Soft Commands er en plade til en radiostation, der ikke eksisterer i Danmark. Men ok, det er der jo så mange plader, der er. Jeg prøver at uddybe lidt: Ken Stringfellows nyeste plade lyder lidt som noget, der kunne blive spillet på en ‘adult contemporary’-radiostation i USA. Til gengæld ville det så også være langt bedre end det meste andet på den station.
Ken Stringfellow har de sidste år arbejdet tæt sammen med R.E.M., og det kan også høres. Godt nok er Soft Commands en bedre plade end Around the Sun, men den er præget af de samme dæmoner. Og her snakker vi ikke store, vilde og skræmmende dæmoner med horn i panden og lyn i øjnene. Nej, vi snakker derimod om piberygende, tedrikkende og overhyggelige dæmoner med hjemmesko og lettere overdimensionerede maver. Det er blevet en anelse for rart og pænt.
I modsætning til Michael Stipe og co. er det dog kun i lydbilledet, at Stringfellow har dette problem. For når det gælder det melodimæssige, er han stadig en gudsbenådet popsmed, og det bliver der da også givet prøver på hele vejen igennem på Soft Commands.
Tidligere har problemet for Ken Stringfellow været, at der kun er cirka fire gode sange på hans plader. Til gengæld er disse sange så også rigtigt gode. Dette gjorde sig tydeligt gældende på Posies-pladen Frosting on the Beater, der lagde ud med nogle af de bedste sange, som powerpop-genren har at byde på – for derefter at gå noget ned i niveau.
På Soft Commands går lidt af det billede igen, men det hele er dog blevet udlignet noget. For selv om de første numre igen er blandt de bedste, er det ikke så udtalt som på den omtalte Posies-plade. Resten af numrene er hevet en del op, mens åbningsnumrene ikke er helt så dominerende og mindeværdige som på Frosting on the Beater. Men mindre kan bestemt også gøre det.
“You Drew” starter pladen og definerer dens lyd. Et bastant, men yderst melodisk klaver er i centrum sammen med Stringfellows rolige stemme i en medrivende popsang, der dog bliver toppet på pladens næste skæring. “Any Love (Cassandra Et Lune)” er mere rolig og afdæmpet med akustisk guitar som det primære instrument. Den har en vis sørgmodighed over sig, som klæder vokalen. “Known Diamond” er nærmest en blanding af de foregående numre, og samtidig begynder man efterhånden at ane, at denne plades musikalske udgangspunkt er den storslåede popmusik fra 70’erne.
Stringfellow bevæger sig dog også en tur tilbage til 60’enre i den yderst Beach Boys-inspirerede “When U Find Someone”, og i numre som “You Became the Dawn” og “Dawn of the Dub of the Dawn” er der ligefrem tale om reggae, ska og, ja, dub. De to sidstnævnte numre er glimrende eksperimenter, men det er dog i den emotionelle og højt anlagte pop-sang, at Stringfellow har sin styrke. Både “Cyclone Graves” og “Death of a City” er eksempler på dette, og dermed beviser Stringfellow, at han også kan afslutte en plade godt.
Overordnet set er der noget glamouriøst over lyden på Soft Commands, uden at det på nogen måde skal forstås sådan, at der er tale om glam. Hvad der derimod er tale om, er gedigen og til tider medrivende popmusik, som er pakket lidt for pænt ind.
Ken Stringfellow er blevet ældre, og hans musik har ikke den samme virilitet som i dagene med Posies. Til gengæld har han fordelt de gode melodier ud over hele pladen, og når alt kommer til alt, er Soft Commands en yderst behagelig udgivelse. Hvis bare det hele havde været lidt mere råt i lyden, kunne det have været en fremragende plade. Selv om man føler sig lidt gammel, når man kan nyde denne slags musik, må man tage hatten af for den vellyd, Stringfellow kan ryste ud af ærmet.
