Fra det bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider.
Susanna and the Magical Orchestra
Susanna and the Magical Orchestra alias duoen Susanna Wallumrød og Morten Qvenild ankom til deres første optræden i Danmark med anmelderroser fra bade England og USA.
Men det betød nu ikke, at publikum på Aros gad holde op med at tale, bare fordi duoen var gået i gang med at spille. At det desuden var svært at se Susanna og Morten på grund af solens ganske kraftige stråler, gjorde ikke ligefrem koncerten mere behagelig.
Så det var op ad bakke for duoen, som på trods af de noget vanskelige betingelser formåede at skabe en smuk og sfærisk stemning gennem deres vægtløse og atmosfære gennemvædede sange, der dog også havde en tendens til at blive en smule sterile.
De smukke syntetiske klangflader, der bestemt gav reminiscenser til Björk anno Vespertine, var så langsomme og alt andet end påtrængende, at det var svært at holde publikums opmærksomhed fanget. Dette skulle helt og holdent ske gennem Susannas smukke og skrøbelige stemme, men det lykkedes kun til dels, da bandets sange ærligt talt ikke gør sig specielt godt live. Det er studiemusik, der ganske enkelt er bedre på plade, hvor alle detaljerne står krystalklart.
(MM)
Skambankt
Storladen filmmusik med et vist strækmarch-potentiale varslede den norske garagepunkkvartets ankomst.
Foto: Paal Audestad |
Men det var så også de sidste harmoniske toner på Voxhall denne fredag nat. For med The Stooges som et sikkert fikspunkt drønede og buldrede Skambankt derudaf med vredladne guitarer og et lydniveau på højde med hjemlandets fjelde.
Det var eksplosiv punk uden skyggen af fine fornemmelser – og desværre også uden fornemmelse for bare nogenlunde mindeværdige melodier. Nok indbød et nummer som Desertør til paramilitære kampråb i området, men det skyldtes bestemt ikke fængende toner.
Under koncerten var manglen på melodier dog noget af tiden til at bære over med, for selv om Skambankt i dén grad var primitive, var deres beskidte aggressivitet særdeles effektiv og satte sig i kroppen. Forsanger Terje Vinterstø legede med en rolle som kaptajn, og de forreste geledder i salen makkede ret ved at kaste sig ud i anarkistisk tumult-dans.
Men uanset hvor krops-aktiverende Skambankts eskapader var, var der, så snart man kom ud i nattemørket, kun én ting, der blev siddende – og det var hyletonen i ørerne.
(MA)
Cloroform
Det er blevet påstået, at Cloroform er svære at beskrive, men det er måske ikke så svært endda. Hvis man nu tager landmændene i Kaizers Orchestra og først erstatter trademark-gasmaskerne med orange kedeldragter.
Derefter ændres inspirationskilderne fra balkan-folk og Tom Waits til rockabilly og punk. Efterfølgende ændres sproget fra norsk til engelsk, og så erstattes olietønderne med distortede, analoge keyboards. Så nærmer man sig trioen Cloroform, der lørdag eftermiddag formåede at levere en energisk og meget medrivende koncert.
Cloroform virker som det helt forkerte navn til bandet, da der intet bedøvende er over dem. De leverer i stedet en superenergisk optræden, hvor især frontfigur John Erik Kaada giver den på alle tangenter, og det skal egentlig tages bogstaveligt, da manden samtidig med at levere en aggressiv vokal præsterer at spille på to keyboards samtidig, og så momentvis have den ene fod placeret på én af de mange pedaler, der gjorde, at de to synthesizere lød som alt andet end det, de var.
Cloroforms vanvittige, punkede sange var muligvis tomme kalorier, men live var der anarkistisk energi og medrivende attitude nok til, at det hele gled ned.
(MM)
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Skambankt: Eliksir
Cloroform: Cracked Wide Open