Hvis det ikke var, fordi musikken lyder så pokkers seriøs, ville jeg tro, at den medfølgende pressemeddelse til duoen Janes på flere måder paradoksale album Berserker var en joke: “We both really liked dance music from the very beginning, and I mean stomps and shouts and claps and stuff like that. Of course we like all kinds of other stuff too but it’s the dance that gets us going on Jane.”
For jeg kunne forestille mig en masse ting, som albummet snildt kunne akkompagnere – sortere plader, se tv, smøre en mad, skrive et brev – men en svingom er ikke just én af dem. Den mest stenede, langstrakte og udsyrede musik, jeg længe har hørt, er tilsyneladende affødt af en kærlighed til ren og uforfalsket dansemusik. Det virker paradoksalt.
På samme måde virker selve formatet modsætningsfyldt: Fire numre indikerer en ep, men den samlede spilletid på godt 54 minutter selvklart må betyde, at vi her har at gøre med et album.
Musikken er ligesom de ovenstående eksempler svær at blive klog på. Genremæssigt befinder vi os et sted imellem episk electronica og udknaldet ambient – alt sammen afviklet i et langsomt, nærmest stillestående tempo. Det starter fint på titelnummeret, der med sine lige knap seks minutter er albummets suverænt korteste nummer: et slæbende ekko af noget, der kunne lyde som fodtramp, en manipuleret vokal og derefter en rungende, repeterende rundgang med guitar, synths og samples. Der er stort set ingen udvikling nummeret igennem, ingen tekst at forholde sig til, kun en stemning af svævende, sfærisk ordløs melankoli – som sirene- eller hvalsang afsunget i en katedral. Og ikke så lidt dragende.
Mere jordnært bliver det på skæring to, “Agg Report”, hvor en naivt trillende synthakkord og et på en gang diskret og inciterende beat blandes op med fjerne ekkoer af vejrtrækning og nynnen. Et godt udgangspunkt, der dog i takt med, at de næsten 12 minutter går, og udviklingen udebliver, forekommer mindre og mindre interessant. Noget, pladens tredje nummer, den rugende “Slipping Away”, også lider under.
Og på den afsluttende “Swan” går det helt i stå: 24 minutters statisk drone med synthsakkorder og manipulerede stemmer, der roligt tumler rundt imellem hinanden. Innovativt og dybt eksperimenterende, ville nogen sikkert sige – og temmelig kedsommeligt, vil jeg tilføje.
Spørgsmålet er så, hvad man skal mene om albummet. Intentionerne må, så vidt jeg kan se, være, at levere en lytteoplevelse, der efter utallige tålmodige gennemlytninger åbner sig for lytteren. Dette lykkes dog kun delvis. Albummet rummer absolut fine momenter og stemninger, men overordnet set er det for stillestående til at holde undertegnedes interesse fangen hele vejen igennem – albummet forfalder i mine ører lidt for ofte til baggrundsmusik, der ikke vil andet end at lukke sig om sig selv og sine eksperimenter. Det har sikkert været sjovt for duoen at improvisere sig frem til i Scott Mous lejlighed – men det er ikke hele vejen lige ophidsende at lægge ører til.
