To danske bands tørnede sammen og leverede et dobbeltshow med udgangspunkt i battle-konceptet, som man kender bedst fra hiphoppens verden. Men Barra og Lack spillede ikke mod hinanden. De spillede nærmere side om side og leverede et unikt show med sange af høj kvalitet. Og leveringen? Den var direkte mesterlig!
 |
Kære læser, tillad mig at være begejstret. Tillad mig at danse hyperventilerende omkring det brændende bål og konstatere, at dansk rock lever i bedste velgående!
Disse himmelråb lader sig i hvert tilfælde retfærdiggøre, hvis vi indkapsler en sen onsdag aften på Stengade30.
Her kunne man inden den forestående koncert med Barra Head og Lack øjne en tætpakket scene med double up af alting. To trommesæt stod side om side og var yderligere omringet af en maskinpark af guitar- og basforstærkere.
Hvis man ikke forud for koncerten vidste, hvad der snarligt ville ramme én, var det om at holde godt fast, for ellers ville man blive blæst omkuld. Jeg syntes bestemt også, at jeg under koncerten så et par stykker hængende vandret i luften, mens de klyngede sig til noget fastboltret – for når man først kunne høre summen fra endnu inaktive forstærkere og en konstant rislen fra lilletrommerne… ja, så var det som et advarselstegn ikke helt ulig dem i trafikken med udråbstegnet på. Giv agt!
Barra Head og Lack havde forberedt en såkaldt battle i stil med den, man kender fra hiphoppens verden med symbolske lån fra bokseringen. Denne idé havde de to bands ført ind i rocken, og det gav lige pludselig alting en helt ny betydning. Modsat hiphoppen, hvor to aktører kæmper mod hinanden, var Barra Head og Lack nærmere på samme hold, hvilket også rent visualt gav mening. Ikke nok med at de to bands spillede side om side; de spillede ofte også med på hinandens numre. Og oven for nævnte soniske stormvejr lod sluserne åbne, når samtlige bandmedlemmer knaldede igennem på deres instrumenter på samme tid. En lydmur uden lige!
Barra Head var de første til at træde på scenen. De åbnede med ét af deres absolut stærkeste kort på hånden, den vidunderligt intrikate The Paranoia Twist. Den tætpakkede publikumsmasse kunne netop nå at konsumere ét nummer, som med sit endelige akkordanslag blev ført til ende, før Lack entrede scenen og videreførte det udtryk, som Barra Head netop havde åbnet for. Således præsenterede de tre sæt med sammensmeltede sange, hvor man aldrig kunne vide sig sikker på, hvad der ville ske.
Der var masser af gyngende kroppe foran scenen, og mange balancerede helt oppe på tæerne for at fange, hvem der nu gjorde hvad. Øjne på stilke var nærmest en nødvendighed, for der skete vitterlig meget på scenen. Hvad der især imponerede var den naturlige stereoeffekt, som opstod i takt med at sangmaterialet rullede fra venstre mod højre, ind over midten, tilbage igen og så fremdeles.
Men dét, der virkelig imponerede, var materialet. For hvad er form uden indhold?
Barra Head har tidligere overskyllet mig med deres høje bølgegange af rytmiske kompleksiteter i et trioformat, der med stor sikkerhed er Danmarks mest tighte spillende. I front udgyder Mikkel Jes Hansen eksistentielt almengyldige paroler, og det sker i en vekselvirkning mellem blidere, nærmest talt vokal og snerrende, bidske råb.
Lack er et velkendt navn på hardcore-scenen, men de har omlagt deres stil og nu bevæget sig over i den grøft, der hedder post-hardcore (såvel lydmæssigt som bogstaveligt). Dette er lyden af mørk, pessimistisk rock med en katarsis i buldrende amokløb, hvor sanger Thomas Burø især imponerede med sine højt pitchede, hidsige fraseringer.
Barra Head og Lack formåede at komplementere hinanden, mens de hver især samtidig fremstod særegne med hver deres egenartede udtryk.
 |
Næsten alt ringede perfekt og satte energiske kroppe i vild bevægelse. Kære læser, dette var (og er) sangskrivning af særdeles høj karat, og leveringen skete på et fabelagtigt højt niveau, som er sjældent set herhjemme.
Havde bandene dog bare undladt at gå på scenen til et ekstranummer, så havde de hevet alle 6 U’er hjem. Men de valgte at betræde scenen til et sidste nummer, som viste sig at være et cover. Dancing in the Dark… ja, skrevet af The Boss. Og det klingede desværre meget hult og vokalmæssigt meget falsk. Men lad det nu ligge; det var blot ét skidt nummer ud af mange rigtig gode.
Barra Head og Lack er noget af det ypperste på den danske musikscene. Jeg har tilladt mig at være begejstret. Kære læser, gør det samme!
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Barra Head: We Are Your Numbers
Barra Head: Arrival EP
Barra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies 12″ split
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
