Song With No Words er en slags snydeplade i samme kategori som Baby Woodroses nyligt udkomne Dropout! i den forstand, at der kun ligger to af Sweatmasters egne numre på pladen, mens de resterende seks er genindspilninger af numre med de finske oktan 98-rockeres idoler. Der er altså ikke tale om en egentlig opfølger til den energiske og højspændte Sharp Cut fra sidste år. Hverken koncept- eller kvalitetsmæssigt, desværre.
Titelnummeret er en soulfuld rock’n’roll-sang i Sweatmasters karakteristiske staccato-stil krydret med et catchy juhu-kor. Det er et fint nummer, der nærmest lyder som tango – sådan er det også blevet markedsført af bandets selskab Bad Afro. Men det er alligevel ikke en særligt overraskende sang. Stykkerne er for forudsigelige til at være rigtig spændende, og det lyder, som om Sweatmaster har dovnet eller skyndt sig for meget.
Det samme kan man sige om “Dirty Little Things”, der er det andet nummer på pladen, som Sweatmaster selv har skrevet. Gruppens egne kompositioner er med andre ord ikke noget, der ligefrem får én til at drikke fem flasker papvin, ryge 80 grønne Cecil og fræse ud ad landevejen på sin Puch Maxi, sådan som man kunne have håbet. Derfor sættes der lid til de seks kopinumre, som følger efter.
Kopinumrene er en blandet landhandel, og det virker umiddelbart ret friskt – for straks efter at blive fladt. Ved siden af en række klassiske punk- og psych-numre er der to overraskelser, nemlig kopinumre af The Modern Lovers og Money Mark – Beastie Boys’ keyboardspiller Mark Ramos-Nishitas soloprojekt. Det er såvel godt som skidt, at Sweatmaster har valgt de overraskende numre. Det er naturligvis dejligt, at man bliver overrasket, men der er også visse problemer forbundet med at forvandle alt til højspændingsrock. Nogen vil måske mene, at netop denne kompromisløse rock’n’rollificering er charmen ved et udspil som Song With No Words.
Men når Sweatmaster kopierer Modern Lovers’ “She Cracked”, lyder det ærlig talt ikke særligt ophidsende. Jonathan Richmans slidte guitarspil og snøvlende stemme er væk, men der er ikke tilført noget i stedet, som kunne gøre sangen spændende. Det samme er tilfældet med den langsomme kopi af Money Marks “Rock in the Rain”, der bestemt ikke er særlig nævneværdig. Problemet er lidt det samme som med Sweatmasters egne numre: Det hele lyder ret ugennemarbejdet, fladt og uopfindsomt.
Misfits-, Wipers- og Minor Threat-kopinumrene virker bedre, fordi sangene i forvejen er højspændte punknumre. Men man sidder stadig med lidt den samme følelse af, at der ikke rigtig er arbejdet med sagerne, og at det ville være bedre at anskaffe sig originalversionerne. Pladens klart stærkeste nummer er kopiversionen af Music Machines “Talk Talk”. I hænderne på Sweatmaster er denne psych-klassiker blevet forvandlet til et energisk staccato-angreb med masser af fuzzguitar, liderlige støn og en hidsig tamburin. Det er virkelig et godt nummer. Men ét lyspunkt er næppe nok til at løfte hele udspillet.
Song With No Words er en tilpas hyggelig plade at lytte til, fordi Sweatmaster spiller en række klassikere (den har med andre ord ikke samme arkæologiske dimension som Baby Woodroses Dropout!, hvor man kan blive inspireret til nye pladekøb). Men mest af alt lyder den som en lidt flad eftermiddagsforestilling, som skal dæmpe utålmodigheden indtil gruppens næste rigtige udspil.
