Sun Airway: Nocturne of Exploded Crystal Chandelier

Ikke mange formår at blande atmosfæriske og smukke lydflader med en behagelig og dragende melodiøsitet. Men i Philadelphia sidder Sun Airway, der har formået at ramme netop sådan en blanding. Duoen, der består af sangskriver Jon Barthamus og lydskulptør Patrick Marsceill, skulle ganske vist igennem en 18-måneders-proces for at færdiggøre albummet, primært i Barthamus’ kælder. Men resultatet er så også helt og aldeles vellykket og bærer i den grad præg af at være et gennemarbejdet og velovervejet værk. Det her er nemlig virkelig godt.

Tænk Animal Collective, men i en langt mere drømmende og magisk version, der kunne bringe et navn som Mercury Rev på banen, og så har man sådan nogenlunde en kort og nedbarberet beskrivelse af Sun Airways debut. En debut, der holder et imponerende højt niveau fra start til slut og ydermere er et af de slags albums, der vokser for hver gang, det gennemlyttes.

Der åbnes flot op for albummet med den overordentligt stemningsfyldte og nattekolde “Infinity”, som langsomt arbejder sig op og på den måde fungerer perfekt som intro til den efterfølgende “American West”, der med et tungt, men veldoseret, lag synthesizers står smukt og endda lettere storslået frem som et tidligt-ankommende højdepunkt. Klimakskurven og de elektroniske virkemidler fungerer simpelthen uovertruffet, og det bliver bestemt ikke dårligere i den efterfølgende “Oh, Naoko”, hvor de skæve og kantede trommebeats i samspil med det stadig massive, smukke synthesizelag skaber en nærmest hypnotiserende stemning.

Netop det hypnotiserende og smukke er fællesnævner for samtlige af pladens numre. Det er på sin vis en kold og dyster fællesnævner, som måske står stærkere frem årstiden taget i betragtning, men gennemført er det i hvert fald. Endnu et højdepunkt kunne være “Waiting on You”, hvis kække basgang og touch af bjældeklang bliver suppleret med en lige så kæk vokal, der udmunder i albummets stærkeste omkvæd, hvor Barthamus med stor succes tager falsetten i brug.

Hitparaden fortsætter i den grad med den tungere “Actors”, den storslåede og flot fraserende “Shared Piano” for slet ikke at tale om “Put the Days Away”, der med en repetitiv, småstenet synthrundgang langsomt, men sikkert bygger op mod omkvædet med den flotte formulering: »Oh how we put the days away / we just danced beneath the sea of snakes / we can bury our heads in our rooms, in our beds / until we see those days again.« Det er forbandet stemningsskabende på sin egen drone-agtige facon og endnu et højdepunkt blandt mange af slagsen.

Det er således en imponerende debut, Sun Airway har begået, og jeg vil i den grad anbefale at tage de store hørebøffer på og lade sig omfavne af de massive synthlandskaber på Nocturne of Exploded Crystal Chandelier. Det eneste minus er nærmest, at synthmuren næsten kan blive for stor og tvinge lytteren til en mindre pause, fordi det kræver så megen opmærksomhed at følge med. Men én ting er helt sikkert: Selvom det er tungt og overvældende med det ene lydinferno efter andet, kan det betale sig at sætte sig godt til rette og lytte med. Musikken ikke bare kræver det – den fortjener det.