Plader

V/A: Constellation Music Until Now – 1997-2001

Constellation Records imponerer med en yderst sammenhængende og alligevel yderst varieret opsamling, der beviser, at selskabet i sandhed har andet og mere at byde på end Godspeed You Black Emperor!.

Man kommer vidt omkring på opsamlingen Constellation Music Until Now 1997-2001, der markerer fem år med udgivelser fra det hemmelighedsfulde canadiske label Constellation Records. Pladeselskabet huser 11 orkestre, hvoraf det vel nok mest populære, Godspeed Your Black Emperor! dog kun udgiver vinylplader gennem Constellation, mens deres cd’er udsendes gennem Kranky. De resterende 10 grupper, der alle er at finde på Constellation Music Until Now er, på trods at mange af medlemmerne er med i mange af de andre Constellation-bands, et meget varieret selskab.

Åbningsnummeret af A Silver Mt. Zion, 13 Angels Standing Guard ‘Round the Side of Your Bed er det nummer på opsamlingen, der ligger sig tættest op af GYBE!’s lydunivers, hvilket er logisk nok, da halvdelen af medlemmerne kommer fra selv samme orkester. Ved første lyt virker det syv minutter og 19 sekunder lange instrumentalnummer forholdsvis enkelt, men ved hver gennemlytning træder flere og flere detaljer frem på lydtapetet, der er dystert, men samtidig utrolig smukt.

Før jeg købte denne opsamling, troede jeg, at al musik, der blev udgivet på Constellation, var instrumental – Frankie Sparos nummer Here Comes the Future er et dejligt bevis på, at jeg tog fejl. For selv om der stadig bliver lagt meget vægt på instrumenterne og arrangementet, er det stemmen og teksten, der gør nummeret til den lille perle, det er. Pent hedder Re:s bidrag til pladen. Et nummer der består af eksperimenterende samples, knitrende beats og nogle guitarudladninger, der mest af alt minder mig om lyden af et elektrisk stød. Som sagt er pladen meget varieret, og der er virkelig ingen af numrene, der lyder bare en smule ens. Exhausts jazzede Metro Mile-End er endnu et bevis på, at musikken på Constellation Music Until Now har dét, der er så hårdt tiltrængt i den musik, der ligger på toppen af Danmarks hitlister i dag: originalitet og vovemod. Lysten til at lave den musik, man har lyst til, uden at tænke på salgstal og image.

Et af pladens mange højdepunkter er Powered by Steam af HangedUp, endnu et instrumentalnummer. En af de ting, der tit irriterer mig ved instrumentalmusik, er trommerne (ikke at forveksle med elektroniske beats). De har en tildens til at lyde larmende og malplacerede i forhold til de øvrige instrumenter. Det er dog et problem HangedUp styrer let og elegant udenom. I Powered by Steam virker det, som om sangen er bygget op omkring trommerne og ikke omvendt, hvilket giver sangen en helt unik lyd, jeg ikke har hørt magen til.

Lige som man tror, man ved, hvor opsamlingen skal til at bevæge sig hen, kommer Sofas punk-inspirerede nummer Monotone. På samme måde bliver man igen snydt i de to efterfølgende numre, Fly Pan Ams guitardrevne Et Aussi L’éclairage de Plastique au Centre de Tout ces Compartiments Latéraux og 1-Speed Bikes Seattle/Washington/Prague/00/68 Chicago/Nixon/Reagan/Circle Fighting Machine, der endnu en gang peger helt nye steder hen.

Sackville står for pladens mest ordinære, men på ingen måde kedelige, nummer, 4-Alarm Fire. Endnu et nummer med vokal, og også her er det den melankolske vokal og ditto tekst, der rykker nummeret op i en anden klasse. Det melankolske instrumentale afslutningsnummer The Landlord Is Dead af Do Make Say Think er også helt i top og runder smukt pladen af i bedste stil.

Constellation Music Until Now 1997-2001 er en suværen opsamling. Næsten alle numrene er værd at fremhæve, og selv om mange af Constellations bands’ numre flyder over i hinanden og går op i en højere enhed på de enkelte plader, virker denne opsamling på intet tidspunkt usammenhængende. Oveni de musikalske godter kommer opsamlingens lækre indpakning. Og det bedste af det hele: Den koster kun 70 kr.

★★★★★☆

Leave a Reply