I 2001 udgav The Russian Futurists The Method of Modern Love, som blev vel modtaget og rost af verdens musikmedier. Debuten imponerede med en overraskende, fængende computerpop og melodisk forførelse, som ikke lod sig mærke af den billige produktion. Den ydmyge Matthew Adam Hart påbegyndte dengang en nyskabende lyd, der af mange ses som håbet for fremtidig popmusik, og nu er han tilbage med opfølgeren Let’s Get Ready to Crumble.
Lad det være sagt med det samme: Der er stadig håb for popmusikken. Fra første fløjt af denne nye 27 minutter lange kærlighedssang indoptages lytteren af en original storhed i lydbilledet. En bølgende, analog strøm af tykke lo-fi beats og mageløse keyboardsymfonier.
Det åbnende titelnummer indbyder, symptomatisk nok, ærligt og åbenhjertigt til fest med et krystalklart eksempel på Harts sangskrivning: »I do pop ’cause that’s what my heart goes / I don’t call it art, no sir.« Nej, det er måske ikke kunst, men det er håndlavet popmusik, fremført med vanvittig og uimodståelig entusiasme, fortolket til musik langt fra genrens alfarvej.
Rent musikalsk begynder den lykkelige parade med en melodi fremført af diverse ikke-eksisterende instrumenter, hvilket føles som en uforklarlig rutsjebanetur. Dette genererer en bedårende harmoni, som elegant fastholdes af de friske beats og den charmerende sang, som føjes til lydbilledet. Mellem melodiernes høje toner og bassens enorme fylde opstår netop dette store rum, der lyder som ekkoer fra et mennesketomt stadium eller en dal mellem bjerge.
Stilen varierer ikke meget over pladens 10 numre, men det bliver aldrig trættende at lytte til Harts kærlighedserklæringer, da den naive rap-lignende lyrik, de old school hiphop-beats og graciøse legetøjssamples danner en mere end overbevisende symbiose.
Eksembler på den usædvanlige sangskrivning kunne være: »I’d rather write than read and bleed a pen on fresh paper / Watch it fly like kites to heights that rival skyscrabers« fra “You Dot, Me Dot, T-dot”; et nummer, der ellers truer med at kamme over i affekterede tegnefilms-jingles, men blot kræver flere gennemlytninger for som resten af pladen at vinde lytterens hjerte.
En anden næsten smuk strofe lyder således: »Even when it all goes to Hell, our love for one night was pure as sunlight / Our great big happy ending is still a dream trapped in a guillotine.« Begge tekstmæssige uddrag kan måske virke som alvorlig melankolsk poesi, men i forbindelse med musikkens magiske maskinfest i ødemarken farves ordene mere af deres værdi som hyldende og forskønnende udråb.
Vokalen synes hentet fra et velkendt og sødt stilleje. Bands som amerikanske Built to Spill inspirerede herhjemme Figurines og Tiger Tunes til at synge på en særligt karakteristisk måde, som udstråler ærlighed og udadvendt glæde. Det er denne legende og letlevende tone, der går igen hos de russiske futurister, hvor vokalen rider som en bølge af overdubs langs kysten i de udsøgte melodiers hav.
Ikke underligt besidder dette værk også en ironisk og tragikomisk titel, et faktum der også høres, da pladens sange behandler den svære kærlighed på en måde, så den aldrig kommer til at dyrke melankoli. Der er ufatteligt langt fra Canada til Coldplay, men der er til gengæld rigeligt med uforklarlig skønhed og overvældende nostalgi gemt i den gigantiske natur af Canada og Harts harddisk. Sandsynligvis er kapelmesteren påvirket af sit lands natur på samme måde som islændinge ikke kan benægte den tydelige eksistens af naturens dragende og uforklarlige kraft i deres musik. Dertil har The Russian Futurists som Grandaddy valgt at fortolke kærligheden til naturen i et humoristisk, visuelt univers, men i dette tilfælde dedikeres sangene til et udefineret ’du’ og ikke en robot. Denne ’du’ kan både være den elskede, men i høj grad også lytteren.
Hvis man kan forestille sig Tiger Tunes møde Junior Senior (mest på grund af deres pastelparty-videoer) i en tyggegummiautomat ude i Canadas ubegribelige natur benådet med en teskefuld af den naive og lamslående romantik fra The Flaming Lips, har man måske en anelse om, hvordan The Russian Futurists manifesterer sig mellem ørerne.
Man må kreditere Let’s Get Ready to Crumble for udelukkende at være kommet af et ualmindeligt kompositorisk talent og dettes computermagi. Især må numrene “It’s Actually Going to Happen” og “It’s Not Really Cold When It Snows” betragtes som nogle af de fineste eksempler på soveværelsespop begået i dette solsystem.
