Der var engang en mand, der hed Tim Delaughter. Han boede i et stort land, der hed USA. Tim var meget rastløs. Han følte et behov for at bryde med de normer og regler, der normalt gælder, når man laver et orkester.
Således begynder eventyret om The Polyphonic Spree. Tim Delaughter ville skabe noget nyt og friskt; han ville gøre det, han ikke måtte, han ville male over stregerne, og så se hvad der skete.
The Polyphonic Spree får for tiden en del omtale i de engelske musikblade i forbindelse med deres optræden på et par engelske festivaler – og det med god grund. Normalt ville det ikke vække den store opmærksomhed, hvis et relativt ukendt amerikansk orkester spillede i England, men når orkesteret for det første optræder i hvide rober og for det andet rummer omkring 24 medlemmer, er sagen en helt anden. Som der står skrevet i bookletten: “This is a choral symphonic pop band” – mindre ville nok ikke kunne beskrive fænomenet.
The Polyphonic Spree er noget for sig selv. Læser man sig igennem nogle af alle de artikler, der bliver skrevet om dem lige for tiden, vil man se dem blive sammenlignet med alt fra Grandaddy og Mercury Rev over Beach Boys og musicalen Hair til The Muppet Show. Alle sammenligninger er nemme at forholde sig til, når man først har hørt The Beginning Stages of”¦ Mange af sangene ligger også næsten for tæt op af Grandaddy og Mercury Rev, hvis det ikke lige var fordi, at de lød som om, de var skrevet til en anti-Vietnam-musical engang i 70’erne. Havde sangene rummet lidt mere nerve, færre instrumenter og mindre kor, havde det lydt som så meget andet, bl.a. ovenstående. Det er heldigvis ikke tilfældet, og netop det er charmen ved denne plade.
Tim Delaughter er ingen stor vokalist, og samtidig har man flere gange en fornemmelse af, at et instrument kun lige optræder et bestemt sted på pladen, simpelthen for at man kan sige, at vedkommende, der spiller på det, også er med. Alle kan være med her, og når pladen går i gang, føler man sig også næsten uhørt velkommen. Jeg har selv flere gange startet dagen med at høre The Beginning Stages of”¦, og bedre start findes simpelthen ikke. Det er, som om de lydbølger, der kommer ud af højttaleren, er blevet erstattet af positive vibrationer. Når pladen slutter efter små 32 minutters musik, sidder man tilbage med ønsket om at høre mere – og det kommer man faktisk også til. Det sidste nummer på pladen varer over en halv time og er en slags hvid støj. Det er en af de små underlige ting ved pladen, der understreger, at det her ikke er, som det plejer at være. Eksempelvis rummer pladen heller ikke en trackliste. Det virker, som om man hele vejen igennem pladens skabelsesproces har tænkt “hvordan gør man normalt?” og så gjort noget anderledes. Men det virker, og det må være det vigtigste.
Musikken er harmonisk og inspirationskilderne tydelige. Enkelte steder på pladen er grænsen mellem inspiration og tyveri tynd (f.eks. lyder indledningen til det femte nummer som indledningen til Eels’ Cancer for the Cure). Teksterne er i overvejende grad glade og naive. Her trækkes der bl.a. tråde fra den glade flower power-tid, ikke mindst i lukkenummeret hvor omkvædet lyder: “Follow the day and reach for the sun“. Skal man sætte et ord på The Beginning Stages of”¦, skal det nok også være “positiv”, da det i høj grad er en plade, der vækker de positive sider i én. Tim Delaughter har med denne plade bevist, at man kan opnå noget positivt, når man sprænger de gængse rammer – en indstilling mange kunne lære noget af. The Beginning Stages of”¦ er på ingen måde en banebrydende plade, men den er lavet med så megen glæde og rummer så meget livskraft, at man snyder sig selv, hvis man ikke giver den en chance.
