Jason Molina fortæller om, hvorfor han har lagt Songs: Ohia-projektet på hylden og nu starter et decideret band med samme navn som Songs: Ohias svanesang, Magnolia Electric Co. (05.04.04)“Songs: Ohia er et overstået kapitel,” fortæller manden bag, Jason Molina, “Det var ikke et band fra starten – og så vidt jeg kan se, ville det aldrig blive til et egentligt band. Nu vil jeg gøre brug af navnet ’et-eller-andet Electric Co.’“
 |
Electric Co.-konceptet
Den første udgivelse i Molinas planlagte serie af Electric Co.-plader var angiveligt det syvende og altså sidste Songs: Ohia-album The Magnolia Electric Co., der blev udgivet sidste år. Selv om pladen, der blev optaget hos Steve Albini i hans Electrical Audio Studio i Chicago, blev afsat som en Songs: Ohia-udgivelse, var projektnavnet ikke til at se nogle steder på coveret – præcis som Molina havde planlagt det.
“Det sætter mere fokus på samlingen af musikere på pladen,” forklarer Molina med henblik på Electric Co.-konceptet. “Hver gang jeg har samlet et band til en plade, har det været ved den ene plade alene; de samme musikere er aldrig med på den næste plade, jeg har lavet. Eftersom jeg er midterpunktet fra plade til plade, virker det som om, at min person har fået alt for meget fokus. Det fjerner meget fra musikernes bidrag, og alt bliver lagt over på mig. Jeg har aldrig villet have det til at handle om mig. Songs: Ohia har været et 10-årigt eksperiment med at lave musik på den måde, og nu vil jeg lave noget anderledes.“
 |
De fleste af Songs: Ohia-inkarnationerne har lagt musik til Molinas tendens til et sammenkog af Neil Young og Bonnie “Prince” Billy med et roterende hav af backingmusikere, der i det store hele har budt på en konstant lydmæssig diversitet, som Molina flettede ind i hver af sine indspilninger.
“Jeg skriver musikken og teksterne og sammenstykker til sidst et band,” siger Molina. “Jeg skriver nærmest musikken i samme øjeblik, som når jeg prøver at komme i tanke om, hvem der bedst ville kunne spille med på den, og så ryger den direkte ned til produceren. Det er måske en fej måde at arbejde på, fordi jeg ikke lægger alle byrder på mine egne skuldre, men ens ego bør aldrig være en del af musikken.“
Den tyste Pyramid
Som det tidligere har været tilfældet, vil året 2004 afsløre flere Molina-projekter. Det fine Neil Young’ske værk fra sidste år, Magnolia Electric Co., blev fulgt op af den tyste soloplade Pyramid Electric Co., som blev indspillet for to år siden sammen med den faste Saddle Creek-producer, Mike Mogis.
“Jeg tænkte på et tidspunkt, at det kunne være lækkert med nogle band-arrangementer på nogle af disse sange,” siger Molina om Pyramid-materialet. “Men Pyramid var sådan en rigtig sælsom session. Jeg sendte fancy demoer rundt, som var indspillet i et rigtig rart studie, og alle sagde ’lad det være, som det er.’ Det er ikke en egentlig typisk soloplade. Den er virkelig mørk og tungsindig – også selvom det bare er mig med en elektrisk guitar.“
Molina er for nylig taget tilbage i Albinis Electrical Audio Studio for at arbejde på det næste Magnolia Electric Co.-album, som vi formentlig får at høre senere i år.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Jason Molina: Pyramid Electric Co.
Magnolia Electric Co.: Trials & Errors
Magnolia Electric Co.: What Comes After the Blues
