Hvad der lige foregik i hovederne på Winfred E. Eye, da de besluttede sig for at lave denne cd, er ikke godt at vide. Bizar er den i hvert fald. Skramlet country-blues og en forsanger der lyder som en blanding af Tom Waits og Marianne Faithfull. Til gengæld er den fandeme god.
Bedst er de afdæmpede numre “Grey Ghosts”, “Grandpa’s Work” og “Addicted to Pain”. Derudover er den klassiske blues “Champ the Phantom” og den instrumentale “Lares Dust” også værd at nævne. Der er tale om et spinkelt og simpelt udtryk med guitaren som den primære drivkraft og underlægning for den altså særdeles bemærkelsesværdige vokal. Regulære trommer er lidt af en mangelvare, eftersom der oftest er tale om forskellige former for percussion, men i forhold til konteksten virker valget faktisk logisk. Vigtigst er det dog, at albummet i den grad virker helstøbt og vel gennemtænkt, hvilket ellers forekommer at være lidt af en sjældenhed nu om stunder.
Jeg vil tro, at Tom Waits’ tilhængere vil synes, at denne udgivelse er noget nær fantastisk, så jeg vil gerne lige pointere, at den på et punkt adskiller sig fra ikonets. Lyrisk set er den nemlig lidt mere opfindsom og i øvrigt knap så åbenlyst beatnik-inspireret (og det er jeg nødt til at understrege, eftersom jeg i mine unge dage har drukket massive mængder af øl, mens jeg gjorde en ven opmærksom på, at Tom Waits var ualmindelig plat og træls. Han forklarede så til gengæld, at The Smiths var kedsommeligt, og at Morrissey mere eller mindre konstant sang falsk, men det er jo en anden historie). Et par eksempler er vel på sin plads: »Vacation’s what we want / Vacation’s what you wish / Your spirits are grey ghosts« eller »And you can still move all your fingers / But cognitively you’ve smoked it all away« efterfulgt af »Maybe you’re sick because you’re supposed to be / Before you die.«
»Cognitively« er sådan et ord, som man temmelig sjældent finder i rocklyrik og da specielt ikke i en lettere ironisk og pudsig lille ode til den bedstefar, som bandet i øvrigt er opkaldt efter. Samtidig indeholder teksterne enkelte reelt morsomme passager, der oven i købet er fint afstemt med den stemningsfyldte musik.
Og så ikke så meget mere. Alene uforbeholden ros: “Oakland’s bearded bad boys”, som bandet tilsyneladende ynder at kalde sig selv, er i høj grad et bekendtskab værd.
