Interview

Fire tossede spillemænd

Den danske folkrock-gruppe The Violet Hour står på trapperne til at udgive deres første fuldlængde, Lazarus. Undertoner har lagt ører til de triste melodier og talt med bandet om pladen og bandets konsekvente, men legesyge sangskrivning. 26.04.03

Den københavnske kvartet The Violet Hour går med største sandsynlighed derhjemme og tripper utålmodigt. Deres efterhånden længe ventede plade har fået udskudt sin udgivelse op til flere gange pga. den slags problemer, som tilsyneladende skal opstå, når alt synes at være på plads. Når man tror, at den spritnye båd endelig kan testes på vandets overflade, opstår uventede tyfoner, og The Violet Hours båd står endnu på land – tør og nymalet.

Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til den snarligt kommende plade Lazarus og kan med stor glæde anbefale den til de læsere med hang til trist folkrock. Lazarus er præget af en varme og et væld af spændende instrumenter, så der gemmer sig masser af lag i musikken.
Jeg følte mig overbevist om, at der måtte gemme sig en god historie eller to i bandet. The Violet Hours sanger og sangskriver Daniel Rastén befandt sig et sted i Sydamerikas tropiske klimabælte, så jeg hev fat i de tre øvrige medlemmer, Jonas Jensen, Jan Petersen og Simon Rastén, til en hyggelig snak over kaffe og Jason Molina på anlægget.

The Violet Hour er et forholdsvist ubeskrevet blad på den danske musikscene. De har kun udgivet en EP, på hvilken man godt kunne høre, at det var et band i opstartsfasen. Men siden da har det været et band i en rivende udvikling. Bandet har svedt i øvelokalet og er nået frem til en samling sange, et resultat der går under navnet Lazarus.

Det lille hus på landet
Ved indspilningen af Lazarus valgte The Violet Hour at isolere sig i et hus på landet, hvor de kunne larme i fred og indspille på egne betingelser, som og når de havde lyst.
Vi tog af sted i en bil med en helvedes masse grej til et hus langt ude på landet,” fortæller bandets guitarist Jonas Jensen. Det var midt i den danske sommer sidste år, hvor den dovne varme sneg sig op omkring 30 med strømme af svedperler. Derfor valgte bandet at indspille de fleste af numrene midt om natten; det tidspunkt af døgnet hvor bandets musik også giver mest mening. Isolationen på landet åbnede for sådanne indspilningstidspunkter, uden at bandet ville forstyrre omgivelserne – eller omvendt.
De eneste naboer var et autisthjem ikke så langt derfra, og de klagede ikke,” griner Simon Rastén. “Og ham på den anden side af vejen havde et æsel, der stod og skrydede hele tiden. Det prøvede vi at få med på optagelserne, men det ville aldrig skryde, når det skulle. Sådan er det med et æsel.” “Stædige bæst,” stemmer Jensen i med et skævt smil.

Legen med instrumenter
The Violet Hours folkrock indbyder til brug af en masse instrumenter, noget som bandets musikalske legebarn og multiinstrumentalist Jonas Jensen også gjorde nyttigt brug af.
Når vi havde lagt planer for, hvad vi skulle indspille med det ene og det andet instrument, så havde Jonas lige pludselig fundet en harmonika frem, og så kom der pludselig 4-5 instrumenter på. Så måtte vi tage den derfra,” fortæller Jan Petersen, tydeligvis kun glad ved det impulsive “barn” i bandet.
Jonas Jensen har opbygget en større samling af forskellige instrumenter – “en hobby,” fortæller han – og det lader sig bestemt høre på Lazarus. Bandet tæller ihærdigt på fingrene og når med lettere besvær frem til et dusin forskellige instrumenter, der blandt andet inkluderer banjo, harmonika, mandolin, trompet, flugelhorn, mundharmonika, sav og kontrabas.
Vi har en idé om, at gamle instrumenter er lidt mere spændende,” fortæller Simon Rastén. “Vi har faktisk også en rytmeboks med,” indskyder han pludseligt med en lige så pludselig begejstring. “Men det er også en ældgammel sag fra 70’erne.” En kort pause opstår, hvorefter han bryder ud i en kort latter: “Det er jo det, de unge vil have. De vil have rytmer. Det er jo det, de kalder e-lec-tro-ni-ca nu om dage.” Han afbrydes muntert af Jan Petersen: “Ja, hvis vi vil have de helt unge med, så…” griner han med en slet skjult reference til folkrockens ældgamle tradition.
Selv om man har fat i den lange ende af traditioner, skal man ikke vægre sig fra at eksperimentere og lege – det synes i hvert fald at være en usagt idé i hovedet på de fire musikere i The Violet Hour. Jan Petersen mindes indspilningen af den første EP, hvor Jonas Jensen råbte ned i en vandkande: “Det turde vi simpelthen ikke lade komme med på indspilningen.” Jonas Jensen retter sig ubekvemt op i sofaen og lader sit forfjumskede smil falde over i en mere alvorlig mine: “Altså, selve grundkernen er Daniel og hans akustiske guitar. Han skriver teksterne, og han kommer tit med et oplæg. Så egentlig er det ret spartansk. Men når musikken går så langsomt, som det er tilfældet, så bliver det intet problem at finde plads til de mange instrumenter.

Lazarus
Lazarus er titlen på The Violet Hours kommende plade, og man behøver ikke at være særlig belæst for at ane, at der gemmer sig en reference heri. Man kan godt mærke på bandet, at de savner Daniel Rastén, når spørgsmålene begynder at falde på de tekstlige elementer.
Daniel henviser altid til, at det er postmodernistisk,” fortæller Jonas Jensen. “Historien om Lazarus omhandler jo manden, der får en chance til for at begå sig i denne verden.” Jonas Jensen læner sig påny tilbage i sofaen som for at indikere, at nu har han taget sin tørn med at svare på tekst-relaterede spørgsmål. ” Man kan bare høre vores plade i stedet for at læse den skide bog,” griner Jan Petersen og fejer samtidig en oversmurt bibelsk forståelse af vejen.
På frontcoveret af Lazarus kan man se et fotografi af et smadret spejl, en symbolik der næppe lader sig misforstå. De øvrige to kigger på Simon Rastén, som elegant opsummerer: “Med titlen in mente skal det fortælle, at man godt kan komme videre, selv om noget er gået i stykker.
Drengene fra The Violet Hour er bredt ud enige om, at det tekstlige univers er vigtigt, og der er hos dem tydeligvis en forsigtighed over for tekster, man ikke selv har skrevet. De mener, at der hviler et personligt islæt i sangtekster, hvorfor det naturligvis bør være ham, der skriver teksten, som også synger den, for hvem ved bedre end han, hvad det handler om. Måske er det også derfor, at bandet er ret forbeholdent over for at skulle udtale sig om en anden mands udtryk. Men på det generelle plan kan de alle være med.
Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at sangene skal have gode tekster, også fordi vores musik lægger op til hele den tradition,” siger Jonas Jensen. “Det med teksterne er Daniels eksklusive domæne.” Simon Rastén fortsætter tankegangen: “Hvis vi andre finder nogle akkorder, som går godt sammen, så begynder Daniel bare at synge og falde ind i en eller anden tekst, han har skrevet. Han skriver enormt meget, så han har altid et eller andet liggende.” “Vores funktion i bandet er at spille op til hans tekster – at lægge baggrundsmusik til, at prøve at formidle det videre,” konkluderer Jan Petersen.

Popmusikkens formkrav
Alle bands har ambitioner, men ambitionsgraden er selvsagt forskellig fra band til band. I tilfældet The Violet Hour vil man ikke underlægge sig popmusikkens formkrav og derved gå på kompromis. Holdningen er klar fra Jan Petersens side:
Jeg synes ikke, at popmusik har været synderlig interessant siden 80’erne. Et fint popnummer kan man altid lide, men efter at have hørt det bare to gange, så er man allerede træt af det. Bare spørg The Voice om det; de bytter jo det ud efter tre uger alligevel. For os går det ud på at spille interessant musik, og jeg tror, vi er enige om, at popmusik ikke lige er vores ende af skalaen.
Størstedelen af The Violet Hours sange placerer sig på den, med radioindustriens synspunkt, forkerte side af de tre minutter varighed.
Hvis vi nu spillede i samme tempo, som sangene på The Voice kører, så ville vi faktisk holde os under to minutter. Men vi spiller jo langsomme sange, så sangene har en tendens til at blive det længere,” fortæller Simon Rastén.
Det er da også rart at have noget, man kan dvæle ved,” fortsætter Jonas Jensen. “Folk render jo rundt med stress, og vi lever i en forjaget tid. Og det må vi være nogle, der tager konsekvensen af. Vi spiller jo ikke denne retrorock, hvor der er fut på, og hvor teksterne ikke er så dybe, men hvor alting bare handler om at have det sjovt. Selvfølgelig handler det også om at have det sjovt, men det handler også om at slappe lidt af og nyde turen.

Interviewet synes konstant at dreje sig omkring genren, som bandet bevæger sig inden for, samt sangenes rolige tempo og eftertænksomhed. Det ligger usagt i luften, men vi vender konstant tilbage dertil. Så lad os dog gribe emnet fat om halsen og høre, hvor bandet selv synes, de hører hjemme på den danske undergrundsscene.
Det, jeg godt kan lide ved vores band, er, at jeg aldrig har hørt noget lignende. Og det er jeg egentlig glad for,” lyder det selvsikkert fra Jan Petersen. “Vi har ikke forsøgt at ramme en bestemt målgruppe på den danske indiescene. Når vi har været ude at spille, har der været folk på 50 år, som har syntes, at det har været helt vildt fedt. Og for mig er det sgu’ ikke vigtigt, om det er folk, der sidder og læser Undertoner hver dag, eller om de læser National Geographic. Hvis bare de kan lide pladen, så er det fint nok.
Drengene fra bandet er ganske spændt på, hvordan pressen modtager pladen. Således udtrykker Simon Rastén det, og Jan Petersen nikker ivrigt: “Det er en plade, der kan blive bedømt lige fra det dårlige til det gode. Det er måske også meget godt; så har man lavet en plade, der stikker ud. Man ved jo aldrig, om gode, gamle Steffen Jungersen er klar på det her. Fra Iron Maiden til The Violet Hour – der er alligevel et stykke vej, ikke?” griner han.

The Violet Hours fremtidige planer, efter Lazarus er smidt på gaden, er turen ud på landevejene. “Vi er, for at citere Povl Dissing, bare nogle tossede spillemænd, der spiller for enhver. Vi vil bare gerne og at spille så meget som muligt,” siger Jonas Jensen.

Læs også Undertoners anmeldelse af The Violet Hour: Lazarus

Leave a Reply