Lisa Cerbone og hendes kompetente musikere serverer en akustisk treretters menu, og den smager rigtig godt. Der kunne sikkert skrives tykke bøger og laves alverdens humoristiske tiltag, hvis man samlede alle de tanker, man gør sig inden for de første 10 sekunder, efter at man har sat en ny plade på.
I dette tilfælde rungede det vist noget á la “Hold da kæft, hun synger godt,” og til trods for det noget bodega-agtige udtryk, så har tanken ikke forladt sindet. Lisa Cerbone er i besiddelse af en fremragende stemme, som fanger og drager fra første færd.
At hun så tilmed også har fået fat i kraven på nogen af genrens bedste musikere, er en kombination af de mere heldige.
Mark Kozelek fra The Red House Painters sidder i producer-stolen, og det kan høres! Men Lisa Cerbone tilfører via sin stemme og lyrik masser af liv til de akustiske kompositioner. På mange måder lyder hendes vokal lillepige-agtig og spinkel, men hun lægger masser af følelse og melankoli i udtrykket, så det kommer til at lyde delikat og fyldigt sammen med den sparsomme instrumentering, som ud over Kozelek på guitar også omfatter Tim Mooney (American Music Club) på trommer og Geoff Stanfield (Black Lab) på bas.
Tristesse-faktoren ligger hele tiden og lurer, men den varme og lyse produktion står godt til Cerbones tekster, der handler om de daglige fornøjelser og problemer.
“You swallowed the stones / Heart is so heavy / Can’t carry it to the one who is at the top of the stairs,” navigerer Cerbone sig igennem første nummer akkompagneret af klassisk akustisk fingerspil, der i omkvædet med Mark Kozelek lyder som ren englesang og fryd. Smukt, smukt fortolket med et knivspids melankoli i stemmen, som får lytteren til at finde plaiden frem og bede den nærmeste om varme drikke, evt. et askebæger og frem for alt ro.
Den mere folk-inspirerede How You Shine er en stille og stemningsfyldt sang, hvor Cerbone portrætterer den skøbelige kærlighed. Sangen hævder sig ved et iørefaldende omkvæd, og hendes melankolske toneleje fænger og gør det til et på ingen måde overflødigt nummer, men et godt eksempel på minimalistisk musik. Nummeret ligger dog lidt i klemme mellem to ufatteligt smukke numre, Swallowing Stones og Sweep Your Hair from Your Eyes.
Sidstnævntes sløve og endnu mere nedbarberede udtryk trykker tristesseknappen i bund med lidt akustisk guitar og en enkelt tamburin. “The new days have just arrived / Not what you’d hope for / Not what you’d choose / Staring up at the sky / waiting for the appearance of the moon / But this could be the thing that makes you free and clear / Sweep your hair from your eyes / The new days have just arrived.” Melankolien er med hele vejen, men der opfordres nu alligevel til at trække persiennerne fra og se ud på verden med åbne øjne og føle, at man tilhører et sted af betydning. Såre simpelt, men yderst effektfuldt fremført.
Lisa Cerbones vokal rummer på mange måder stor inderlighed og spinkelhed. Hun formår sammen med Mark Kozelek at få udtrykket til at fremstå meget jordbundent og troværdigt, hvilket Araby, Love Grows Slow og den nostalgiske Mrs. Foster beviser med deres lette guitarflader og intime stemninger, som på ingen måde er kvalmende eller patosfyldt, men derimod effektfuld og simpel musik, reflekterende over livets små og store spørgsmål.
Mark Kozelek skal have ros for at fokusere på Lisa Cerbones vokale kvaliteter med rene og sparsomme arrangementer og et koncept omkring ’less is more,’ hvilket langt fra gør Ordinary Days kedelig eller langtrukken at lytte til. Pladen er derimod en perfekt ledsager til de stunder, hvor rocken ikke længere slår til, og dagen har mistet så meget puls, at man trænger til mental hvile og opladning. Kozelek har skabt fundamentet og holder fast i trådene med sit genkendelige guitarspil. Men det er Lisa Cerbones plade, og den er så langt fra ordinær, som titlen ellers kunne antyde.
Et stærkt lille udspil fra en stærk kvinde, der har styr på sine mænd.
