Siden Radiohead og Jeff Buckley i 1994 næsten samtidigt udgav de to skelsættende albums The Bends og Grace, har verden været vidne til en sand strøm af bands, der har spillet rockmusik, der på én gang er både højtravende, poetisk, nærværende og med de melankolske følelser uden på tøjet.
Argentine er en amerikansk gruppe, hvis afsæt er i den tradition, som kritikere har kaldt klynkerock, men som har givet os en række gode rockbands med fokus på melodiske ballader. Argentine lyder på mange måder som en sammensmeltning af de to plader. Der er på den ene side den melodiske luftighed og delvist akustiske lyd, man finder på The Bends samt den meget intime, nærmest religiøse stemning, der kendetegner Grace. Pladen åbner med “The World Gets Younger”, der starter meget stille, men langsomt udvikler sig, uden dog på noget tidspunkt at blive hverken larmende eller voldsom. Nummeret er flot arrangeret og lover godt for resten af pladen. Pladen fortsætter stilmæssigt i samme boldgade det meste af tiden, men det står dog relativt hurtigt klart, at der ikke er tale om en ny klassiker inden for den følelsesladede rockgenre.
Argentine besidder på mange måder en række kvaliteter, blandt andet en evne til at arrangere deres sange. Alligevel formår gruppen ikke rigtigt at trænge igennem og for alvor blive vedkommende, hvilket der er flere forklaringer på. For det første er Ian Carpenters stemme lige lovlig endimensionel og for lidt følelsesladet, hvilket er en stor mangel i en genre, hvor netop vokalen og indlevelsen er blandt de væsentligste succeskriterier. Herudover er melodimaterialet ikke stærkt nok, og sammenholdt med en lidt for tam produktion gør det, at man ikke rigtigt bliver hevet ind i det musikalske univers.
Argentine bevæger sig mest i den mere afdæmpede ende af det musikalske spektrum, men indimellem bevæger de sig også over i den mere rockede afdeling, som i eksempelvis “Westerly”. Sangen starter som en rytmisk folksang med en ret løs guitar-figur og bliver så mere støjende og ligefrem i omkvædet. Det klæder faktisk musikken, at den ind i mellem meget højtidelige stemning her bliver brudt.
Det meste af musikken på In Other Fictions er af den slags, der lyder helt acceptabelt, mens man lytter til den, men som ikke sætter sig store spor i hukommelsen. Det ligner lidt for meget en stiløvelse, hvor gruppen dog viser, at den kan lave musikalske forløb, der emmer af melankoli. Som helhed lyder In Other Fictions desværre som en lidt for bleg afglans af sine forbilleder.





