Radioteateret præsenterer stolt »Rivegilde på redaktionen«
[Der skramles i det fjerne, og det lyder et kort øjeblik, som om der opstår håndgemæng. To stemmer kommer ind fra venstre.]Lys stemme (indtrængende): Jeg har brug for mere tid.
Dyb, rusten stemme (irettesættende): Få det nu bare klaret. Du har jo hørt A New White igennem mindst 15 gange.
Lys stemme (opgivende): Jamen, jeg sætter mig til tastaturet aften efter aften, nat efter nat. Jeg sidder dér og tænker, at jeg endelig er klar til at anmelde. Nu har jeg pointerne klar og ved, hvad jeg skal mene. Men mens jeg sidder og læser mine noter igennem, hører jeg pladen igen, og så bliver jeg i tvivl.
Dyb, rusten stemme (lige så opgivende): Kan du ikke bare én gang for alle få valgt en vinkel og så nøjes med at lytte til de elementer i musikken, der understøtter den vinkel?
Lys stemme (frustreret): Det har jeg prøvet. Men det er fuldstændig umuligt at gøre sådan, når man hører Subtle. Der sker så mange ting, at man…
Dyb, rusten stemme (lyser lettet op): Med andre ord er Subtle altså bare ligesom cLOUDDEAD? Så skal du da lade være med at lytte mere til A New White – du kan jo bare skrive dét, alle altid skriver om cLOUDDEAD og Anticon og alle de der folk. Du ved, ord som ’grænseoverskridende,’ ’genrekrydsende,’ ’skizofrent.’ Og hvis du så tilføjer det sædvanlige om Doseones snøvle-rap, er den anmeldelse vel færdig.
Lys stemme (indigneret): Jamen, Subtle er jo ikke bare ligesom cLOUDDEAD. Doseones vokaler lyder, som de plejer, men musikken uden om hans nasale stemme er meget mere ligefrem og har nærmest rock-dynamik over sig.
[En ny stemme dukker op i højre side af lydbilledet.]Snerrende stemme: Årh, hold nu op. Subtles udtryk lyder da som cLOUDDEADs, bortset fra at sangene er skåret ned til tre-fire minutters længde. Doseones vrænge-mumlen stjæler det meste af opmærksomheden, fordi den har en sær, uforklarlig evne til at lyde, som om den styrer alt omkring sig.
Når jeg hører “The Long Vein of the Law”, er jeg klar til at vædde hvad som helst på, at Doseone med sine vokale udladninger er i stand til at kontrollere tempoet og rytmerne fra samtlige af de fem andre bandmedlemmer. Hvis han pludselig holdt inde, ville bandet straks gå i stå.
Hvad angår indholdet, rapper han så hurtigt, at jeg ikke kan nå at høre andet end brudstykker af hans tekster, men det betyder ikke noget, når stemmen bliver et instrument, en tekstur for sig selv.
Lys stemme (imødekommende): Jeg er helt enig i, at Doseone gør det godt. Og jeg er stensikker på, at hans særprægede stemme ville irritere mange andre, men jeg lytter altså efter, når han rundt omkring på pladen antyder et moderkompleks; dels ved spydigt at konstatere moderbindingens uafvendelighed med ordene »No one spits out mother’s milk,« dels ved at ønske: »If I can only travel back in time and kick my mother in the face.«
Dyb stemme (fortvivlet): Moderkompleks? Nu må du altså lige styre dig. Det er jo i bund og grund hiphop, vi snakker om. Den slags handler om biler, våben og kvinder med store bryster.
Lys stemme (forknyt): Man kan ikke sige, at teksterne på A New White handler om dét eller dét. De er bare en understrøm af ord, der driver musikken i forskellige retninger. Man kan måske ane nogle politiske trækninger ved mundvigen, og…
Dyb stemme (afvisende): Gisninger og den slags er ikke præcist nok til at kunne sige dine læsere noget. Drop det med teksterne. Hvad er musikken så for noget?
Snerrende stemme (selvretfærdigt): Det har jeg jo allerede sagt; det er cLOUDDEAD i kortere format.
Lys stemme (kontrært): Jamen, det er altså ikke rigtigt. cLOUDDEAD driver rundt omkring og lader sidesporene få enormt meget plads – ja, nogle gange ligefrem bortføre hele nummeret. I og med at Subtle holder sig fra numre på mere end fire minutter, er der langt mindre plads til alle de vildtvoksende afveje. Numrene rummer som regel kun én stemning, ét hovedspor.
F.eks. er “F.K.O.” – med sin rullende analoge synthlinie der bølger nummeret fremad og sit swingbeat med tilhørende småfunky bas – rart og melodisk, og det…
Snerrende stemme (vredt): Nej, nu er det dig, der forenkler tingene for meget. “F.K.O.” er et sjovt nummer, når koret af falsetter synger »Fuck Kelly Osbourne.« Det er ildevarslende, når synthlinjen pludselig taber en halv tone og bliver mørk i mælet. Det er både syret og overraskende melodisk, når Doseone pludselig synger i kor med sig selv, mens trommerne danser rundt underneden.
At sige, at der er én stemning ad gangen, er noget vås.
Dyb stemme (myndigt): Jeg kan forstå, at “F.K.O.” under alle omstændigheder er et godt nummer. Er de andre numre også det?
Lys stemme (forvirret): Det er lige dér, hunden ligger begravet. For at få aflivet cLOUDDEAD-parallellen må jeg først lige pointere, at Subtle i langt højere grad er et band. Der bliver spillet på rigtige trommer i mange af numrene, og der er både sørgmodige horn og flænsede distortionguitarer spredt ud over adskillige af numrene. Trommerne skaber en organisk dynamik og en følelse af “håndspillethed,” som ville retfærdiggøre en sammenligning med postrock-navne som…
Dyb stemme (irriteret): Du snakker udenom. Mit spørgsmål lød: Er de andre numre også gode, og du svarede, at hunden lå begravet lige netop dér.
Lys stemme (bestemt): Jamen, det gør den altså også. For numrene er vitterlig gode, i det øjeblik man hører dem. “Song Meat.” er småpsykedelisk og glædeligt og klædeligt melodisk. Bandet lægger en fuzzet 60’er-bund med orgeltoner, mens Doseone synger smukke falsetvokaler i fællesskab med sig selv, og resultatet ender ikke langt fra TV on the Radio. Og det er yderst dragende, når “Silence…” viser sig at være langt mere simpelt og skrøbeligt med et dekonstrueret melodica-sample som hoveddrivkraft og et tindrende klokkespil som en vigtig del af beatet. Ja, det bliver faktisk endnu bedre, når “Hand-replacement” åbenbarer sig som kort og koncis kammer-hiphop med afmålte strygere og klavertoner.
Dyb stemme (sukkende): Ja-ja, det er fint. Hvornår kommer du til det ’men,’ som jeg er sikker på, at du vil ud med?
Lys stemme (mere og mere fortvivlet): Ser du – det, der er hagen ved det hele, er, at jeg ikke kan pege på nogen numre og sige, at de ikke er gode. For det er de, hver for sig. Jeg ved ikke, hvordan…
Snerrende stemme (fortravlet): Du kommer aldrig til sagen, så lad mig skære tingene ud i pap: Subtle er rigtig dygtige til at spille deres organiske, rock-dynamiske syre-hiphop, og Doseone er vitterlig fængende. “Eyewash” er betagende med sin blanding af et klikkende múm-beat, spinkle og dog storladne synthflader samt dundrende livetrommer. Men det er altså, som om Subtle har en hel masse idéer, som de prøver på at føre ud i livet, samtidig med at de forsøger at holde de samme idéer i ave ved kun at lave korte numre.
Lys stemme (anerkendende): Ja, der er nok noget om, at det kunne være spændende at høre Subtle give sig selv lov til at brede sig over seks-syv minutter – vel at mærke uden at give slip på den ret tighte dynamik, bandet har lige nu.
Men omvendt er der nu noget imponerende over, at Subtle formår at skabe så meget stemningsopbygning og skiftende dynamik i løbet af tre-fire minutter. Og selv om der er 11 numre på pladen, er der ikke nogen, der er ens.
Lys stemme (sukkende): Nej, jeg er altså nødt til at vente lidt længere. Jeg har brug for mindst fem gennemlytninger ekstra.
Dyb stemme (bistert): Nej, vi er nødt til at få en afklaring nu. Hvad er den endelige dom over pladen?
Lys stemme (tøvende): Så kategorisk et svar kan jeg altså ikke give nu, for den slags håndfaste udmeldinger lægger pladen slet ikke op til. Den svirrer og svinger frem og tilbage og er bestemt ikke for fastholdere.
På den ene side set er det jo en fornøjelse at høre Subtle sno sig rundt mellem idéer, stilarter og stemninger, og det er svært at blive træt af at høre A New White. På den anden side set er jeg nødt til at springe tilbage til noget af det, vi snakkede om tidligere, for det er vanskeligt at finde ud af, hvad meningen egentlig er med at…
Der er nogle alvorlige problemer med vores teknik, og vi må desværre meddele, at det ikke er muligt for os at vende tilbage til »Rivegilde på redaktionen«. Vi beklager. I stedet bringer vi nu radiomontagen »Et liv med hessian«.
