Hvad betyder genrer for os i dag som guidelines, og kan vi overhovedet stole på dem? Er de fleste genrer efterhånden ikke så udvandede, at de burde have været afskaffet, da 80’erne sluttede – måske endda tidligere? Hybrider på hybrider opstår mellem forskellige musikalske verdener og åbner for noget andet eller tredje. Og så er der fejlfortolkningen… har du nogensinde hørt en genre nævnt så mange gange, at du til sidst kom i tvivl om, hvad den præcis indebærer? Genrer bliver ofte mis- og overbrugt i en sådan grad, at hele grundessensen af de gældende genrer simpelthen bliver udvasket.
Hvad er emocore i dag? “Det er sådan noget rock med en forsanger, der græder,” lyder det kække svar. Er det dér, vi er ovre? Tøsedrengerock? Det er sådan set ikke skudt helt ved siden af, hvis man kaster et kort blik på de bands, der opererer under genren i dag (The Juliana Theory, Saves the Day m.fl.). Problemet er bare, at de større og mindre gode navne skygger for de mindre og rigtig gode ditto. Emocore har fået et dårligt ry, og det gør, at de fleste nok ville dreje hovedet i en anden retning, når de læser om Few and Far Between. Det ville være synd, for bandet debuterer med en plade, der slår de ovenfor nævnte navne hårdt og direkte i solar plexus.
Der er selvfølgelig nogle af de typiske emo-svingninger til stede på Few and Far Betweens Three: det afdæmpede, introspektive åbningsnummer, de to eller tre tilsigtet afdæmpede numre som tilbyder fortællinger om forfejlede parforhold og selvtvivl, og så er der naturligvis guitarerne, som springer frem og tilbage fra det intrikate og rørende til det sprøde og trykkende.
Men det essentielle er på ingen måde, hvad der er typisk eller ej. Det, der tæller, er, at Few and Far Between leverer et fuldendt og hårdtslående udtryk. Det er svært at genopfinde den dybe tallerken inden for denne genre, men det er da heldigvis muligt at gøre tallerkenen dybere, porcelænet stærkere etc. Pladen er perfekt produceret af Jon Drew – han giver masser af spillerum til det støjende og det grimme – en nødvendighed.
I “Edison” ruller en uventet groovy baslinje ind i et væld af hårdtslående guitarer, der fungerer som et angreb mod videnskabens kolde facts. “Maginot Line” er én af de mere rendyrkede rockende sange, hvor vejen fører lige frem, men som i de øvrige numre skyller intensiteten ud fra nummeret. Nummerets intensitet bakkes fint op af tekstens lettere kryptiske, militariske analogi (Maginot-linjen var en række forsvarsværker i Frankrig brugt i 2. Verdenskrig).
“Stop Trying” er endnu en kraftfuld og energisk sang, som med sine guitarer med progressioner i ryk og iørefaldende akkordsammensætninger nemt kunne forveksles med Brandtson, hvis det ikke var, fordi Few and Far Between er væsentligt mere dynamiske og nærgående intense. Også i “Pompeii” er der masser af knas i guitaren og udfordrende rytmer til, at den er værd at fremhæve.
Joe Philips’ tekster er ganske glimrende. Man skal bare grave sig ind i deres symbolik, som ikke altid er lige nem. I “Pompeii” synger han: »When you find the time, you’ll have more time to waste / Like Pompeii, whose children lay / Dressed in obsidian through the day / With no way, to walk away.« Det er en ret fantastisk metafor at bruge på eksistensens ufrivillige stilleståen. Børnene er beklædt i obsidian, som er glas fra den smeltede lava, der har dækket dem og deres by, Pompeji, til. Hvor skulle man kunne bevæge sig til i en sådan tilstand?
Pladens måske mest catchy sang er “Maybe for Now”, som er den eksploderende indsprøjtning efter den mørke, instrumentale åbner på Three. Rytmerne flyver i vejret i hastig fart for igen at falde pludseligt ned, hvilket giver et herligt angribende udtryk i lyden. Og når guitarerne syder og bobler i deres egen forvrængning, er der intet i denne verden, som har lydt vigtigere. Joe Philips’ vokal har naturligvis også en vigtig rolle at spille i al denne intensitet. Hans stemme jamrer sig gennem mixet og lyder, som kunne den bryde sammen når som helst – hvilket aldrig sker. Når han intonerer: »I need some sympathy, you think? / I think you’re wrong, ’cause I can see what you’re after,« hæver han i sidste linje vokalen mod et skrig, der lyder lidenskabeligt anklagende og sætter et fuldendt udråbstegn efter, hvad der allerede var en stærk sang i første omgang.
Philips’ vokal er naturligvis en uadskillelig del af Few and Far Betweens lyd. Det skal ikke tages som en joke, når jeg siger, at han på mange punkter lyder som Sting, specielt når han skubber sin vokale rækkevidde op mod loftet. Dette kan skræmme nogen væk, forståeligt nok, og Philips har også enkelte øjeblikke, hvor hans stemme bevæger sig fra fed til frygtelig. Men som med så meget andet er det en vanesag.
Hvis du ikke allerede er blevet skræmt langt væk af emo-skiltningen, synes jeg, at du burde give Few and Far Between et lyt. Der er desværre ikke mange bands, der yder genren retfærdighed i dag, men de få som findes, gør besværet det hele værd. Jeg anbefaler.
