Nogle bands har det med at gøre det svært for sig selv. Der er mange måder at sætte hindringer op for gennembruddet: Man kan bosætte sig med flere tusinde kilometers afstand mellem bandmedlemmerne, man kan spille timelange psykedeliske numre, man kan udgive sin musik i bittesmå oplag…
Division Day har heller ikke gjort det helt nemt for sig selv. Til at starte med nægtede de fire medlemmer, Seb, Kevin, Rohner og Ryan, at oplyse deres efternavne eller hvilket instrument, de hver især spiller. Når de spillede koncerter, gjorde de sig sjældent i at reklamere eller bare offentliggøre, hvor og hvornår det foregik. Og deres selvudgivne første ep, 4 song EP, har været umulig at få fat i, selv for naboerne i det solbeskinnede sydlige Californien.
Med denne anden rå, The Mean Way In, er der dog sket et skift. De fire medlemmer, Seb Bailey (bas og guitar), Kevin Lenhart (trommer), Rohner Segnitz (sang og keyboard) og Ryan Wilson (guitar), er nu ikke blege for at oplyse både fulde navn og instrument. The Mean Way In er desuden blevet udgivet på selskabet Undetected Plagiarism, der har specialiseret sig i spektakulær og underspillet californisk indiepop. Denne seks sange lange ep indeholder intet mindre end tre sange, der ville være selvskrevne radiohits i en perfekt verden.
Allerede fra den markante, let hoppende basgang og den up-tempo lilletromme i begyndelsen af “Bad Black Moon” har Division Day stikket hjemme. Åbneren er en fremadskuende og optimistisk sang, der skaber vellyd og velfølelse. Fremmedgørelsen og det omgivende kaossamfund er aldrig langt væk. De gemmer sig i hvert riv i guitaren og kommer i noget, der ligner udbrud, i b-stykkerne. Hele tiden overvinder den krakelerende optimisme dog den bidende virkelighed, og her kan man finde pusterum.
Du går gennem byen med høretelefoner på. Lader menneskeheden passere forbi i sin fortravlede hverdag og endeløse jagt efter egen identitet som forbruger. Selv har du meldt sig ud af denne forjagede verden. Med høretelefonerne på er du lukket inde i dig selv og musikken og behøver ikke snakke med nogen, ikke tage aktivt del i den verden, der udspiller sig for dine øjne. Livsbekræftende og livsfornægtende – sådan er både stemningen i denne ageren og i alle sangene på The Mean Way In.
Både “Bad Black Moon”, “There Is No Telling” og “Leveler” ender i kategorien af oversete hits, og “Hello” er alene et lille mirakel. Division Day er virkelig popsmede med helt usædvanlige evner.
Desværre sidder man tilbage med et større spørgsmål: Hvorfor holder de igen? Hvis de bare havde trykket lidt mindre på bremsen og lidt mere på speederen, havde numrene fået lige præcis det drive, der havde gjort denne ep til et mesterværk.
Sangene er dog stadig gode i de versioner, der er at finde herpå. Leder man efter et afløb for sin frustration og vrede, må man søge andetsteds hen, men søger man let og flyvende pop med både mening og relevans, er Division Day et fint bud på et godt venskab.
