Efter Quietness, den selvudgivne 12 sangs-debut fra 2002, har Jacob Faurholt været en produktiv mand. Siden har den danske singer/songwriter indspillet og udgivet ep’en Black Building, albummet Jacob Faurholt and Sweetie Pie Wilbur, der blev indspillet sammen med duoen Sweet Pie Willbur, i februar i år blev der udgivet endnu en ep, Turn the Lights On, så denne tredje ep er altså det femte udspil på blot tre år. Og når dette udspil tilmed fungerer som en slags forløber for Jacob Faurholts første officielle udgivelse, der kommer senere på året, er det ikke en overdrivelse at kalde Jacob Faurholt for en meget produktiv herre.
De mange udgivelser til trods har Jacob Faurholt dog ikke bevæget sig langt i forhold til de 12 sange, der udgjorde Quietness. Heller ikke med Having Fun vinder han afgørende nyt musikalsk territorium. Det har altid været i skumringen, det lille øjeblik udspændt mellem dag og nat, lys og mørke, at Jacob Faurholt har befundet sig. Med tyste, simple og ofte direkte barnagtige, skitse-lignende sange skriver Faurholt musik til døgnets stille timer.
På Jacob Faurholt and Sweetie Pie Wilbur introducerede Jacob Faurholt i samarbejdet med Sweet Pie Wilbur lytteren til en ny dimension af sit udtryk. Selv er Faurholts vokal uskolet og hverdagsrusten, men på Jacob Faurholt and Sweetie Pie Wilbur gav Trine Omøs lyse og klare vokal formidabelt modspil til Faurholts til tider falske, men altid intime og personlige sang. På Having Fun medvirker Trine Omø også, og igen tilfører hun en næsten magisk og fortryllende stemning til det spartanske og minimalistiske guitarspil.
Denne tredje ep er lige som Faurholts tidligere arbejde præget af meget simple sange. Ofte består lydbilledet ikke af andet end Faurholts vokal og hans minimalistiske, grænsende til det fraværende, guitarspil. Nogle få akkorder klimpret på en guitar er dog ikke altid nok til at udfylde lydbilledet og hylde lytteren fanget. Faurholt forsøger sig i “Sweet Girl” og “Finest of Moments” med en hjemmelavet rytmesektion, der efter lyden at dømme består af et tomt syltetøjsglas.
Men dette er simpelthen ikke nok. Hvis Faurholt vil fastholde sin færd i den amerikanske americana-tradition, skal der nogle bedre sange på bordet, før han kan fange lytteren for alvor. Stærkere sange eller et lydbillede fyldt med mange flere detaljer, end tilfældet er på denne ep.
Kritiske sjæle vil mene, at Jacob Faurholts mange og hyppige udgivelser er udtryk for manglende selvkritik. At Jacob Faurholt skulle udgive lidt færre cd’er med lidt bedre sange. Having Fun er dog slet ikke en så dårlig udgivelse igen. Det er stadigvæk tungsindet, melankolien og den ulykkelige, naive kærlighed, der er drivkraften bag musikken, og Jacob Faurholt undgår prætentiøst føleri og finder fint ind til følelsernes kerne. Bedst er den skønne samklang, der i “Finest of Moments” opstår mellem Trine Omø, Jesper Merlit (eks-Yellowish) og Jacob Faurholt. Nu mangler der bare et udspil, hvor sangene forlader skitsestadiet og bliver til de små perler, som de har potentialet til.
