Ethvert eventyr begynder med et første skridt. Jeg, værende den person jeg er med mit naive verdenssyn og alt hvad det fører med sig, formår at lave små eventyr ud af praktisk talt alting. Især når det kommer til musik, bliver jeg nemt tryllebundet, idet jeg opfatter musik som rejser, ture dybt ind i sjælen og tilbage igen, en kunstform med ubeskrivelige kræfter – jeg oplever sjældent, at andet i verden kan få hele kroppen til at sitre, kan få tårerne frem i øjenkrogene eller bare få mig til at hoppe rundt i rummet som en sindssyg. Se bare, det lyder åndssvagt, jeg ved det – men det betyder virkelig så meget for mig, og det er vel egentligt også grunden til, at jeg sidder her og skriver, og grunden til, at I læser dette.
Derfor er det altid en glæde at opdage nye orkestre, der kan sætte toner og ord på de følelser, der er svære at formidle på netop den måde. Men nogle gange lykkedes det, og så kan resultatet altså være intet mindre end fantastisk. Den unge danske kvartet Hostmom gør på deres seneste EP-udspil, New Sounds/New Wounds EP, opmærksom på, at der her måske er noget stort i vente. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at høre mere.
Det er det lille fredericianske pladeselskab Re:solution Recordings (som Hostmom også tidligere har udgivet en EP på), der har udgivet den kun 11 minutter lange EP, og selv om jeg ikke ville have haft nogle indvendinger, havde EP’en varet 20 minutter mere, er det tid nok for Hostmom til at overbevise mig om de kvaliteter, de allerede besidder, og de kvaliteter, man kun kan håbe på, de udvikler endnu mere.
Udover den sædvanlige bandopsætning er Alf Lenni Erlandsen, der til dagligt spiller i postrock-bandet Austin, kommet med på trommer. Det har givet musikken et ekstra skub, og Hostmoms lyd er nu endnu mere udviklet end tidligere. For selv om den musik, man finder på New Sounds/New Wounds, er langt fra den postrock, der bliver spillet i netop Austin, er det dejligt at høre inspiration fra så mange forskellige steder. Visse inspirationskilder er selvfølgelig mere tydelige end andre, men det er svært at proppe Hostmom ned i en fin lille kasse med genremærkat.
For selv om musikken i sig selv ikke er synderligt nyskabende og i sit udtryk nærmest er hjerteskærende ærlig og ligetil, er de melankolske rocksange langt fra kedelige. Skiftende fra det blidt dulmende til det støjende, til tider nærmest kaotiske er det nemlig ikke noget, man hører tit fra hjemlige kanter. Men det løber aldrig af sporet, og produktionen på pladen er, på trods af den måske lidt for blanke overflade, bestemt ikke noget at klage over. Det er der faktisk ikke meget, der er på New Sounds/New Wounds, der uden de helt store armbevægelser indledes fint af den kun lidt over to minutter lange instrumentale Hello. Dog er det efter at have hørt de egentlige numre, A Sign of a Renewal og Pipedream, man begynder at sætte forventningerne op. Førstnævnte er et musikalsk mini-drama, der leder op til et tordnende klimaks og på lidt over fem et halvt minut viser kvartetten fra deres bedste side. Selv den nærmest akavede tekst kan man ikke lade være med at holde af: “Sometimes I feel like a firefly that’s totally burned out.”
Forhåbentlig kommer vi snart til at høre mere fra Hostmom, for hvis disse første spæde skridt ud i musikverdenen kan udvikle sig til noget, der er en tand mere beslutsomt og selvstændigt, og hvis de virkelig kan rive sig helt løs fra inspirationskilderne på det album, vi forhåbentligt ikke skal vente alt for længe på, ja, så er jeg i hvert fald klar til at lange mine penge over disken for at få fingre i en kopi.
For nok er Hostmom allerede godt på vej, men både for dem og for os, lytterne, er eventyret først lige begyndt.
