Denne opfindsomhed kan man kun blive imponeret over, og uden at det dog skal tages bogstaveligt, er det svært ikke at drage paralleller til den amerikanske hybrid Beck. For Simon Gylden formår, ligesom Beck, at forene det eksperimenterende med en umiddelbarhed, der både er fængende og original.
Copenhagen White Boy Sound: The Candy Apple Album er en samling skæve og utilpassede melodier, der er sat sammen af akustiske og elektroniske skitser, som umiddelbart ikke kan sættes i bås. Der er pop, skramlet folk, punk, folk og instrumental weirdness, alt sammen spillet og produceret af Gylden selv, assisteret af medguitarist og bassist Nikolaj Bune.
Dette albumprojekt er delvist et soundtrack til Christoffer Guldbrandsens kommende DR-dokumentar om Christiania, og det kan høres i de 16 numre, der til tider går lidt i selvsving. Specielt de instrumentale numre lider under manglen på de tv-billeder, som kobles til musikken, og man har svært ved at skabe en mental bro og forståelse for indspilningerne.
Men pladen indeholder også nogle meget appellerende og ekstremt originale sange, der åbner sig og viser, at Simon Gylden er en usleben diamant/hybrid i den danske musikundergrund, der for alvor er ved at blomstre op. Gyldens omformning af country, folk og pop bør være det trademark, som får den store verden uden for Danmark til at spidse ører og tage imod.
Hele denne cocktail skubbes i gang af Old Fool, der er en søvnig og klaustrofobisk skævdrejet countryballade, der slår på kærlighedssømmet og de fortabte følelser: “Finding the stuff / Close to your heart / Tearin’ it up / Smells like a fart.” Det er henrivende, ærligt og skævt.
Det følges op af en næsten Hanson’sk Umm Bop-hybrid af et nummer. Poppet og opløftet flyver Popsong 9 ind i en ironisk salve af observationer: “George Bush / W Bush / All the bush I want to know about is / The bush on the beach.” Denne kombination af fordybelse, alvor og gas er så tilpas kæk, at man lader sig flyde med.
Der er klar Beck-attitude i næste skæring Stupid Two Bit Town, der med sine scratch, forvrængede vokal og firkantede trommer ikke ligger langt fra den amerikanske multimand. Sangen er en meget personlig Christiania-sang, der suverænt blander instrumenter med elektronik.
Valley High, Mountain Low er smuk og dragende i sit akustiske udtryk og milde vokal, der ikke har fået samme tur gennem elektronikcentrifugen som de fleste andre numre på pladen. “In the afternoon / Riding around on your big black broom / There’s such an aftergloom / In your little room.” Smukt og intenst digtet.
Som før omtalt mangler der de levende billeder visse steder, og pladen taber desværre lidt af pusten – specielt de afsluttende to numre Ê-NEXTACHLOË og Kanoodle Brains, der elektronisk sovses ind i eksperimentering og weirdness. Tilmed får man et ordentligt slag i mellemgulvet af den Mickey Mouse-agtige vokal, der afslutter pladen. Det kan godt være, at det er sjovt, men det bliver useriøst og ligegyldigt, når det sidestilles med pladens øvrige numre.
Simon Gylden er en fantastisk gave for dansk musik. En charmerende, skæv, original og eksperimenterende musiker, der med Copenhagen White Boy Sound: The Candy Apple Album udvider musikbegrebet i Danmark. Der er store forventninger til de levende billeder, når DR søsætter sin dokumentar. Lydsporet er i hvert fald af gedigen kvalitet.
