Under Romerrigets belejring af England fik en lille romersk bataljon kendskab til en druidegud, som briterne levede i frygt for: Kong Heron. Militært gik det ikke godt for romerne, men umiddelbart før nederlagets uundgåelighed fik romerne en idé. En soldat blev placeret på stylter og iklædt en maske for at ligne myternes beskrivelse af Heron. Soldaten blev sendt til den britiske lejr, hvor han spredte så meget frygt, at englænderne flygtede i panik.
Tim Rutili har igennem hele sit liv haft en tilbagevendende drøm. I drømmen møder han en gigantisk skabning, halvt-menneske og halvt-fugl. Rutili var lamslået, da han opdagede, hvor godt hans drøm matchede historien om Roms invasion af England. Rutilis oplevelse er på Califones seneste album blevet brugt som motivation og tema.
Rutilis drøm har som sagt forfulgt ham igennem store dele af sit liv; helt så langstrakt har arbejdsprocessen omkring Heron King Blues dog ikke været. Store dele af albummet er blevet improviseret umiddelbart før indspilning. I studiet blev der indspillet en serie af rå live-optagelser. Ikke før alle studieoptagelserne var blevet indspillet, klippet op og samlet igen, havde bandet en idé om, hvorledes det endelige resultat ville blive.
Udspillet er præget af en stor kreativitet. Der bruges alverdens forskellige instrumenter på udspillet, men i stedet for at instrumenterne udstilles som underlige fremmedlegemer, er de blevet flot indarbejdet i musikken. Der blandes med vanlig elegance både folk-, blues-, electronica- og indierock-referencer, og det har en meget overbevisende effekt. Numrene fremstår som sammentømrede enheder med overraskende dynamik.
Musikalsk er oplevelsen i tråd med seneste Califone-udspil. Numrene er fortsat opbygget omkring et akustisk guitarspil, Rutilis nærværende stemme og Massarellas percussion. På Quicksand / Cradlesnakes var Massarellas industrielle skraldeplads-percussion noget nyt og forfriskende i Califones lydbillede. På Heron King Blues formår Califone ikke på samme måde at forny sig. Musikken er blevet en anelse mere pop-orienteret, men ellers er der intet nyt under solen.
Heron King Blues byder på en række gode sange, men desværre er der ikke sket en bemærkelsesværdig udvikling siden Quicksand / Cradlesnakes fra 2003. Hvis man giver udspillet tid og lader Rutilis dystre og aparte fortælling fæstne sig, er der dog kvaliteter at hente i Califones Heron King Blues.
