På Vibration Festivals sidste dag fik alle tilstedeværende en invitation til at overskride tyngdekraften og svæve rundt i de tyndeste luftlag. Stafrænn Hákons statiske landskaber satte til tider kloden i stå, mens Efterklang fik salen til at løfte sig mod fjernere højder, end vi ellers er vant til. Stafrænn Hákon
 |
| Foto: jint.dk |
En rød guitar og en laptop. Mere havde islandske Stafrænn Hákon ikke brug for, da han denne aften sendte små salver af salighed ud over Lille Vega.
Islandske Olafur Josephsson, som gemmer sig bag Stafrænn-pseudonymet, har et par enkelte udgivelser bag sig samt et opvarmningsjob for Godspeed You Black Emperor! – og at sætte ham sammen med GYBE! og Efterklang gav egentlig god mening. Ganske vist indeholder Stafrænn Hákons melodier ikke samme vulkanudbrud som de to førnævnte bands, men på trods af sine forholdsvis statiske toner besidder musikken en filmisk kvalitet, der ligger i samme stemningsleje.
Og det var det visuelle i selve musikken, som skulle bære Hákons show. Her var ingen billedmæssig understøttelse; al fokus lå på musikken, og det var med den som udgangspunkt, at forskellige situationer og fortolkninger forekom inde bag øjnene hos enhver, der fik lyst til at undersøge Josephssons landskaber.
Bløde guitartoner over for den gnistrende electronica skabte rammerne om hver af Stafrænn Hákons kompositioner, der alle var instrumentale. Flere gange blev tankerne ledt hen på Ulrich Schnauss, der dog har et lidt fyldigere lydspektrum at arbejde med.
Musikken var generelt lavmælt og spartansk. Der blev leget med støj og feedback, og den letbenede guitar fik god understøttelse fra laptoppen, som ubestrideligt var det musikalske omdrejningspunkt. En enkelt gang blev guitaren brugt som xylofon, men det var tydeligt, at tonerne fra det røde instrument kun skulle bruges til at svæve blidt over electronicaen. Her kunne det have været forfriskende, hvis guitaren til tider fik en større rolle, mens laptoppen så kunne stå for de luftige krumspring. Var der måske blevet flået lidt mere i strengene havde lydbilledet været mere alsidigt, end tilfældet var. Og det er vel egentlig den største anke mod Stafrænn Hákon; nogle gange blev de statiske landskaber så stillestående, at jorden holdt op med at dreje.
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
Efterklang
 |
| Foto: jint.dk |
Der blev luftet Converse-sko og træningstrøjer til den helt store guldmedalje hos det ganske unge publikum, som var mødt op for at opleve Efterklangs første koncert efter udgivelsen af deres roste debutplade Tripper.
Den københavnske sekstet havde i aftenens anledning besøg af to violinister fra islandske Amina samt en trompetist fra danske Slaraffenland, og mellem hænderne på disse ni musikere nåede musikken op i de højere luftlag.
Hvor Stafrænn Hákons visuelle show udelukkende blev afspillet med et indre kamera, gik Efterklang helt anderledes til værks. Et kæmpe lærred var spændt op bag musikerne, hvor nogle af filmhistoriens største klassikere indgik i et rytmisk samspil med knasende electronica. Hakkende gentagelser af Busby Berkleys fantastiske koreografi fra musicalen 42nd Street smeltede sammen med metalliske støjflader og skærende violiner, og denne audiovisuelle fusion skabte, for nu at blive i filmtonen, en hypnotiserende mekanisk ballet.
Heldigvis havde Efterklang valgt ikke udelukkende at lade deres baggrundskollage stjæle al opmærksomhed. Både en skiftende belysning og en pause fra filmene gjorde, at der også var god tid til at observere musikernes skabelsesproces. Forfriskende var det at opleve et band, der trods deres højtflyvende musik og ambitioner på ingen måde var selvhøjtidelige. Selv støjen fra et festlystent lørdagspublikum blev taget med et smil, og enkelte gange blev der endda skålet med den fyldte sal.
Electronicaen var sjældent dominerende i lydbilledet, men fungerede mere som et knasende skelet, hvor de mere klassiske instrumenter blev fyldt på i mere eller mindre forskellig grad. Nogle gange var det kun en sagte guitar eller et nøgent klaver, der smøg sig omkring de kolde toner, og andre gange satte samtlige instrumenter i og skabte støjende snestorme på den indre skærm. Når Efterklang var allerbedst, hang musikken først som en elektronisk uro på himlen, der langsomt lullede én i en søvn med garanti for drøm.
Filmkollagerne var yderst varierede, og faktisk fungerede de allerbedst, når klassikerne blev lagt på hylden til fordel for billeder, som man ikke behøvede at placere i nogen anden kontekst, og som derfor bare kunne leve deres helt eget liv.
En blændende hvid baggrund. Silhuetter af flyvende fugle skar sig nærmest ind i lærredet, og pludselig lettede man selv fra jorden. Sådanne transcenderende live-øjeblikke er ubetalelige, og selv om man ikke fløj konstant i selskab med Efterklang, fik man kørt det meste af følelsesregistret igennem, hvilket ikke mange danske bands formår. Selv en ældre herre på krykker fik på forunderlig vis løftet sig op på scenen.
Generelt rammer Efterklangs musik en sfære, som stort set aldrig berøres af andre hjemlige grupper, og af den grund alene bør vi prise os lykkelige for, at disse nye himmelstormere har plads nok til at tage os med.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Efterklang: Tripper
Efterklang: Springer
| Karakter: | |
Bedømmelseskriterier |
