Elektronikkens indtog i alle former for musik har gjort meget lettere. Nu kan enhver producere og redigere derhjemme – uden at det behøver at koste enorme summer.
Men de nye, enkle metoder, hvor små klik med musen kan vende et nummer på hovedet og tilføre nye rytmer og effekter, stiller store krav til musikernes selvdisciplin. For det er umådelig enkelt at klikke en gang til og tilføje lidt mere. Og lidt mere. Og før man ved af det, er det oprindelige nummer pakket ind i alskens effekter.
Overdrevet både det ene og det andet har svenske Differnet desværre på deres nye album. Eksempelvis ved at skrive en lang tirade om forholdet mellem materie og intethed på coveret for derefter at kalde pladen The Title of the Record Is the Text Printed on the Cover, or Nothing at All.
Havde indholdet været blændende, ville den slags formmæssige krumspring have været til at overse. Imidlertid virker svenskerne uforholdsmæssigt voldsomt optagede af netop form – og af effekter.
Anna-Karin Brus’ vokal er lys og søgende og ville på egen hånd klare sig fint i hendes tre bandkollegaers knasende lydlandskaber. Imidlertid er hendes stemme næsten konstant udsat for et væld af filtre og andre manipulationer, så hun knitrer og hvæser. Det er lige præcis så markant, at det hele tiden minder lytteren om, at musikken er uorganisk og kunstig.
Det samme gør pladens afslutning, som er tre minutters svirrende flue-summen. En irriterende udgang på et ellers yndefuldt og langstrakt nummer, hvor Brus’ stemme for en gangs skyld får lov at slippe for forvanskning. Det er næsten en lettelse, at programmeringerne til en afveksling er afdæmpede og lavmælte, og de lette hornflader strejfer en skrøbelig poesi. Knap halvvejs dukker et slæbende beat op og giver nummeret en dynamisk finale. Lige indtil fluernes summen…
Midtvejs i “On a Trail” melder irritationen over unødige effekter sig også, da skrattende støj midlertidigt sætter nummeret helt i stå. Men hér viser nummeret sig at være så smukt, at det er til at bære over med. Med Johan Duncanson fra Radio Dept. som følsom gæstesanger knitrer Differnet sig vej ind i et skramlet lydunivers med spinkel akustisk guitar og et kuldslået klaver. Programmeringerne er vejrbidte og vaklende, og lydbilledet minder om en modfalden, mere distinkt indadvendt udgave af Dntel.
Der er spor af Broadcast (og dermed af syre-pionererne United States of America) i den skæve coverversion af Young Marble Giants’ “Searching for Mr Right”, som stritter viltert med synth-toner, der lyder som en paranoid version af Kylie Minogues “Can’t Get You Out of My Head”, og et desværre lidt for stivbenet beat. Hyldesten til Young Marble Giants er ikke underlig, for ikke mindst Differnets luftige melodier rummer elementer fra den engelske indierock, og det svævende, rørende omkvæd i “Edison” havde ikke været helt ved siden af på en singer/songwriter-plade.
Både “Saurau” og “Albuquerque” er meget betegnende for bandets lyd ved at være nærmest ubeskrivelige. Sidstnævnte lyder som en aparte, pletvist vellykket sammensmeltning af mikroprogrammeringer a la et label som Mille Plateaux, retro-synths som hos Les Rhythmes Digitales og en ustyrligt forvrænget kvindestemme. Det er svært at kategorisere, besværligt at rumme – og vanskeligt at holde af.
“Kernel Panic” er et skridt op ad kvalitetsskalaen – primært fordi gæstevokalen fra Sarah Nyberg Pergament (alias Action Biker) får lov til at stå mere eller mindre uberørt i lydbilledet. Den hvirvler rundt om sig selv som blade i et vandløb, men uden at blive slået ud af kurs af det synkoperede, støjplettede glitch-hop-beat.
Men ligesom pladen som helhed mangler nummeret lige det sidste. Måske et hook, en rigtig god melodi, en dynamisk overgang til et omkvæd. Noget, der får numrene til at blive hængende og skille sig ud.
Ikke desto mindre viser det en farbar vej for Differnet: Programmeringerne må hjertens gerne blive ved med at kringle og kroge sig, men hvis vokalerne skal betyde noget, må de få lov til at få den fornødne plads – få lov til at blive pakket ud.
