Brudstykker af samtaler afslørede hurtigt det åbenlyse. José González var baggrunden for det overraskende store fremmøde på Vibration Festivals anden dag. Svenskeren må da også siges at være et af festivalens helt store hovednavne. Med udsigt til en musikalsk aften, der lagde mere op til stille fordybelse end dans og skrålen, var det ganske passende, at Vega havde valgt at ramme en cafestemning med borde placeret rundt omkring i koncertsalen. Antophones
 |
Da klokken nærmede sig det officielle starttidspunkt, væltede det ind med vintertrodsende danskere, og da Antophones indtog scenen, kom alle yderligere et ryk mod scenen.
Badet i blåt lys og uden et ord satte bandet, anført af sangskriveren Lise Blaase, koncerten i gang. Meget hurtigt stod det klart, at Blaases vokal og orgel var bandets absolutte epicenter.
Blåt, blødt og boblende flød de første par numre ud og stod som en flot underhavssymfoni med en betagende havfrue i hovedrollen. The Traitor Song var et tidligt, men lysende klart højdepunkt. Sangen er så melodiøs, at den sagtens kunne begå sig i radioen, og samtidig er den tilpas dyb til, at man ikke slipper den lige med det samme. Liveversionen var desuden tilsat en ekstra larmende guitar, og sammen med Blaases himmelråbende vokal fik undervandsmusikken her også en dejlig, støjende understrøm.
Herefter forlod Antophones desværre alvoren og det hav, man lige var blevet så begejstret for at svømme i. En kluntet sang om skønhedsidealer og en fjollet træningsarm-gimmick var starten på en midtersektion af sange, der slet ikke kunne holde samme fine niveau, som de første numre havde sat. De klodsede og fordanskede tekster er Antophones største akilleshæl, og der blev desværre også længere mellem de gode melodier. Selv harmonikaen, der normalt er garant for at ramme en natblå ensomhed, druknede her.
Først da bandet leverede de tre afsluttende sange, nåede musikken de højder, som der var blevet lagt ud på, og Antophones absolut stærkeste kort denne aften blev også spillet her.
“I’ve got a revolver in your mind,” blev der truende sunget af Blaase, der pludselig stod helt alene i lydbilledet, inden skuddene på det nærmeste blev affyret i form af en glimrende guitarsolo. Revolver-sangen affødte ganske fortjent Antophones’ største bifald inden en herlig jazzet sang om Smeagöl afslørede den århusianske gruppes forkærlighed for Tolkien.
Da det sidste nummer gik i gang, var denne anmelder fuldstændigt overbevist om, at det var et cover af Radiohead-b-siden Stupid Car. Der var da også flere ligheder mellem det engelske storband og Antophones afsluttende moment, men det kunne ikke pille ved, at sangen var en værdig lukker på en koncert – uanset om man hedder Radiohead og har bevist det meste eller Antophones, som måske stadigvæk mangler lidt, men som uden tvivl har kimen til mere, end de viste denne aften.
| Karakter: |     |
Bedømmelseskriterier |
José González
 |
Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden.
Da José González satte sig på sin stol og smågenert gik i gang med at væve den hypnotiserende Deadweight on Velveteen med sit Nick Drake-fingerspil, forstummede alt. Det var tydeligt, at publikum nærede stor respekt for svenskerens spartanske udtryk og performance, og lyden fra hver enkelt vibrerende streng blev grådigt indtaget. De brølende bifald stod nærmest i skarp kontrast til de tyste melodier, og González virkede også lettere chokeret over den massive hyldest, der fulgte i kølvandet på hver afsluttet sang.
Noget af det mest fascinerende ved at opleve José González live er, at selv om koncertversionerne stort set er identiske med udgaverne på Veneer, og selv om González ikke på nogen showmæssig måde når ud over scenekanten, har man følelsen af at overvære noget helt specielt og nærmest religiøst. Ved ikke at nå publikum skaber svenskeren nemlig, paradoksalt nok, det totale nærvær, en ærlighed og intensitet, som opstår, når man overvåger en person sidde og spille for sig selv.
Man fik udpenslet hans perfektionisme. Flere gange begyndte han forfra, når han spillede forkert, og hvor andre improviserer, hvis der synges et forkert vers, skyndte González sig at rette fejltagelsen. Der var et par fejl i løbet af koncerten, noget der ifølge herren selv skyldtes jetlag, men det gjorde ingenting. Fejlene gav blot flere nuancer og et større indblik i den mand, vi alle overværede.
Tavshed, mens guitaren blev stemt inden All You Deliver blev sat i gang. Mantraet “distorted pictures is all you deliver” blev nærmest gentaget i det uendelige. Netop det repetitive er en central ingrediens i González’ musik, som hypnotiserer i de øjeblikke, hvor man slipper voyeurismens fascination et par sekunder og lukker øjnene for at svæve hen.
Et andet element, som gør José González’ koncerter værd at besøge, er de fortrinlige covernumre, som han altid har med sig. Hans udgave af The Knifes Heartbeats har efterhånden fået nyklassiker-status, og netop klassikere er han ikke bange for at give sig i kast med. Først blev Joy Divisions udødelige Love Will Tear Us Apart leveret i en charmerende skæv, men stadigvæk hjertegribende version. Men også Springsteens Born in the U.S.A. og Massive Attacks Teardrop fik nye klæder på gennem svenskerens fingerdans over guitaren, og det har altid været coverkunstens største mål. At det her så blev gjort med nogle af musikhistoriens helt store sange, gjorde bare det hele endnu mere spektakulært.
Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Nogle gange siges det tydeligt og klart ud til alle. Denne aften hviskede guitaren hemmeligheder til sig selv, men de, som lyttede efter, fik alle lidt sandhed med sig hjem.
Læs også Undertoners anmeldelse af:
José Gonzalex: Veneer
| Karakter: | |
Bedømmelseskriterier |
