Plader

Pixel: Display

Skrevet af Mikkel Arre

Sine steder lyder danske Pixel som ingen andre på clicks’n’cuts-scenen. Andre steder nøjes han med halvvejs at gentage Poles minimal-dub, men han gør det så dygtigt og behageligt, at man ikke for alvor tænker på at beklage sig.

Jon Egeskov er konservatorie-uddannet saxofonist, men messingklangene er forment adgang til Pixel-universet. Til gengæld skinner Egeskovs avancerede forståelse for rytmik tydeligt igennem fra første øjeblik.

“Scrapple from the Apple” er mere end 10 minutter langt – og mindre ville næppe kunne gøre det. Et flimrende, klikkende beat kastes frem og tilbage mellem højtalerne. Det filtres sammen med små portioner af statisk knitren, bliver til nye rytmespor, der kører side om side med andre – og opløses med lige så stor lethed. Der er ingen melodi-stumper hér – alt er knust til den mindst mulige størrelse: klik, knas, knitren.

Pixel bygger “Scrapple from the Apple” op ved hjælp af et væld af sitrende rytme-loops, der kun kører få sekunder, før de ændres en lille smule: Et enkelt klik fjernes, et andet synkoperes. Sådan bliver nummeret langsomt, men sikkert mere og mere pågående selv om alt stadig væk består af findelt kradsende skratten. Hér adskiller Pixel sig fra mange andre clicks’n’cuts-kunstnere; lag-på-lag-opbygninger afvises til fordel for glidende overgange.

Det pågående element genfindes i “Hardcore”, hvor beat-stumperne – faktisk ikke ulig programmeringerne i “Scrapple from the Apple” – er pakket og klemt så meget sammen, at de virker som skudsalver. Små støj-fragmenter fjedrer på tværs af lydbilledet, mens beatet dundrer ud mod lytteren. Også “Hardcore” er umanerligt omhyggeligt programmeret, men bliver alligevel aldrig kedeligt eller kontrolfikseret. Egeskov er dygtig til at få sine forskellige komplekse rytme-skabeloner til at passe nydeligt sammen, så de, når de smelter sammen, pludselig skaber nye, lige så udfordrende rytmer.

Det er svært at komme i tanke om andre clicks’n’cuts-artister, der lyder præcis som Pixel på de to ovenfor nævnte, stærkt egenartede numre. Hans insisteren på at gøre genren til andet og mere end monotone mønstre af ubevægelige 1/4-, 1/8- og 1/16-dele er dejligt forfriskende.

Resten af pladen er knap så unikt opbygget, men selv om et nummer som “Auslaufrille 2” lyder meget som både Pole og System, er det – ligesom det på én gang kølige og ildevarslende “Dream” – et godt pusterum midt i den kompromisløse klikken og knitren. “Auslaufrille 2” demonstrerer tilmed, at Jon Egeskov formår at håndtere tre sideløbende melodilinjer, hvoraf den ene sønderklippes og rekonstrueres gnidningsfrit, mens lytteren roligt vugges af en dyb, dulmende basgang.

Display vil ikke skaffe clicks’n’cuts-genren mange nye fans. Dertil er den lidt for lidt imødekommende og indadvendt, når den bliver mest egenartet. Men hvis man i forvejen er begejstret for klikken og knitren, er Pixel klart værd at lytte nærmere til. Hvis man gerne vil indlemmes i genrens (til tider knastørre) mysterier, er Mille Plateuax-opsamlingen Clicks & Cuts vol. 2 et godt sted at starte.

★★★★½☆

Leave a Reply