Plader

Ben Kweller: On My Way

Skrevet af Anders Mortensen

Kwellers nye album er en tætpakket affære fyldt med sange, der er dømt til at blive nynnet. Han har dog udeladt de store sensationer.

Ben Kweller er tilbage. Han blev et kendt ansigt inden for indierocken med sit fremragende album Sha Sha, der var tilgængeligt uden at lefle for den laveste fællesnævner. Og det må siges, at Kweller fortsætter i samme boldgade. Opfølgeren On My Way er en plade, som består af 11 ukomplicerede poprock-sange med mindeværdige omkvæd.

Det er tydeligt at mærke gennem hele pladen, at Kweller har fået tætte bekendtskaber med dele af den nye garagerock-bølge, og han har da også allieret sig med produceren bag Kings of Leon på sin nye plade. Over halvdelen af sangene består af rå rock med et par stille momenter til at bløde tingene op.

Men de rockede sange er ikke alle sammen helt vellykkede. Bedst af disse er Hospital Bed, der starter med lyden af en pianobar i det gamle Vesten til i omkvædet at blive til overdådig powerpop om to elskende, der springer ud af vinduet for at stikke af. Det er ét af de numre, som man bliver i skønt humør af på grund af Kwellers eminente blanding af det fjollede og det smukke. På den måde minder han meget om den tidligere Moldy Peaches-frontmand, Adam Green, som også har en humoristisk indgangsvinkel til sine sange.

Down er endnu en fremragende rocksang, der virkelig får Kweller til at bryde ud i rock’n’roll-fryd i slutning, og The Rules er en god blues-stomper, hvori Kweller beder sin pige om at fortælle ham reglerne, blot så han kan bryde dem. Ja sgu’!

Men undgå for alt i verden Ann Disaster. Det er et godt eksempel på, at Ben Kweller skal overlade nogle ting til andre. En kedelig garagerocker med et sløvt tempo, og Kweller giver ordet uoverbevisende nye højder med den forsøgt aggressive sætning: “I know what you want / You want a piece of me.” Så siger vi det, Ben.

I den mere poppede ende af skalaen er der også godt at hente. My Apartment, en hyldest til hans lejlighed i New York, er ganske smuk poprock, som man kan vrikke fødderne til, mens Kwellers til tider lidt dovne stemme fortæller, at han godt kan lide at gemme sig.

Men Kweller har også stor sans for at lave meget inderlige sange, som man kan få knuder i maven af at høre. On My Way og Living Life er to sange af denne slags. Den første er typisk singer/songwriter, hvor Kweller, kun i selskab med sin akustiske guitar, bl.a. fortæller om en mand, som han har tænkt sig at dræbe med japansk karate. Men sangen er alt andet end aggressiv; derimod er den vældig smuk. Den anden sang er Kweller i et pludseligt angreb af Elton John-syndrom. Ja, jeg ved, at der er nogen, der lukker af her, men det er altså en fin lille melodi.

Men Kweller bliver ikke bedre på hele albummet end med den aldeles fremragende Hear Me out. Her formår han at blande den simple popsang med en god omgang Dylan-mundharmonika, og man har et styks perfekt melodi til sommeraften med bål og venner.

Hvis bare hele pladen var sådan. For selv om On My Way er en fornøjelse, så er det en kort fornøjelse. Det er ikke sange, der umiddelbart vokser på undertegnede. Tværtimod bliver man lidt træt af dem i længden. Kweller kan skrue nogle gode syng-med omkvæd sammen, og den upolerede produktion vil tiltale mange fans af New Yorks nuværende musikscene, men albummet virker desværre bare som ’endnu et album’. Det er der egentlig heller ikke noget galt i, men Kweller har talent nok til at gøre det meget bedre. Og det er måske det, titlen betyder. Han er helt sikkert på vej, men han har ikke nået sit mål.

★★★½☆☆

Leave a Reply