The Bigger Lovers er et amerikansk indierock-band, der spiller en fin blanding af 80’er-rockbands som Hüsker Dü og The Replacements og 90’er-bands som The Lemonheads og The Posies. Det gør de meget overbevisende, og det er med et charmerende glimt i øjet. De fleste af sangene på deres nye skive, This Affair Never Happened … And Here Are 11 Songs About It, er særdeles catchy rocksange, og dem kan man vel ikke få nok af? De er bestemt ikke influerede af diverse nymodens The-bands, men ligger i slipstrømmen af en mere tidløs rocklyd, som dog havde sin storhedstid i midten af 90’erne. Det er bandets tredje album, og der er ikke noget nyt under solen. Stilen er lagt, og den fortsætter de, hvilket man bestemt ikke kan indvende noget imod.
Albummet starter med den uimodståelige “You (You, You)”, der simpelthen ikke er til at ryste af sig. Det er klassisk instrumenteret med guitar, trommer og bas, så det er bestemt ikke revolutionerende, men det er en af den slags sange, som man inderligt håber på bliver et velfortjent hit. Det gør den højst sandsynligt ikke, og hvad det skyldes, kan jeg ikke svare på. Sangen minder for så vidt om de perfekt skårede sange, som The Posies diskede op med; et band, der heller aldrig nåede videre end til et indviet publikum. I en bedre verden var det blevet et kæmpe-hit. Det samme gælder for “I Resign”, der følger op. Lige så iørefaldende, lige så klassisk og lige så perfekt. Ganske enkelt en rigtig god start. Den høje standard formår bandet dog ikke helt at holde, men der er mange fine sange alligevel.
“Blowtorch” formår på forunderlig vis at blande en mudret tyggegummi-punk sammen med Beach Boys-lignende vokalharmonier – uden det dog er så fremtrædende – og at dette sammensurium fungerer, beviser det potentiale, som The Bigger Lovers besidder. “Ninja Suit” er mere stille og en fin afveksling oven på en start med masser af tryk i guitar-pedalen. Den hæver sig dog ikke rigtigt over det generelle niveau på pladen og kommer til at fremstå anonym, hvilket også kan siges om “You Don’t Feel Anything”, der godt nok ligger i den anden ende af skalaen. Det er nemlig en larmende rocksag med støj og en ret forvrænget stemme. Den adskiller sig meget fra de fleste sange, og selv om adspredelsen er fin nok i sig selv, virker sangen lidt malplaceret. En anden sang, der skiller sig ud – dog på en mere positiv måde – er “No Heroics”. Denne nøgne og inderlige sang er betydelig mere dyster end den generelle stemning på albummet, og det klæder gruppen. Den smukke ringende guitar er dybfølt og flot.
Den strålende melodi, som næsten alle numrene rummer, kommer bedst til udtryk i den glimrende “Slice of Life”. Fantastiske trommer og håndklap er med til at forstærke denne 60’er-inspirerede popsangs store charme. Det vel nok bedste nummer på albummet er det gennemførte “Pell It Away”. Sangen har også en fin 60’er-lyd, der f.eks. er tydelig i rumklangen på western-guitaren. “Hollywood” kunne have været det perfekte afslutningsnummer på dette smukke og afvekslende album, der får min anbefaling. Det sidste nummer er “For Christ’s Sake”, der har både juleklokker og tamburin. Mere underfundigt end godt.
Du kan roligt investere i The Bigger Lovers, hvis du har en svaghed for amerikansk indierock, og hvis du i særdeleshed synes, at scenen har stået i stampe de seneste par år. Bandet er, som skrevet, ikke et nyt skud på stammen, men de er noget af det bedste, du får lige nu.
