Intense forsøg på at kile mig ind under huden på københavnske Trio Trash og deres album A Spectacle and Nothing Strange har mest af alt givet mig flashbacks til min kortvarige karriere som intellektuel litteraturkender. Som 17-årig satte jeg mig for i løbet af samme sommer at læse James Joyce-kolossen Finnegans Wake og Sartres La Nausée. Det første projekt kollapsede, nærmest inden det var begyndt, og det andet strøg hen over hovedet på mig uden at sætte nogen som helst spor. Overhovedet.
Bagefter kunne jeg så læse i alskens opslagsværker om alle de indlysende kvaliteter ved dette ubetvivlelige mesterværk af Sartre. Og jeg var da også klar over, at der ikke var tale om en repremiere på Kejserens nye klæder, for Sartres historie havde skam tøj på; jeg kunne bare ikke lige gennemskue designet.
På samme måde har jeg det med Trio Trash. Ja, jeg kan næsten blive helt flov over, at jeg ikke kan greje trioens dunkle, skæbnesvangre musik. For jeg kan sagtens høre, at der er tænkt avancerede tanker og spændt sindrige konstruktioner ud i den ofte hvileløse, dekonstruerede postrock (eller måske postjazz?), men jeg har ikke den nødvendige abstraktionsevne til at få det hele samlet sammen til en overskuelig enhed.
Det begynder ellers rigtig nydeligt og meget interessant. “The Hit With the Beat” humper sig fremad med vuggende synthtoner og melankolske trompetdryp, og på trods af et abrupt, slæbende beat og et tjept råbesample er der noget roligt og rullende ved nummeret. Ethvert tilløb til decideret pænhed slibes dog væk af en sparsom, hylende guitar. Hen mod slutningen rammer synthesizeren og guitaren en regnvåd melankoli, som også rent klangmæssigt bringer mindelser om kendingsmelodien til “Strisser på Samsø”, og det er ikke noget dårligt genhør.
“Jamaicatronic” lægger ud med at være tilfældig, John Cage-inspireret piano-plink-plonk, men bevæger sig langsomt ind i en hvæsende guitarbyge, der lyder som regn mod asfalt. Højstemte synths løfter guitarbredsidernes distortion opad, og den gradvise, gennemskuelige udvikling gør nummeret til et af de mest sammenhængende på pladen. Det er dystert og skramlet, og hvis der partout skal nævnes en bås, må det være postrocken – om end Trio Trash er andet og mere.
Den fjedrende og perlende “Trendy Design” bliver med sin hæse trompet det sidste rigtig gode nummer på pladen.
De sidste fem numre har nemlig slet ikke samme konsistens og stritter tværtimod så meget i alskens retninger, at mine vanskeligheder med at få pladen til at være en helhed bryder ud i lys lue. Jeg skærer mig så meget på “Here Goes Schönbergs” skingrende guitarfragmenter og hænger fast i dens gyngende bund af kviksand, at jeg slet ikke når at blive klar til de efterfølgende numres skrattende, skramlende, sitrende støj-landskaber.
Der er dumpe drøn, forvrængede perspektiver i bunkevis og visse tilløb til effekt-gejl (de hoppende vokalsamples i “Woodlands” er mere spøjse end interessante), men de særprægede numre mangler en indre sammenhængskraft, et indre flow.
“Palimpsest” er et udmærket eksempel. Synthesizere svajer rundt, og kun en dyb guitarrundgang holder lidt sammen på den søsyge film noir-stemning. De første tre minutter er en stemning af på én gang total ubevægelighed og gyngende ubehag. En tilstand uden udvikling. Derpå fyldes en guitarmelodi og flimrende knitren ind og flytter nummeret fremad, men destinationen er ikke desto mindre uklar.
Hvis du har det som en fisk i vandet i selskab med Supersilents 5 eller blot sætter pris på soniske udfordringer, kan Trio Trash godt gå hen og blive din nye flirt. Men jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg tror ikke, at den sære trio er helt nem at lave aftaler med. Den spræller nemlig helt balstyrisk og vil altid ud af de faste rammer.
