Jimmy Tamborello (Dntel, Figurine) og Ben Gibbard (Death Cab for Cutie, All-Time Quarterback) havde tydeligvis fat i den lange ende, da de sammen lavede sangen (This is) The Dream of Evan and Chan til Dntels Life Is Full of Possibilities (2001). Kombinationen af Tamborellos varme electronica og Gibbards bløde vokal og litterære tekstunivers viste sig hurtigt at være et hit, og kort tid efter dette samarbejde blev indledt, var projektet The Postal Service en realitet. Projektnavnet stammer fra de to herrers arbejdsmetode: Duoen udvekslede computer-genererede beats og vokalindspilninger via postvæsenet. Dette er der kommet en rigtig god plade ud af.
The Postal Service har på Give Up søgt en varm lyd med væsentlig mere ligefremme og dansable kompositioner, hvor inspirationen trækker meget på især 80’ernes synthpop. Tilgængeligheden i musikken lukker dog på ingen måde af for Tamborellos kunstneriske udfoldelser. Selv om man nemt kan ane både Depeche Mode og Pet Shop Boys spøge i baggrunden, er der også gravet i nogle Warp-plader, hvad angår beats, toner, blips, støvknas samt en masse andre fikse elektroniske virkemidler, som alle sammen er med til at præge pladen.
Der er ingen svage numre på Give Up, men der er dog visse numre, som er væsentlig bedre end de øvrige. To af højdepunkterne er at finde allerførst på pladen. Den indledende sang, “The District Sleeps Alone Tonight”, åbner med et rungende, sløvt orgel, som akkompagneres af en række beats, der flyder igennem sangens første vers og omkvæd. Svævende kvindevokaler leveret af Jenny Lewis (Rilo Kiley) dukker op hist og her; disse er svøbt ind i en masse reverb, hvilket giver dem en smuk engleagtig klang. Halvvejs inde i sangen fordobles frekvensen af de snurrende beats, først én gang og så en fordobling påny. Den ubøjelige kompleksitet af beats lagt sammen med Gibbards lettere sløve, følsomme vokal giver en svimlende rar effekt. »I am finally seeing why I was the one worth leaving,« synger han om den hentærende kærlighed med et stænk af skarp ironi.
Det er dybtfølt, mens det er dansabelt, og denne homogenitet videreføres med singlen “Such Great Heights”. Gibbards vokalmelodier er i fuldt hopla i omkvædet, hvor han synger: »They will see us waving from such great heights / ‘Come down now,’ they’ll say / But everything looks perfect from far away / ‘Come down now,’ but we’ll stay.« En popperle af så høj kaliber skal man lede længe efter, og jeg tvivler stærkt på, at denne overgåes i år. Hvis man holder nummerets høje kvalitet in mente, får titlen pludselig også en ny betydning.
Ud over de dansable sange,som udgør flertallet på Give Up, er der også masser af styrke i de mere nedtonede øjeblikke som den lysende lette “Recycled Air”, der beskriver det at sidde i en flyvemaskine og overskue verden. Der er også den mørke “This Place Is a Prison”, hvor jeg’et er berøvet sin frihed i bogstavelig såvel som overført betydning: »I know there’s a big world out there like the one that I saw on the screen.« Den underlige dæmpede intensitet i nummeret tager til ved Tamborellos brug af en dybt stemt akustisk lilletromme.
Tilhængere af den mere eksperimenterende side af Tamborellos Dntel-projekt vil formentlig finde Give Up en kende for poppet, og man kunne egentlig også godt have ønsket sig, at The Postal Service havde udforsket electronicaen yderligere. Men på den anden side gør de stærkt poppede elementer, at Give Up fremstår som en rigtig god plade, der bestemt vil falde i smag hos tilhængere af Death Cab for Cutie.
Det er en af den type plader, som langsomt vil bore sig ned i din underbevidsthed. Sæt pladen på, åbn vinduet, og skru op – så vil du pludselig se alle folk danse omkring dig. Men når du er blevet for træt i kroppen af at danse, kan du sætte dig ned med bookletten fra cd’en og fordybe dig i Gibbards tekster. Pladen fungerer på flere niveauer.
