende meget op ad Ratboys’ “Control”, mens “All Past Lovers” efter alt at dømme er skrevet ved samme brownstone, som Lou Reed køber sine stoffer foran på “Waiting for the Man”.
Broken Equipment har dog trods alt nogle kvaliteter, der ikke gør lytteoplevelsen til et fuldkomment tidsspilde. Jeg har tidligere rost “Doers” for at være »Bodegas mest komplette udspil til dato,« og dette gælder fortsat. Imens inkorporerer åbneren, “Thrown”, følelsen at noget mekanisk underliggende i lydbilledet, hvilket ligeledes klædte Endless Scrolls skizofrene lydbillede i grænselandet mellem punk og kraut tilsat computergenererede tekstbidder.
Men to godkendte indslag opvejer simpelthen bare alt det efterfølgende materiale og de tåkrummende oplevelser på eksempelvis faux-kærlighedssangen “Pillar on the Bridge of You”, den afsluttende ballade, “After Jane”, eller Belfiglios nødvendige (omend forfærdelige) soloindslag “Territorial” – alle strålende eksempler på, at hverken Hozie eller Belfiglio egentlig kan finde ud af at synge; denne gang er det blot ikke længere autentisk eller tilforladeligt i en større punkkontekst.
Der kunne have været en konklusion her, men den er vist rigeligt udpenslet flere steder længere oppe. Heldigvis er der udkommet så mange bedre punkplader i de seneste måneder.
