Zappa-syndromet. Nogle mennesker vil kalde det en lidelse. Fans af den musiker, der “lider” af det, ville muligvis kalde det en nydelse. Såfremt deres pengepung kan klare det. For ser I, en musiker med Zappa-syndrom udgiver så godt som alt, han eller hun indspiller. Og ofte gerne de samme numre flere gange i forskellige versioner. Ligesom Frank Zappa gjorde det, så gør amerikaneren Howe Gelb fra Tuscon, Arizona, det også. Han har heldigvis mindst tyve års materiale at gå på jagt i, og han udgiver ofte flere albums om året. På dette nye album er der en lille håndfuld sange, der ikke er nye, men det føles ikke som gentagelser, da sangene for Howe Gelb tilsyneladende er levende og evigt foranderlige organismer.
The Band of Blacky Ranchette er det bandnavn, Howe Gelb bruger, når han vil udgive mere regulære countrysange end dem, man finder på CD’er i hans eget navn og som Giant Sand. Nu har han samlet lidt til bunke igen og er klar med en ny Blacky – med et væld af forskellige musikere som gæster.
Still Lookin’ Good to Me er den første Blacky-plade siden Sage Advice fra 1990, men samtidig også den femte Howe Gelb-udgivelse i 2003. Tidligere på året udkom albummet The Listener, som han optog en del af i Århus sammen med danske Under Byen og sit nye danske backing band, Howe Home. Siden er der kommet to samlinger af optagelser fra gemmerne samt et livealbum på Howes eget lille label Ow Om, mens de to førnævnte er udkommet på det trendy Chicago-label, Thrill Jockey.
Howe Gelb er et rodehoved, men han bruger det bevidst og formår at gøre det til sin kunst. Han tror på det tilfældige. Han fanger det, der sker, når det sker, og prøver ikke at genskabe det senere. Han er en erfaren rotte, der stoler på ærligheden i first takes. Derfor er dette album ikke strømlinet og ultra-harmonisk country, men støvet og lidt kluntet. Og det er netop det, der er albummets styrke – foruden de gode tekster og iørefaldende melodier, der siver ud af sprækkerne i træværket efterhånden, som man kommer ind i albummet.
Brugen af de specielle first takes kommer bl.a. til udtryk i “The Muss of Paradise”. Vokalen er optaget a cappella og leveret af Kurt Wagner fra Lambchop i en ulovligt parkeret bil i Nashvilles lufthavn. Undervejs synger Kurt forkert, og Howe retter ham – for straks derefter at blive afbrudt af en politimand, der fortæller dem, at de er parkeret i en »loading zone only«. Hændelsen er ret morsom, og det eneste, Howe har valgt at gøre efterfølgende, er at tilføje akustisk guitar – som i øvrigt ikke passer helt ind i rytmen.
Albummets tredje track er en lille akustisk blues, hvor Howes støvede og skæve vokal blander sig med lidt slideguitar. Den ekstra guitar spilles af Matt Ward, som Howe opdagede i sin tid og fik sendt frem i spotlyset. Det samme gjorde han for Grandaddy i tidernes morgen. Derfor er det heller ingen overraskelse, at Jason Lytle fra netop det band medvirker på denne all-star-plade. Her tager de sig kærligt af den gamle traditionelle sang Working on the Railroad, som lyder mindst lige så meget af Grandaddy som af Howe Gelb. Det er dog ikke en dårlig ting.
“Mope-A-Long Rides Again” er en gammel Howe-sang, der har fået en overhaling “the country way” med pedal steel og det hele. Det er samtidig den ene af tre sange, hvor sangerinden Neko Case medvirker. Hendes stemme trænger igennem alt og passer perfekt til country – hvilket også er den genre, hun selv bevæger sig rundt i (senest på Blacklisted, hvor Howe Gelb og Calexico er backingband). Denne nye “Mope-A-Long” er helt klart ét af albummets allerbedste numre.
Neko Case medvirker også på “Getting It Made”, der ligeledes er et af højdepunkterne. Howe nøjes med piano og guitar og lader hende i stedet synge en fabelagtig duet med countrysangeren Richard Buckner. Nummeret når dog at slå vejen forbi et mellemspil med sprælsk latin-klaver og slutter af med en livlig bandonion-solo (den lille harmonika, der blandt andet var ret fremtrædende på soundtracket til Twelve Monkeys). Det er en underlige blanding, men ikke desto mindre virker det perfekt. Teksten er en slags omvendt blues med linjer som: »It must’ve been pretty bad in the last life, cause now we got it made.« Selv om regningerne hober sig op, bilen er en rustbunke, og håret bliver gråt, så er der jo stadig den kære udkårne: »Yeah, I see a gold mine any old time ’cause she be the one / A kindler of flame inspires the same, and the gray just sparkles in the sun.«
Howe Gelb er en ordsmed, der kan lide at lege og vende tingene lidt på hovedet. I “Bored Lil’ Devil” synger han: »The devil is bored with me / I tell’m it’s you, but she just don’t see.« I “Moons of Impulse” er opskriften metaforiske himmellegemer: »There are two moons to planet impulse / They’re called betrayal and regret / There’s little escape on that lunar landscape / Economy there based on the big payback or I’m in your debt.« Denne sang er i øvrigt genbrug fra The Listener og lyder klart bedre her.
Blacky-projektet bringer mig i lidt af et dilemma. Jeg kan godt indrømme det: Jeg er Howe Gelb-fan, men så sandelig ikke country-fan. Ikke desto mindre formår denne durkdrevne postpunk-countryrocker at smide så meget af sig selv ind i blandingen, at jeg kan lide det. Spørgsmålet er så bare, om mange “almindelige” country-fans løber skrigende bort, når lofi-lyden indfinder sig.
Still Lookin’ Good To Me er en charmerende legestue med masser af gode sange. Det tager bare et par ture i CD-afspilleren at blæse støvet af CD’en, så alle kvaliteterne når ind til øret og hjertet. Men så begynder numrene også at sidde fast. Der er lige dele skøre indfald, rå akustiske ballader og storladne countrynumre. En fin balance. Men vi sidder dog ikke med en ny perle a la Giant Sands Chore of Enchantment.
