Kori og Jason Hammel udgør duoen Mates of State og er i øvrigt også gift. Vi trængte ind i deres lykkeboble for at få en snak om duoens musik. Når man taler med Kori og Jason Hammel, føler man sig lidt som en tilskuer, der er trådt ind på forbudt grund og derved bliver vidne til en personlig udveksling af tanker og følelser to personer imellem. Jeg får lov at stille masser af spørgsmål, og de svarer også på dem – men ikke rigtig til mig. De tager spørgsmålene og bruger dem som emner i en privat samtale, hvor der er masser af plads til grin og drillerier, men mest af alt: Åbenhed.
Kori og Jason er gift og udgør tilsammen bandet Mates of State. Deres musik er en frisk blanding af indiepop-hooks, en luftig intimitet og den type harmonier, som udlukkende kan stamme fra to mennesker, som netop harmonerer sammen. Og det gøres på ingen bredere instrumentering end trommer og orgel – dog fyldigere lydende, end man skulle tro muligt.
Fra band til duo
 |
| "Det er så nemt med to personer" |
Et af de første spørgsmål, som jeg stiller Kori og Jason, er, hvorfor de vil “nøjes” med at være to personer i Mates of State, når de nu har muligheden for at fylde mere på. Men Kori og Jason har allerede været der. Faktisk var det sådan, at Mates of State kom til verden. De spillede begge i samme band, og en dag var de øvrige medlemmer forhindret i at møde op til øvning. “Der stod et orgel og et trommesæt i øvelokalet. Den følgende uge skulle vi spille til et åben scene-arrangement på akustiske guitarer, men så endte vi med at gøre det med orgel og trommer i stedet,” husker Kori. “Derefter fandt vi ud af, at det var anderledes, men nemmere, og siden vi alligevel på det tidspunkt skulle flytte, besluttede vi at lave et nyt band, udgjort af os to alene. Det var noget af et indfald, men det viste sig at være en god idé.“
Jason nikker anerkendende: “For mig er det nemmere at spille musik med bare én anden person, fordi kommunikationen mellem to personer er så meget nemmere og bedre, end den er med flere. Vi behøver end ikke at skulle tænke på at koordinere ekstra lyde eller folk ind. Vi fylder mindre musikalsk, mentalt og fysisk.“
Kori og Jason startede med Mates of State i San Francisco, men er siden flyttet til østkysten i eget hus. “Der skriver vi sange og øver,” fortæller Kori, og Jason fortsætter: “I San Francisco havde vi et lille øvelokale, som vi delte med andre. Det var et frygteligt pres at skulle skrive nye sange i løbet af få timer, mens det buldrede med heavy metal omkring ørerne på os fra de andre øvelokaler. Nu har vi eget hus, og der kan vi øve, når vi har lyst, og vi kan aflyse i sidste øjeblik, hvis det er. Det er så nemt med to personer.“
Et fuldtidsjob
Mates of State befinder sig i stalden hos Polyvinyl Records. De besluttede efter debutpladen My Solo Project at dedikere sig fuldt ud til musikken, hvilket naturligvis medførte, at de måtte opsige deres regulære jobs. Polyvinyl finansierede hele processen ved indspilningen af duoens anden plade, hvilket samtidig betød, at Mates of State havde et stramt skema foran sig. De havde kun 8 sange klar og blev nødt til at skrive to nye i studiet under indspilningerne. Det resulterede i pladen Our Constant Concern, der udkom sidste år, og som ikke desto mindre er en ganske vellykket plade med flere af den slags luftige popsange, man hørte første gang på My Solo Project. “Efter den oplevelse fandt vi generelt ud af, at vi egentlig ikke rigtig bryder os om at indspille. Vi kan lide bare at spille,” indrømmer Kori. Og spille koncerter får de virkelig lov til: Mates of State er på en længerevarig turné, først i Europa og efterfølgende i USA, for at promovere deres tredje fuldlængde, Team Boo, som udkommer d. 16. september.
 |
| Kori Hammel under indspilningerne til Team Boo |
Under parrets svar på mine spørgsmål har de ligeledes travlt med at sende hinanden små blikke og smil. Dette sker langt fra kun uden for koncertscenernes kulørte lamper. De virker så tæt knyttet, at deres liveshows nærmest er et virtuelt makrokosmos bestående af de små blik og smil – en intim oplevelse for de to optrædende tilsammen. Det kommer især til udtryk ved, at Kori og Jason befinder sig lige overfor hinanden på scenen.
“Det er sandt,” siger Kori, “vi er så tæt knyttet, at det ikke ville give mening at spille en koncert, hvor vi bare skulle spille sangene og ikke snakke sammen eller kigge på hinanden. Det ville føles forkert. Vi er der bare for at hygge os og nyde at spille musik sammen. Det er, hvad det er.“
“Vi er i et tæt forhold, når vi ikke er på scenen, så hvorfor skulle vi lade, som om vi ikke var på scenen?” spørger Jason retorisk. “At vi er i et forhold, skinner igennem, uanset om vi ønsker det eller ej.“
Ud over kemien de to imellem eksisterer der også en uspoleret og simpel glæde i duoen musik. Jason forklarer: “Vi er meget ligefremme, når vi spiller live, og vores musik er meget ligefrem. Vi har ikke flere lag af instrumenter, som skal fyldes på, vi skal heller ikke stoppe op for at stemme instrumenterne, og vi roder heller ikke rundt i lange introer, før vi kommer frem til de respektive sange. Vi starter sangen fra første slag, og den stopper ikke før tre minutter senere. Her er sangen, hvad vi skrev, og den kommer lige imod dig. Vi pakker ikke musikken ind.“
Bid for bid frem for skitser
Men selv om Mates of State bevæger sig inden for popmusikkens termer, er det ikke en simpel og ligetil metode, de bruger i deres sangskrivning.
“Jeg har aldrig brudt mig om idéen at sætte sig ned for at skrive et vers, et omkvæd, en bro – du ved, alt det traditionelle. Det er bare ikke os,” siger Kori og bryder pludselig ud i latter: “Jeg fangede Letterman på TV en aften, hvor Jon Bon Jovi var gæst. Han blev spurgt om, hvordan han skriver sine sange, og han svarede helt seriøst, at han allerførst fandt på en god titel.” Det er svært at høre, hvad Kori siger, fordi hun er ved at eksplodere af latter, fordi Jason slår over i lidt Bon Jovi-sang: “It’s my liiiife…“. “Måske er det derfor, du er så elendig, Bon Jovi!” lyder det samtidigt grinende og hånende fra Kori. Der opstår en kortere pause – de to parter skal lige spore sig ind på den tankegang, som de startede på. Jason fortsætter: “Vi skriver bare dele af sange og sætter delene sammen og beslutter os så for, hvordan det lyder, og om vi kan lide det. Vi tænker meget sjældent på en sang i sin helhed, før den er færdig. Først når de passende dele er sat sammen, vurderer vi, om sangen er færdig. Jeg tror, at vi ved at skrive enkelte dele ad gangen får sangene til at være en smule mere komplekse – dele som ikke nødvendigvis passer sammen.“
Det ville være oplagt for duoen at supplere deres sødmefyldte popmusik med kærlighedstekster, og det sker det også fra tid til anden, men det er langt fra noget, som er et generelt udtryk. “Det er sådan en kliché,” siger Kori, “vi vil langt hellere lade kærligheden strømme gennem den instrumentale del – en kærlighed til musikken. Sommetider forstår folk ikke helt vores tekster, og jeg tror, det er fordi, at de relaterer meget til vores private liv, ting der er sket for hos osv. Det behøver såmænd ikke at være så gravalvorlige emner: Nogle gange er det en intern joke, som fylder en linje eller to i en sang, og de eneste, der forstår det, er Jason og mig,” griner Kori.
Hvor mange interne jokes, der er at finde på den kommende plade, Team Boo, kan man kun gætte sig til. Men jeg kan da afsløre, at åbningsnummeret hedder Ha Ha, og det kan downloades fra Polyvinyls hjemmeside.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Mates of State: All Day EP
Mates of State: Team Boo
Mates of State, Club PlayRec, Huset 09.08.03
