Amerikanske Black Rebel Motorcycle Club fik lov til at ride med på retrorock-bølgen med debutalbummet BRMC på trods af, at de musikalsk ligger milevidt fra både The Strokes, The White Stripes og de fleste andre retrorock-bands. Black Rebel Motorcycle Club trækker nemlig ikke på garagerock eller blues som den væsentligste inspirationskilde. De har i stedet kastet kærligheden på hedengangne The Jesus and Mary Chain. Disses superstøjende og alligevel melodiøse univers hiver den amerikanske trio så over i et mere straight rockende univers.
Debutalbummet var en noget ujævn affære, men midt i rodet kunne man finde brillante sange som “Whatever Happened to My Rock’n’Roll (Punk Song)”, “Love Burns” og “As Sure as the Sun”.
Titlen på bandets andet album er blevet set som et angreb på den amerikanske regering, ikke ulig Radioheads Hail to the Thief, og da albummet indeholder en sang ved navn “US Government”, der ikke ligefrem lægger op til dannelse af en George W-fanklub, er denne udlægning muligvis ikke helt forkert. Ifølge bandet selv handler albummet kort og godt om “death, guns, drugs, religion, family, politics, music and sex”.
Albummet starter glimrende med “Stop”, der fremviser en mere melodiøs og også mere poleret side af bandet. Heldigvis bliver sangen aldrig tandløs. Det skal sangens uimodståelige fremdrift og superoverlegne attitude nok sørge for: »We don’t like you / We just wanna try you.« Endnu bedre er “Six Barrel Shotgun”, der er som snydt ud af næsen på førnævnte “Whatever Happened to My Rock’n’Roll (Punk Song)” – altså en medrivende og helt igennem fremragende rocksang.
De gode takter fortsætter i den stærke “Generation”, hvor verdens apati får et skud for boven: »I’ve had a realisation / No one really listens / Nothing’s really there / I’m choosing sides / I’m keeping up with you / And your invasion eyes / You got the world in a coma / You put the knife in our back / And no one even cares.«
“US Government” er som nævnt ligeledes samfundskritisk, og som titlen antyder, er det denne gang George Bush og co., der står for skud. Men denne sortseende sejtrækker af en rocksang ender dog aldrig i miserabel klagesang, da lydbilledet mod slutningen inficeres af smukke Beach Boys-agtige vokalharmonier og linjer som: »I’ve been waiting / For the sun to come / Show you all / What’s being done / You’re gonna know / They were never / Never yours to kill.«
Mindst lige så fremragende, men meget mere personlig er den akustiske (!) og skrøbeligt smukke ballade, “And I’m Aching”, hvor de Beatles-tendenser, der kunne anes på debuten, træder i fuldt flor, når Peter Hayes smukkere end nogensinde før synger linjer som: »I can’t wait for long / I’m sorry / All I have has left me gone / I can’t stay for long / I’m sorry / All that’s left me kept me strong.«
Pladens eneste fejlskud er den groovy “Ha Ha High Babe”, der både tekstligt og musikalsk er så papirtynd, at det på ingen måde kan leve op til de resterende sanges kvaliteter.
Take Them On, on Your Own er præcis det album, man kunne håbe på fra Black Rebel Motorcycle Club. Bandet har udviklet og styrket deres supersoniske, mørke og vitale lyd, og det klæder dem. Det skader naturligvis heller ikke, at albummet virker meget mere gennemarbejdet end debuten, og at der er blevet skåret betydeligt ned på de sange, hvor tomgangen har overtaget.
Alt i alt noget af en forbedring, og formår de at gøre det endnu bedre næste gang, vil al den hype, som de især får i England, begynde at virke velfortjent.
