Pressematerialet skrev: “Explosive milkpunk served on a rocky bed of bittersweet melody.” Tak skal du have! Den cd ville jeg gerne have anmeldt. Men… i stedet fik jeg et sæt studieindspillede demoer fra et nyt dansk band, Heartbreak Disco, der har indspillet i samarbejde med den svenske producer Magnus Groth.
Heartbreak Disco spiller en omgang uptempo, minimalistisk rockmusik, der primært synes at trække på inspiration fra amerikansk tidlig-til-midt 90’er støjrock og lo-fi (Heartbreak Disco erklærer sig inspireret af Pixies, Modest Mouse, Death Cab for Cutie og Flin Flon).
Denne demo-ep indeholder seks skæringer af svingende kvalitet. Åbneren, “Candlelight”, starter med et ubehændigt låneforsøg fra Pixies i form af en baslinje og noget guitarstøj. Versene i sangen består af Troels Mynsters spinkle stemme, bakket op af en noget new-wavy baslinje i baggrunden. Det centrale i nummeret er et brusende omkvæd med guitar og backup vokaler. Sangen mangler dog et reelt hook.
Så slår vi over i “Sound of Love”, der starter med noget guitarnoodling, der godt kunne lyde lidt hen ad Sonic Youth. Samme recept som åbneren: quiet verse, loud chorus. Denne gang er omkvædet dog ikke så tosset. Videre med “The Walk”, som delvist forsøger sig med staccato-hug på guitaren, men heller ikke afviger fra stille-støj-dynamikken og disker op med ret uopfindsomme akkordskift. “Lonely Star” er næste nummer og lunter let derudaf. Mynsters stemme lyder for første gang til at have lidt kant. Sangen har et glimrende omkvæd og yderligere et par fine hooklines, som gør, at jeg udnævner sangen til skivens bedste.
“Punk Rock City Fame” starter faktisk fint med pulserende trommer og en spændstig omgang bas, men sangen viser desværre nogle af de negative sider ved Mynsters stemme, som kører fælt over i wiseguy-området (uden held). Afslutteren “Sex and Fire” er en hurtig lille sag (88 sekunder), og er egentligt en udmærket detour med en lettere forvrænget stemme, om end den føles lidt rudimentær og skitseagtig.
På den positive side leverer Heartbreak Disco fin energi, og viser en vis tæft for de gode melodier. Kim Vestergaards trommespil får et pænt plus i min bog. Men på den negative side rammer de langt ved siden af målet, når det gælder at spille rigtig støjpop. Når man går så hårdt efter at spille sange med gode omkvæd (som man jo gør med den form for quiet-loud-dynamik), så skal de altså også være gode. Ingen af omkvædene på Spikertike sætter sig for alvor fast, og det er synd, for der er helt klart potentiale. Andre minusser er Troels Mynsters stemme, som ikke indeholder den kant, som sådan et band behøver, og faktisk er både generisk og lettere irriterende at høre på (især når han vrænger på den mest danske manér, som han gør på “Punk Rock City Fame”). Hans stemme kan simpelthen ikke bære arrangementerne på de fleste af sangene. Teksterne vil jeg vælge at se bort fra. De er uden for bedømmelse.
Hvis Heartbreak Disco kan sætte sig ud over den spændetrøje, som formatet de bruger på Spikertike jo er, kan de med tiden blive et fint band. Den instrumentale kunnen er ikke et problem. Med nogle bedre omkvæd (nogle, der virkeligt trænger ind) og en bedre vokal ser det meget lysere ud. Til sidst kan man håbe, de gør noget ved teksterne. Så sjove er klichéer ikke.
