Engang imellem kan man føle sig fristet til at stille flabede spørgsmål til etablerede musikere såsom: Hvorfor fatter folk ikke, at de skal stoppe, mens legen er god? Men i andre situationer er spørgsmålet komplet irrelevant. Eksempelvis når man lytter til David Thomas & Two Pale Boys’ seneste plade. Her kan man ikke andet end at lade sig overvælde af, hvor friskt, udforskende og dejligt det hele er, på trods af at David Thomas snart er en gammel mand med en karriere på mere end 30 år og et utal af udgivelser bag sig.
18 Monkeys on a Dead Man’s Chest er David Thomas’ tredje studiealbum med Two Pale Boys. Bandet kan vel nærmest betegnes som en slags folkgruppe med en samling af gammeldags instrumenter: harmonika, sækkepibe, guitar, violin og trompet.
Men instrumenterne lyder nu ikke gamle. For det første spiller bandet helt uortodokst, og for det andet bruger de så mange effekter, at det ville være noget af en tilsnigelse uden videre at kalde 18 Monkeys on a Dead Man’s Chest for en folkplade. Som det står skrevet på bandets hjemmeside: “David Thomas and Two Pale Boys is avant-garde traditional folk music from the future performed with post-dance technology.”
Guitaren lyder som alt fra klokkespil til saxofon, mens trompeten det ene øjeblik lyder som en elguitar for straks efter at lyde som en knirkende dør eller et hammondorgel. Der er rodet godt og grundigt rundt i lydene, og det er meget betagende at lytte til. Og så er det hele selvfølgelig bundet sammen af David Thomas’ karakteristiske pibende stemme.
På den ene side er pladen en udflippet og strukturnedbrydende suppe af forskellige udefinérbare lyde og melodier. Men samtidig – og det er netop det, som alle dage har gjort Pere Ubu til et i særklasse godt avantgarde-rockband – hænger det hele sammen i en nærmest traditionel sangskrivningsform.
De fleste af numrene på 18 Monkeys on a Dead Man’s Chest er melankolske folkesange. “Habeas Corpus” er f.eks. en psykedelisk ballade, hvor guitaren lyder som et 1700-tals cembalo, mens “Brunswick Parking Lot” er en nedtrykt og ildevarslende sang, hvor Thomas spiller harmonika og synger en sørgelig tekst, der bliver afløst af en rigtig dejlig trompetsolo.
Der er på intet tidspunkt trommer eller bas, men alligevel har David Thomas & Two Pale Boys ikke problemer med at lave energiske uptempo-numre. I den forbindelse kan man fremhæve “Numbers Man”, der lyder som noget i retning af Thurston Moore med lungerne fulde af helium og en ekstra flippet jamaicansk dub-lydtekniker bag mixerpulten.
På sine bedste steder, som for eksempel det fremragende afslutningsnummer “Prepare for the End”, kan 18 Monkeys on a Dead Man’s Chest godt minde lidt om afdæmpede Pere Ubu-klassikere som Goodbye, selv om David Thomas nok er mere straight og folkemusikagtig, end han var i gamle dage. Det fine ved pladen er, at der bliver skabt en spænding mellem det folkagtige og melankolske og det udknaldede og grænsesøgende. Musikken får hverken lov til at blive plat og kedelig eller diffus og ligegyldig.
18 Monkeys on a Dead Man’s Chest kan næppe kaldes et grænsebrydende mesterværk. Men det er en virkelig god plade. Numrene er betagende og uortodokse, og man kan glæde sig over, at David Thomas har formået at lave udfordrende og medrivende musik i over 30 år og dække stort set alle genrer uden at forfalde til nostalgiske overgangsalder-klichéer og helt afgjort uden at falde i søvn.
