Han ser unægtelig skræmt ud, Jacob Helverskov Madsen, på coveret til sit andet album som Karsten Pflum. Men hvad det er, han ser, står hen i det uvisse. Uanset hvad er han i hvert fald flygtet og har fulgt de vejskilte, der fører tilbage til pladeselskabet Warps velmagtsdage i 90’erne. Hér har han flakket omkring og suget til sig af inspiration fra kunstnere som Aphex Twin og µ-ziq. De var blandt de pionerer, der for et årti siden perfektionerede den opfindsomme, opklippede stilart drill’n’bass – primært kendetegnet ved hakkende, drum’n’bass-agtige trommeprogrammeringer, men også af og til ved et sprudlende melodimateriale, der især hos Aphex Twin til tider tangerede romantik.
Samme territorium betræder Karsten Pflum på søster-numrene “BLFONK 1” og “BLFONK 2”. En lille nydelig klokkemelodi, der sine steder bliver til sin egen overstemme, lunter af sted i en adstadig fart som en spilledåse, der har kendt bedre dage.
Så går den helt i stå, og – idet vi glider over i “BLFONK 2” – går den i gang igen, blot i langt hurtigere tempo. Den perlende melodistemme pibler frem overalt og får god modstand af nogle dystre, sugende lydflader og et relativt simpelt, synkoperet beat. Nummeret ville på ingen måde være faldet uden for repertoiret på Aphex’ Richard D. James Album, men adskiller sig fra store dele af Flugten fra år 2000 ved at have en melodi, der rent faktisk både er yndefuld og øjeblikkeligt iørefaldende.
Noget mindre mindreværdigt er det, når Karsten Pflum retter fokus mod beats og på Squarepusher-agtige programmeringer med masser af små slag og trommehvirvler. “Rottefar” er med sine skvulpende synth-bølger og modem-agtige knirkelyde, der pitches op og ned, så de nærmest bliver til små melodier, ikke særlig engagerende.
Nummeret udvikler sig hele tiden, men bliver ved med at være så fokuseret på huggende rytmer uden noget dybere indhold, at det aldrig bliver rigtig interessant.
Samme problem opstår i afslutningsnummeret, der i cirka seks minutter ikke har meget mere at byde på end et overmåde febrilsk junglebeat med et væld af synkoperinger.
Når Karsten Pflum for alvor bliver energisk, nærmer han sig desværre også i enkelte tilfælde hysteri. Det hører man i “Tobbe fra Sverige”, hvis cirkus-pjankede orgelmelodi lugter lidt for meget af gøgl. Og det er betegnende for pladen. Selv om gøgl godt kan gøre én glad, stritter Flugten fra år 2000 i så mange retninger, at gøgleriet gør lytteren mindst lige så desorienteret som glad.
Og det er en skam, for Helverskov Madsen løfter faktisk visse steder – som i “Benk Retic” – sløret for sit indlysende talent.
Langsomme, elastiske bastoner og en enkelt, optimistisk klokkemelodi vækker mindelser om Autechres LP5, hvis den plade ellers havde haft mere bastante hiphop-beats og lidt lettere til smil. Midtvejs gennem nummeret begynder en halvmørk mandsstemme at tælle på må og få. Det er måske er en overfortolkning, men det er svært ikke at høre stemmens nonchalante »… 33, 35, 44, 48, 49, 53, 54, 57, 58, 26, 32 …« som en kærlig hilsen til Boards of Canadas “Aquarius”, hvor en kvindes omhyggelige tællen langsomt går i kludder og bevæger sig frem og tilbage i talrækken. Hos Karsten Pflum bliver talrækken også filtret sammen, men på en mere håndfast måde, idet stemmen bliver klippet op i bittesmå stumper, der arrangeres i rytmiske strukturer omkring det huggende beat.
“Benk Retic” vinder meget ved den skødesløse humor omkring tællelegen, som giver nummeret det skæve og personlige særpræg, som en del andre skæringer savner.
Karsten Pflum kommer vitterlig vidt omkring i de musikalske afkroge: Det behagelige pusterum “Musik til øver” er håndspillet postrock-pop a la The Sea and Cake med smældende bækkener og vuggende rytmeguitarer, mens det ambiente nummer “Stjernetur” skiller sig ud ved at gentage samme meloditema i flere forskellige versioner – uden at de omgivende rytmer skifter retning og tempo et væld af gange. “Stjernetur” viser, at Pflums musik faktisk godt kan tåle at være tilbageholdt og fokuseret.
Men indtil videre ligger meget af Pflums fokus desværre på fortidens helte, hvilket “Rullemarie” og dets hoppende drill’n’bass-rytmik er et godt eksempel på. Den monotont hoppende stortromme virker noget fjollet, og da den bliver afløst af en tåget analog synthesizer, er det vanvittig svært ikke at høre “Rullemarie” som et samarbejde mellem Aphex Twin og Boards of Canada. Det er bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt, men Karsten Pflums problem er, at han ikke rigtig kommer så meget længere end netop til sit udgangspunkt.
Det gør sig også gældende hen mod pladens slutning, hvor det snart sagt er umuligt at høre forskel på Pflum og Aphex Twin. Den forskræmte flygtning betjener sig nemlig af de samme yndefulde, semi-storladne melodier og langt hen ad vejen også de samme beats som forbillederne fra Warp.
Hektiske trommeprogrammeringer præger dermed en stor del af pladen og er – med undtagelse af “BLFONK 2” og “Benk Retic” – dét, man husker, når pladen er holdt op med at snurre. Og det er en skam, for drill’n’bass-passagerne er ikke særligt givende, når det er så åbenlyst, hvor meget de låner fra kendisser som Squarepusher og Aphex Twin.
Godt nok vælger Karsten Pflum at holde sig i den mere legesyge ende af spektret, og Flugten fra år 2000 er da også en humørfyldt udgivelse, men desværre også lidt for ufokuseret og kalorielet.
Næste gang må Pflum gerne flygte tilbage til nutiden og give os en mere nytænkende plade.
