For Against må påstås at være veteraner på den amerikanske indie-scene, da de har eksisteret siden starten af 80’erne, men de har dog kun udgivet seks albums – senest Coalesced fra 2002.
Echelons er egentlig ikke et nyt album. Det er For Againsts debutalbum og blev oprindeligt udgivet i 1987, men kun på vinyl, og albummet er først nu blevet tilgængelig på cd.
Albummet fik i 1987 en Grammy-nominering for Bruce Lichers coverdesign, og det kan sagtens forstås, da dette selv i det lille cd-format er ganske imponerende. Desværre er coveret også det eneste aspekt ved Echelons, der er imponerende.
Musikken indbyder ikke ligefrem til den slags superlativer. Snarere tværtimod. Det er ganske ordinær, Factory-inspireret 80’er-indierock, der klinger fra højtalerne. Joy Division-light, hvis tingene skal sættes på spidsen.
For Against er bestemt i stand til at skrue nogle velfungerende sange sammen. Både “Shine”, “Get On With It” og “Autocrat” er iørefaldende rocksange drevet frem af glimrende guitarriffs, men når nu Echelons efter sigende skulle være et meget vigtigt og indflydelsesrigt album, forventer man konstant, at en eller anden genial detalje træder frem i lydbilledet, eller at der i det mindste et eller andet sted vil åbenbare sig en smule personlighed. Det sker aldrig, og man står tilbage med et ganske gennemsnitligt album, der forhåbentlig ikke i den virkelige verden bliver anset for at være en vigtig udgivelse, da det siger mere om kvaliteten af musik i 80’erne generelt end om kvaliteten af dette album.
For Against er tydeligt inspirerede af The Cure og Joy Division og har muligvis også været en inspirationskilde for nyere bands som f.eks. Interpol. Men For Against blegner i sammenligning med disse bands. Ikke kun fordi Jeffrey Runnings er en yderst anonym vokalist, der tilsyneladende slet ikke er i stand til at variere sin stemmeføring og derfor slet ikke tåler sammenligning med så markante stemmer som Robert Smith, Ian Curtis eller Paul Banks, men også fordi For Againsts musik simpelthen mangler gennemslagskraft. Det kan måske ikke forventes, at lydbilledet på en 17 år gammel plade kan være lige så stærkt som på en nutidig udgivelse, men det kan ikke passe, at man som lytter skal finde sig i, at monotonien er en konstant følgesvend på Echelons, hvor næsten alle sange foregår i samme tempo, og hvor instrumenteringen lider af alvorlig mangel på opfindsomhed. Selv i 1987 fandtes der vist andre instrumenter end guitar, bas, trommer og keyboards – or so I’m told.
Echelons var måske en vigtig udgivelse i 1987, hvis man ikke kendte til The Cure eller Joy Division. Men 17 år senere, hvor de fleste i det alternative miljø kender disse to bands, og hvor verden tillige er blevet beriget med Interpol, virker albummet som en noget ligegyldig affære, og det kan derfor være vanskeligt at forstå, hvorfor en genudgivelse var nødvendig – ud over naturligvis at forsøge at tjene lidt lette penge på at udgive en plade, der lyder lidt som Interpol.
