Det er snart fem år siden, Pardans udgav den bibelsk betitlede Spit and Image, og nu er de københavnske no-wave’ere endelig vendt tilbage med nyt materiale. På Peak Happiness er det tydeligt, at sangskriver Gustav Berntsen og resten af bandet (guitarist Patrick Rathbun er desværre smuttet efter indspilningen af albummet) i løbet af de sidste halve årti har samlet nogle nye musikalske referencer op og vævet dem ind i deres kakofoniske, uregerlige no-wave univers. Frygt ej, omdrejningspunktet synes stadig at være storbyens op- og nedture og den mere eller mindre ægte kærlighed, når vi på Peak Happiness følger en jeg-fortæller gennem storbyer, stoffer og populær- og subkultur.
Når vi snakker nye musikalske referencer, så synes det altså at være rockmusikken, Pardans har genopdaget – den helt beskidte og klassiske af slagsen. Riffet på første nummer ”Cringe City” smadrer i hvert fald døren op til dine øregange iklædt lædervest og bandana. Der går dog ikke ren The Rolling Stones og AC/DC i den, da det simple riff hurtigt får følgeskab af Oskar Dinesens interessante trommerytmer, Daniel Hilden Honores balstyriske saxofon og Rathbuns hvinende guitar i de kaotiske intermezzoer, vi allerede kender Pardans for. Det hele smelter sammen i et prog-rocket delirium, der både lyder og føles som en promille på tre-komma-fem, der holder sig i en god ironisk distance fra både den klassiske rock, men også nutidens trends som Black Midi, der kun understreges af nummerets titel og lakoniske linjer fra Berntsen som ”I wrote this pro’lly drunk / In solitude”.
Man kunne dog godt mistænke medlemmer af Pardans, at de havde været forbi en Black Midi koncert, da albummets første del leger med samme vilde udbrud af skrigende blæsere og abrupte trommer som londongenserne. Samtidig nikker og prikker de også til rockkanonen på samme måde, som Black Midi ofte gør live. De første fem-seks numre er derfor et sæt intense bekendtskaber, der alle sammen lugter af smøger og whisky på en lidt posh måde.
Numre som ”Big Summer” og ”Worldslide” bevæger sig ustyrligt mellem vansirede rock-hooks, der næsten skaber en overflod af catchy musikindtryk gennem ørene, men lykkeligvis ender som interessante lytteoplevelser i deres knivskarpe balance mellem galskab og genkendelighed. På nogle numre bliver de mange skift og de hårdtslående, abrupte passager dog en smule monotone eller tærende for ørerne – det er på en eller anden måde som om at udbrudene bliver for ”pæne” og kontrollerede sammenlignet med Spit and Image og Heaven, Treason, Women. Numre som ”Warp Speed” og ”Stormy Daniels” bliver i hvert fald på en gang for overfyldte og ensformige, og Berntsens vokal bliver måske lidt for postpunk, til at den rigtig sætter sig fast i min trommehinde – hermed ikke sagt, at der ikke skal gives stor cadeau til de musikalske evner; specielt Honorés lounge-agtige saxofon er et highlight på begge numre.
En af mine umiddelbare kritikker ved første gennemlytning af Peak Happiness var, at inspirationerne fra samtidens alternative navne som Black Country, New Road og Black Midi var meget tydelige. Det ville være en skam, hvis vi bare begyndte at producere kopier af britiske bands i den danske undergrund – men her tror jeg, at Pardans fik skovlen under mig. På jeg-fortællerens rusmiddelsbesudlede rejse gennem diverse metropoler bemærker han sig i hvert fald sarkastisk, men også blærende omkring det selvbiografiske møde mellem Pardans og Black Country, New Road på 100club, og min absolutte yndlingsbeskrivelse af den hule idolisering af Pitchfork Festival på det mere rolige nummer ”The Scene”. Berntsen bemærker tørt: ”I’ve done some research / Into the postpunk scene / And I’m not impressed / By the stuff I’ve seen … On stage at Pitchfork fest / Or something else / I am in the crowd / I am not impressed”. Man kunne dog af og til godt ønske, at ironien også havde sneget sig lidt mere ind i lydbilledet, så man med det samme blev klasket lidt i fjæset med opgøret mod musiksnobberiet.
Tekstsiden står generelt mest konsekvent stærk på albummet, der har en klar fortælling, om en omrejsende person på musikscenen, der lever et ensomt liv i ensomhed med stof(mis)brug, og som er træt af, hvor overfladisk både hans eget liv og scenen omkring ham er. Berntsen betragtninger veksler mellem det tragikomiske, som når vi på ”Silver Dream”, følger jeg fortælleren på jagt efter stoffer ”MDMA, ketamine, cocaine, LSD / If it’s opiods, 2C-B, I’ll do anything, mostly anything”, til den nærmest ynkelige lyst, der skildres i jeg’ets ”forelskelse” på ”Stormy Daniels”: ”But big thanks to the Oculus, dreams do come true / Big fake smile on your face as we screw”. Når ord og lyd kobles sammen på Peak Happiness, kan man ænse duften af en til tider ironisk perla af et album om bagsiden af whisky, stoffer og toiletsex.
Rent musikalsk skal man dog vente helt til de to sidset numre for den store forløsning: ”No Heaven” bryder med de voldsomme tendenser og lægger til gengæld ud med et beskidt Swansk guitarriff, der passer perfekt til Berntsens stemme. Stemningen er nu ikke så uregerlig, men klarinetten og de geniale guitarlicks skaber nærmere et tilrøget, forførende mørke, inden sangen skifter karakter til en næsten pop-folket hornsektion, der er møg-catchy. Albummets absolutte magnum opus er dog den involdsudskærende ”Mr. Coffee”. Alt er perfekt i det her nummer. De rolige vokaler med væggen a guitarstøj i introen. Glammetal-guitariffet, der lykkedes med at lyde cool. De totalt kaotiske rytmer under Rathbuns svedige guitarsoloer. Det er bare ekstremt sejt.
Netop denne coolness og især intensitet savnes dog stadig lidt på første del af pladen, der godt kan savne lidt af det kick, som jeg ved at Pardans kan have live. Jeg letter derimod min hat for det gennemførte tekstunivers, og den fantastiske idé, at tage udateret rockmusik og sprøjte det hele ind i blodåren på moderne snobberock. Det trænger vi til. Vi trængte også til ”Mr. Coffee”. Hold op, et vildt nummer.
