Køkkenet oser og syder. Der er gang i gryderne, og de mange kokke giver hver især deres besyv med og tilfører retten lidt af deres helt eget krydderi. Det kommer der sjældent en særlig velsmagende ret ud af.
Lidt af samme problematik døjer Aaron Sinclair, også kendt fra The Lot Six, med. For et par år siden udgav han en glimrende soloplade under synonymet LaGuardia, men ændrede det et par år senere til Frank Smith og gjorde det til et musisk kollektiv, som i dag tæller seks medlemmer. Det er, som om der er kommet for mange forslag på bordet, og det har været svært at skære igennem. Man har villet for meget på Burn This House Down.
I pressematerialet til denne udgivelse drages mange paralleller til Gram Parson, der døde for 30 år siden og siden har været en slags kultfigur inden for den alternative countrymusik. Men hvor dette års helt store countryudgivelse fra canadiske Justin Rutledge, No Never Alone, kunne tåle sammenligningen, kan man ikke helt sige det samme om Frank Smith. Godt nok har vi fat i den alternative country, men der er mere ’spillemandssang’ over Frank Smith, end der er over Gram Parson, som havde meget mere kant i lyrikken og samtidig var tro mod countrygenren.
Den relativt korte udgivelse (på 33 minutter) begynder med nummeret Take All the Things, der åbner med lyden af en kørende bil, der efterfølgende overdøves af guitar, piano, tromme og mundharmonika. Umiddelbart en god energisk intro, men det hele sejler en smule ind i et dødvande, når Scott Toomeys vokal sætter ind. Der geares ned, og guitaren kører i vedvarende bevægelser uden antydning af fantasi og kreativitet. Forsanger Toomey synger “Lord, I’m almost gone,” og det har han så sandelig ret i! Nummeret bliver lidt underligt fjernt og ligegyldigt.
Bedre bliver det imidlertid i næste skæring In the Night. Sangen indledes som en let og luftig popsang, men efter et minuts tid ændres tempoet, og skæv folk/jazzpiano inkluderes i lydbilledet. Samtidig sænkes vokallejet, og den mistede interesse fra åbningsnummeret vender tilbage. Men man pirres desværre kun i perioder på Burn This House Down.
Pladens bedste numre er tredje og sjette skæring Keep Em Out og Misery, der begge er sløve og rolige numre, der synges klart og afslappet. Keep Em Out bygges langsomt op med velspillet guitar og ender med en energisk finale, hvor mundharmonikaen virkelig kommer til sin ret. Misery er klassisk singer/songwriter med banjo, lap-steel og mundharmonika. Dette, pladens længste nummer, er smukt og bevægende, hvilket hovedsageligt skyldes, at når Scott Toomey synger om livets mange komplekser og melankolske hjørner, formår han at gøre det med en behersket og let sørgmodig stemme, der på fængende vis næsten hypnotiserer lytteren. “Living in a big black hole and digging it bigger every day” og “Taking lessons from someone knowing less than you,” lyder det blandt andet, så man rammes lige i hjertet.
Ovennævnte stemning savnes i pladens øvrige numre, som ikke gør det store indtryk. Der er for mange ufuldendte musikgenrer blandet sammen: Lidt roots hér, lidt pop og country dér – man finder aldrig helt fodfæste i pladens ni sange.
Pladeselskabet Lonesome Records refererer bl.a. til Wilco. Genremæssigt er denne reference sådan set korrekt, men hvor Jeff Tweedy fra Wilco virkelig formår at tilføre sine sange dybde, har Aaron Sinclair ikke i lige så høj grad formået at gøre sangene på Burn This House Down holdbare i længden. Der er for meget overflade og for lidt dybde. Man glemmer de fleste sange, og det er der ikke plads til i løbet af de 33 minutter, pladen varer. Alt i alt en middelmådig udgivelse. Det er en skam, for der er virkelig potentiale i flere af numrene.
