Det er ikke længe siden, Undertoner anmeldte Why?s kollaboration med Fog, Hymie’s Basement, og nu er den lille amerikanske indie-rap-poet Yoni Wolf med kunstnernavnet Why? klar med endnu et album. Denne gang drejer det sig om hans deciderede solodebut, Oaklandazulazylum, udgivet på det kvalitetsbevidste Anticon.
Som den utraditionelle rapper han er, er Why? mere inspireret af indierock end af hiphoppens koryfæer; det er ikke så vigtigt, at teksterne rimer, og han synger egentlig mere, end han rapper. Alligevel er der en umiskendelig hiphop-feeling over Oaklandazulazylum. Måske er det Why?s overbevisning om, at alle mulige og umulige elementer kan arbejde sammen, der gør det til hiphop? Eller er det den hjemmegjorte, ridsede, legende lyd, der gør det til hiphop? Eller er det de lejlighedsvise slæbende beats og den dybe bas?
Why?s tekster må være nogle af de mest absurde i musikkens univers. Jeg er for længst holdt op med at forsøge at fortolke, hvad sammensætningen af følgende linjer betyder: »I saw you in the ghetto with your angel eyes poked out / On your hands and knees, looking for your contact lenses / There are very few microwaves in the third world« (fra “Ferriswheel”). Det samme gælder disse: »Under a weak moon / The street lights / Paint tree shadows / On dinosaur asphalt / Turn on the high beams / When it gets too thick / The phone lines cut clouds / The trees need braces / And wherever I sit down / A parking meter springs up / Earth is cold / And it’s almost june« (fra “Weak Moon”).
Enkelte linjer kan sagtens give mening, men når Why? sætter de mere eller mindre syrede betragtninger sammen, bliver det kryptisk. Nogle gange har man indtryk af at blive præsenteret for stream-of-consiousness og andre gange for surrealistisk collageteknik. Why? benytter sig altså mere af modernistiske poetiske virkemidler end af ligefremme fortællinger og vers/omkvæd-struktur. Når man sætter disse tekster sammen med små, kringlede melodier, særegne produktioner og Why?s lyse, let nasale stemme, der ofte rummer en dejlig naiv troskyldighed – ja, så får man et personligt udtryk og en højst original CD, som alle burde kunne få glæde af.
Why? har selv produceret og skrevet de fleste af numrene, hjulpet på et par enkelte numre af produceren Jel, der bl.a. kendes fra Themselves, og Odd Nosdam, der er en af drivkræfterne bag cLOUDDEAD, har givet sit besyv med på et enkelt nummer.
Albummet er til tider sangbart, ofte morsomt og hele tiden spændende at lytte til. Nogle ville sikkert kalde dette album for dårligt produceret, men det skal lyde sådan. Det skramler, det støjer, det er uhomogent. Pludselig lyder trommerne akustiske – som om man sidder i samme lokale som trommeslageren og hans instrumenter – andre gange styres rytmen af primitive trommemaskiner, et samplet beat eller ligefrem det rene pap.
“Ferriswheel” starter famlende med en akustisk guitar og en gammel radiooptagelse, indtil en triangel sætter sangen i gang. Blæsere, congas, maracas og en akustisk guitar, der af og til bliver temmelig hårdhændet spillet, er hovedinstrumenterne i et nummer, der viser sig at være typisk for resten af CD’en: Nummeret er forholdsvis kort, nærmest skitseagtigt i melodi og struktur, og akustiske instrumenter dominerer, krydret med diverse soniske påfund. Why? disker tillige op med korarrangementer, der minder om The Beach Boys, om end både sang, lydbillede og melodi er mere rå, mindre poleret og mere hjemmegjort end hos de berømte surfere.
“Afterschool America” virker som en demoindspilning. Der er masser af optagestøj på linjen, guitaren spiller forspil, Why? starter for tidligt, han stopper og begynder på ny på det rigtige tidspunkt. Spillet puritansk med guitar, klaver og en enkel trommefigur som de bærende elementer, udvikler nummeret sig til en lille, mærkelig rocksang – til sidst uden støj på linjen. En sang, man efter et par gennemlytninger faktisk kan synge med på.
“Our Neighbour’s Daughter” lyder næsten som en Brian Wilson-melodi med hiphop-beat. En ukulele drøner derudaf, og en arabisk inspireret melodi i mellemspillet sørger for en overraskende drejning, inden nummeret glider direkte over i “A Little Titanic”. Et facetteret nummer, der optimistisk begynder med et housebeat, singlenote-guitar, skærebrænder-støj (eller er det et fly?) og en varm bas, der masserer de ømme punkter. Halvvejs går nummeret næsten i stå, en hiphop-rytme tager over, fra det fjerne dukker utydelige samplede stemmer op; det lyder som en far og hans datter. Metallisk støj overtager, og et mandeskrig flænser luften – er Titanic blevet ramt af isbjerget? Umærkeligt glider vi over i en rockrytme, inden skibet synker- og musikken ender i en ren dommedagsstemning på sin egen skramlede, skæve facon.
På “Weak Moon” slås en dyster klaverakkord an, pakket godt ind i masser af rumklang, og den syrede tekst afsynges af et noget uhomogent kor. Langt væk fra starter et beat sin lange vej frem mod lydbilledets front, mens arpeggioer i mol og varme keyboardtoner skaber en lidt foruroligende stemning. Det farlige bliver dog afmonteret, da et rent a cappella-fuldemandskor dukker op og synger: »I’ve been shining my shoulders / For the big game it’s time / Oh oh my,« inden det hele ender i et gevaldigt ekko.
“Early Whitney” præsenterer mere inspiration fra Beach Boys og er endnu en skitseagtig sang, der alligevel virker færdig. Fingerspil på akustisk guitar, paptrommer og snørklede melodilinjer med flerstemmige vokaler. I begyndelsen kan det lyde som en melodi komponeret af Daniel Johnston (og ubehjælpsomt akkompagneret af samme Johnston: to akkorder der slås an på alle slag). Men Why? overrasker igen, da nummeret næsten ender med at blive en pastiche over Mogwai: en guitar der spiller den samme akkord på alle ottendedele, en bas der spiller den samme tone på alle fjerdedele, og trommerne som bygger et klimaks op. Ovenpå det hele ligger Why?’s uskyldige lyse stemme.
Yoni Wolfs evne til at få det halvfærdige til at virke færdigt er i det hele taget ganske unik. Slutningen af “Dream on Cortelyou” ender i psykedelisk leg: Der er svusj i bækkenerne, et bånd kører baglæns, og et lydspor fra en gammel film går i gang. Why? begynder at tralle prøvende hen over lydsporet, og resten af musikken fades væk. Det lyder, som om han øver sig: Han siger »no«, holder inde med sin trallen, prøver igen og ender så med at sige »something like that,« lige inden nummeret slutter. Det virker improviseret, som et udkast, men det holder og skaber en skøn, uhøjtidelig og legende stemning.
Legende er også “Dirty Ghost”, hvis rytmefundament er en trommemaskine fra et legetøjsorgel, hundeglam, en kat der mjaver, og et får der bræger – vel at mærke uden at legen virker villet eller forceret.
“Seventeen” er vel det nummer, der kommer tættest på hiphop, som vi kender det. En loopet melodi, trommeprogrammering, en enkel guitarostinat, og det kunne snart sagt være hvem som helst, der lige om lidt begynder at rappe. Men selvfølgelig ødelægger (eller redder!) Why? det hele, lige så snart han begynder på én af sine snørklede melodier. Et rigtigt indierock-støjklimaks slutter dette nummer og bekræfter endnu en gang, at Why? står med et ben i hver lejr.
Generelt lyder det som om, at Why?s altoverskyggende inspiration til denne CD kommer fra den kreative kraft i The Beach Boys, Brian Wilson anno 1966/67. Smiley Smile, Beach Boys’ spøjse album, der blev lavet efter Wilsons kraftanstrengelse af et mesterværk, Pet Sounds, kunne være Oaklandazulazylums storebror. Her finder man samme form for skitseagtige, snørklede melodier, bevidsthedsudvidende studieeksperimenter og syrede tekster, som også udgør hovedbestanddelen af denne solo-debut. Og selv om numrene stritter i mange stilistiske retninger, er de alligevel holdt sammen af Why?s personlige stemme, hans klare visioner og hans forkærlighed for rock.
På trods af al sin støj og sine absurditeter er albummet altså ganske imødekommende og anbefales på det varmeste.
