Hvis du ikke allerede har brugt alle dine sparepenge på diverse juleknas, bør du måske overveje at gemme en krøllet 50’er et sikkert sted til den 19. december, hvor Play/Rec indbyder til julefest med 6 bands i 3 battles på 2 scener. I den forbindelse har Undertoner talt med Jakob Hvitnov fra det københavnske selskab. Julen nærmer sig med hastige skridt. Man er næsten allerede træt af den, ikke sandt? Det er dog heldigvis muligt at undgå at kløjes i æggesnapsen og blive dagligt forpestet af herrerne G. Michael og A. Ridgeley. Bjældeklang eller ej… det københavnske pladeselskab, Play/Rec, har lagt i ovnen til et juleshow af stor kaliber. I den forbindelse har Undertoner sat talsmand Jakob Hvitnov stævne for at høre lidt om selskabet samt dettes jule-happening.
Play/Rec-historien
Historien om Play/Rec begyndte tilbage i 1998 i en lille provinsby i det vestsjællandske, hvor en flok musikalske ildsjæle arrangerede musikfestivaler og skaffede øvelokaler til den mængde bands, som de nu selv udgjorde. “Vi var 4-5 bands – som stort set stadig er dem der danner grundstammen i Play/Rec i dag – og vi blev enige om, at det kunne være sjovt at prøve at dokumentere det musik, vi lavede,” fortæller Hvitnov, som udover at være talsmand for Play/Rec også spiller trommer i Barra Head.
Pilotprojektet, som det nyetablerede pladeselskab gav sig i kast med, resulterede i kompilationen med den simple, sigende titel Play/Rec 01. “Hele processen med den plade var ret hård. Vi havde fra en CD-trykker fået et tilbud, som ikke blev holdt, og vi var derfor nødt til at sagsøge. Det endte heldigvis godt; vi fik pladen til den oprindeligt aftalte pris. Men vi endte med et dårligt produkt, for der var så mange ting, som vi på det tidspunkt ikke vidste så meget om.“
Idéen med den indledende kompilation var først og fremmest at præsentere de forskellige bands og deres musik, men man håbede også på, at den kunne give et pænt overskud, som kunne financiere nye udgivelser. Fin plan… på papiret. “Men hen ad vejen kunne vi godt se, at det ikke helt gik som forventet. Vi skulle jo videre på en eller anden måde, så vi begyndte selv at skyde penge i vores plader. For der var ingen på det tidspunkt, som var indstillet på, at det skulle slutte.“
Plader i kuld
Der var dog heller ingenting, der tydede på, at det skulle have sin ende. De første fire udgivelse, kompilationen inklusiv, udkom nærmest i et kuld inden for det første år. “Langsomt begyndte folk at åbne øjnene for, at vi eksisterede. Det er et mysterium for mig, hvilke kanaler folk bruger. Jeg tror, at de bruger sådan noget som Undertoner. Men det er vel også mund-til-mund-metoden; folk går og snakker, og på et eller andet tidspunkt havde vi fået nok folk til at snakke, så vi begyndte at sælge nogle plader.“
Folkene i Play/Rec er dog ikke kommet så langt endnu, at de har kunnet få deres udgivne plader til at financiere de kommende udgivelser, og som sådan har selskabet ikke tjent nogle penge på egne udgivne plader. Det er de respektive bands, der har investeret og som også får, hvad der måtte komme ud i den anden ende. “Vi sælger generelt ikke så mange plader. De plader, vi sælger, ryger i langt de fleste tilfælde afsted til køberne, når bandsne er på turné. Det er sådan, at Barra Head (det salgsmæssige flagskib hos Play/Rec) har solgt omkring 1000 plader.“
Udover Barra Head som kastede sig ud i en fuldlængde med det samme, har udgivelserne primært været karakteriseret af de mindre formater som 7″ere og EP’er. Men nu virker det som om, at perspektivet er mere højtløftet og ambitionerne større. “Der er flere ting, som ikke er besværlige længere. Det er ikke besværligt at få trykt en plade og lave coveret; det er meget rutine. Nu kan vi koncentrere os om andre ting: få pladerne distribueret og skabe så meget opmærksomhed omkring dem som muligt,” forklarer Hvitnov, og der er angiveligt en del materiale at råbe op omkring i den nærmeste fremtid. Der er nemlig et nyt “kuld” plader på vej, som Hvitnov betegner som “generation 2.”
I starten af det nye år er der friske fuldlængder klar til udgivelse: Til januar kan vi forvente materiale fra The Magic Bullet Theory og The Kind of Bitter, og lidt ud på foråret er der nye toner fra The Violet Hour og Barra Head – alle sammen fuldlængder. Men hvorfor falder pladerne i kuld? “Play/Rec er ligesom mange andre musikalske miljøer, f.eks. Factory i Manchester og Dischord i Washington: Man henter masser af motivation, energi og idéer fra hinanden. Så hvis ét band kommer og siger, at de gerne vil lave en plade, så kommer det næste band kort tid efter og vil det samme. Man løfter hinanden på den måde. Når projektet først er lanceret, er det mere overskueligt at gå igang med for de næste.“
Club Play/Rec
Udover at have travlt med egne bands samt livtaget med selskabets daglige virke arrangerer folkene hos Play/Rec også månedlige koncerter i Huset i Magstræde.
“Det startede af to hovedårsager. På det tidspunkt havde Barra Head turneret rigtig, rigtig meget, og vi syntes, at det var fantastisk, at der eksisterede sådanne miljøer, hvor man kunne komme til og spille koncerter. Man fik mad, sov i folks stuer og blev generelt behandlet rigtig godt. Derfor kunne det være sjovt at se, om den idé kunne gå i København, altså med den indstilling til at lave koncerter. Der er jo masser af bands, der ligger og turnerer hele tiden, men som er sværere at tage ind på de etablerede spillesteder, fordi de har en anden budgetramme, end vi har. Vi var også trætte af, at disse bands aldrig stoppede på vejen til Sverige. Den anden årsag var, at vi også gerne selv ville se nogle af de bands, som sprang København over, og vi tænkte, at det var der sikkert også en masse andre mennesker, der ville.”
Det viste der sig at være i langt de fleste tilfælde. Club Play/Rec har haft fuldt hus til navne som Stars of the Lid, Baby Woodrose/The UNIT og Do Make Say Think.
Jul i Huset
 |
Med det seneste arrangement rundede Club Play/Rec deres 20. show, hvilket er én af grundene til, at der bliver varmet op til det helt store julebrag i Huset d. 19. december.
“Grundlæggende er idéen at fejre os selv. På et eller andet tidspunkt skulle vi lave et sådant show, og det virker oplagt nu, fordi vi nærmer os jul. Der er jo blevet lavet sådan noget før, bl.a. Crunchy X-mas sidste år, men der er åbenbart ikke nogen, der laver det i år udover os. Det går åbenbart lidt på tur.“
Play/Rec sætter dog et noget unikt præg på arrangementet. De præsenterer 5 bands fra egne rækker og et enkelt udefra, som går på to ad gangen på hver sin scene. Idéen stammer fra et tidligere arrangement.
“Vi lavede den der Double Date 7″ med The UNIT og Menfolk, hvor vi havde stillet to scener op overfor hinanden, og bandsne spillede “mod hinanden” med et nummer hver, hele tiden på skift, ping-pong. Alt sammen med publikum i midten. Til sidst kom The UNIT ind og spillede med på noget Menfolk, og så spillede de The Stooges’ Search and Destroy sammen fra hver deres scene. Det var virkelig et bombardement, så det baskede. Så nu laver vi det med hele moletjavsen.“
Der bliver altså 3 blokke med to “battlende” bands ad gangen. Kampprogrammet, som det kommer til at se ud, har vi ladet Hvitnov beskrive med egne ord:
The Violet Hour vs. The Kind of Bitter
 |
The Violet Hour lægger sig op af en folk-, singer/songwriter-tradition, og en god sammenligning ville være Nick Cave & the Bad Seeds. De spiller meget stemningsmættet og melankolsk musik, og hvis man skulle driste sig til at sige ‘poetisk,’ så er det The Violet Hour, man skal have fat i. The Kind of Bitter er lidt af samme skuffe, men måske lidt mere 1-2-3-4 rock uden rigtigt at være rock og rul. Jeg vil ikke kalde det følelsesfuldt, for det lyder så klistret, men der er både noget til danseskoene og hjertekulen og det hele. Det er desuden sådan et slags allstar-projekt med Chandu (The Magic Bullet Theory), Mikkel (Barra Head), Lars (The UNIT) og Per (Menfolk), så det er stort alt, hvad der kan kravle og gå på Play/Rec.
The Magic Bullet Theory vs. The UNIT
 |
Så er der The Magic Bullet Theory og The UNIT, som skal battle mod hinanden. Begge bands har jo et eller andet udgangspunkt i garagerocken, men har hver deres tilgang til den. The UNIT kommer fra punk/hardcore, og det kan man godt høre på dem. De har en anden form for energi, så måske er garagerock et helt forkert prædikat? The Magic Bullet Theory lægger sig måske tættere op ad genren, men til gengæld har de et element af kompleksitet – det er jo nærmest math-garage. De kan både fyre den af med et fedt riff, hvor det groover, og så er det samtidigt enormt komplekst og udfordrende.
Lemko Hall vs. Barra Head
 |
Lemko Hall er instrumental rockmusik fra Sverige. De lægger sig et eller andet sted op ad Godspeed You Black Emperor! og Do Make Say Think og sådanne Constellation-bands, men har mere en jazzet og groovy tilgang til musikken. Der er lidt mere sjov hos Lemko Hall end de andre bands, og man vipper lidt mere med foden i takt. Barra Head går fra det snerrende til det mere melodiske. Det stikker i mange retninger. Barra Head er blevet kaldt post-hardcore, mathrock og tilmed postrock, selvom der er vokal på. Bandet lægger sig lidt op ad en tradition, som er centreret omkring bands som Slint, June of ’44, Metroshifter og sådanne bands. Det er nok den åre, som bandet tapper mest fra.
Monoton og Janosch, som er de eneste Play/Rec-bands der ikke spiller (ud over Menfolk som har meldt afbud), kommer i stedet og spiller plader. DJ-sættene kommer til at ligge mellem de 3 blokke af dobbeltkoncerter.